Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Publikum med i partituret

Uheldsramt John Cage-koncert endte med at blive vellykket
Kultur
11. juli 2012

Først er der noget rent repertoirepolitisk: Hvorfor hylder en jazzfestival en 100-årig partiturkomponist, John Cage, og ikke ’sin egen’ 100-årige, arrangøren Gil Evans? Fordi DR Big band på dette tidspunkt er ude og spille børnemusik og først vil gøre det senere? Jo, men så kunne man vel have givet The Orchestra eller Almost Big Band chancen. Fordi interessen i festivalens ledelse for Evans’ musik er til at overse? Mere sandsynligt.

I stedet for at kaste en pæn sum efter en hyldest af jazzens største orkesterimpressionist og give et stort publikum den formentligt eneste chance i livet til at høre Evans’ musik opført efter originalpartiturer har Copenhagen Jazz Festival kastet en så lille sum efter en John Cage-fejring, at der også måtte penge til fra SNYK (Sekretariatet for Ny Kompositionsmusik) til, for at pianisten Søren Kjærgaard kunne hyre et par andre musikere og leje sig ind på det diminutive og nedslidte (i hvert fald hvad el-systemet angår) Teatret ved Sorte Hest med et Cage-program.

Som det nu bør være fremgået, mener anmelderen ikke, det var festivalens skyld, men udelukkende Søren Kjærgaards, at man alligevel kom til at forlade denne koncert særdeles opløftet.

De to uundgåelige 

Cage og jazz er egentlig ikke nogen indlysende cocktail. Jazzmusikere har altid været tiltrukket af Cage, men nok mest fordi dennes musik (og ’ikkemusik’) forekommer situationistisk og dermed improvisationsbeslægtet. Men John Cage var ikke begejstret for improvisation. Alt det, der hos Cage forekommer improviseret eller Fluxus-agtigt, er nedskrevet i partiturer, og meget af det, der af mange opfattes som rene ’gags’, er doseret efter avancerede matematiske systemer. Dog, i Cages musikalske tænkemåde kunne der ligge en forventning til publikum og/eller musikkens omgivelser om at fylde bestemte frirum med ’sin egen lyd’, der derefter kunne betragtes som en slags improvisation.

Selv om det ikke er helt sammenlignelige størrelser, kan man sige, at Søren Kjærgaard med sin triomusik ofte arbejder på samme måde: Lytteren kan føle en trang til at ville udfylde hullerne i hans pauserige udtryk eller til direkte at digte med på fraser, som afbrydes abrupt.

Under alle omstændigheder var det en velsignelse, at det var Kjærgaard, der foldede Cage ud for os med tre lige så respektfulde og nysgerrige kunstnere: sangeren Maria Laurette Friis, den tyske trommeslager Paul Lovens og den engelske guitarist Fred Frith, de to sidste veteraner i europæisk improvisationsmusik.

Først fik vi de to ’uundgåelige’, de tolv transistorradioer på kortbølgefrekvens i Imaginary Landscape (her dog på langbølge fordi en nærliggende mobilmast forstyrrede) samt den 4:33 minutter lange tilskuerhosten i stykket af samme navn. Man sad i det forløb og håbede, at en uslukket mobiltelefon ville ringe som Cages hævn for, at kortbølge ikke havde kunnet benyttes i det første stykke, men det skete desværre ikke. Publikum havde alt for artigt slukket.

Efter en lang pause pga. Sorte Hests utilstrækkelige elsystem kom det rigtigt sjove: Først den halve time lange Four/6, hvori de fire musikere arbejdede med et bestemt antal forskellige selvvalgte lydkilder, der igangsættes efter et sindrigt matematisk system, og så, efter endnu en pause, aftenens clou, Kjærgaards endnu udøbte hyldeststykke til Cage, hvori han i form og instrumentation (hvis man kan få grydeskeer og strikkepinde ind under det begreb) lagde sig tæt op ad Four/6, men demonstrerede en fuldstændig beherskelse af dynamik og struktur.

Spil af den potente slags

Jeg endte med at mene, at Kjærgaards stykke var aftenens mest stimulerende, fordi det ’sang’ bedre og bevægede sig i mere myge dynamiske kurver end forbilledets, uden at det mistede skarphed eller overrumplende effekt. Cages 100 år har dog allerede været fejret under Musikkonservatoriets PULSAR-festival, og dér har de nok hørt Cage-musik, der ’synger’ lige så godt som Kjærgaards.

I de tidlige aftentimer havde Benjamin Koppel endelig held med at få sin prøvesal i Valby til i hvert fald at lyde som en newyorksk jazzklub, som det angiveligt er ambitionen for koncert-rækken. Nu var Randy Brecker, Scott Colley og Brian Blade rykket ind som makkere for Koppel og Kenny Werner, og i en række nyere eller helt nye titler af Werner fik vi spil af den potente slags, man forventer at få kastet i ansigtet på Sydmanhattan.

Colley og Blade piskede solisterne frem, men gav også rum for mere stilfærdige ytringer, som der faktisk indbydes til i meget af Werners nye musik. Selv bliver Werner også stedse mere drømmende og reflekterende i sit udtryk, hvilket ikke mindst er tydeligt på en ny og meget vellykket solo-cd, indspillet på Montreal-festivalen sidste år.

Her er klaverspil af den slags, man helst vil høre, hvis man mener at jazz skal være cantabile.

 

Teatret ved Sorte Hest, mandag: John Cage i 100 år

Prøvesalen, Valby, mandag: Randy Brecker og Kenny Werner Quartet

Kenny Werner: ’Me, Myself & I’ (cd), JustinTime

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her