Læsetid: 1 min.

Reindeer Spotting

Denne solidariske fremstilling er både filmens styrke og svaghed
19. juli 2012

At titlen på denne finske dokumentarfilm leder tanken hen på den skotske stofmisbrugsklassiker Trainspotting er ingen tilfældighed. Nittenårige Jani er nemlig kriminel og junkie, og mister i begyndelsen af filmen to fingre på grund af en uoverensstemmelse med en fyr fra samme miljø. Kort efter modtager Jani også en dom fra officielt hold lydende på et års fængsel, og denne dobbelte straf giver god mening i forhold til filmens tema: Jani føler sig så fanget i sin laplandske hjemby, at han på sin vis allerede er indespærret, før han skal ind at ruske tremmer. Han beslutter at søge mod Sydeuropas sol, dels af oplevelseslyst, dels fordi han erkender, at han ikke kan kvitte stofferne, når alle hans venner er misbrugere.

Herefter er der dømt dobbelt op på eskapisme, for Jani tager langt tilløb til afvænningsprojektet, og hans barnlige begejstring for Europas attraktioner matches af hans entusiasme for at tage stoffer. Instruktør Joonas Nuevonen er i øjenhøjde med Jani i en grad, hvor han deler hans hang til stoffer. Denne solidariske fremstilling er både filmens styrke og svaghed: Vi får en aldeles usentimental skildring af Janis liv, men vi bliver kun klogere på hovedpersonen, når han med mellemrum reflekterer over sit liv. Derfor en forbeholden anbefaling til denne lurvede og aparte dannelsesrejse.

Reindeer Spotting. Instruktion: Joonas Nuevonen. Manuskript: Joonas Nuevonen, Sadri Cetinkaya og Venla Varha. Finsk (Empire og Gloria i København, Øst for Paradis i Aarhus, Café Biografen i Odense og Biffen i Aalborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu