Skuespillere er bange for angsten

Skuespillerbiografierne fylder godt i bogladerne – og i medierne. Skuespillernes privatliv udstilles, så vi andre kan spejle vores almindelighed i showbizfolkenes eksotiske livsstil. Selve skuespillerhåndværket snakker skuespillerne som regel ikke meget om – altså det, der ligger bag deres oplagte talent. Måske fordi de tror, at det ikke er interessant. Og måske fordi det vitterlig kræver en interviewer eller en ghostwriter, der ved noget om skuespillerkunst.

En sådan interviewer er Michael Moritzen. Nuvel, manden er selv både skuespiller og instruktør, men han er OGSÅ en fremragende interviewer. I den forførende bog Respekt. Elleve samtaler om at være skuespiller, der udkom sidste år, spørger han 11 garvede kolleger over 50 år om deres forhold til det at stå på en scene. Og så sidder man tryllebundet … For Moritzens møder afdækker sider af disse skuespillere i så koncentreret og smuk og morsom form, at man føler, at man kommer tæt på deres kunst. Lykkeligt uvidende om, hvem der kysser på hvem – eller hvor de køber deres yndlingskaffe. At forlaget Gyldendal nærigt har trykt bogen uden fotos, er bare ærgerligt; er der nogen, der kunne skabe spændende portrætfotografering, ville det jo netop være disse ansigtskunstnere.

Lære-udenad-helvedet

Ghita Nørby er Moritzens første diva. På bare 23 sider rammer han hendes temperament så overbevisende, at det næsten er uhyggeligt. Vel at mærke i en beretning, som overhovedet ikke lapper ind over hendes og Lea Korsgaards 300 siders biografi, der udkom lidt tid efter. Moritzen kan spørge Ghita Nørby om kunsten at lære udenad – og til ham svarer hun ærligt. »Jeg kan sådan set slet ikke lære udenad. Den eneste måde, jeg kan lære på, er ved at ’tænke’,« forklarer hun.

Lars Knutzon fortæller også om at lære udenad som en papegøje – og at det ikke nødvendigvis fungerer. Sådan som den gang, hvor han bogstaveligt talt gik i stå midt i en scene, han ellers kunne perfekt udenad. Alligevel fik han aldrig sagt et eneste ord … Og Jesper Langberg siger direkte: »At lære udenad er virkelig et helvede for mig.«

Nervøsitet og angst

Alligevel er det Moritzens forståelse for skuespillernes angst, der bliver bogens magnetiske punkt. Tina Gylling Mortensen fortæller om, hvordan angsten var ved at ødelægge hendes tid på teaterskolen. »Dengang kunne jeg nærmest vågne med et skrig, så rædselsslagen var jeg. Men samtidig dybt tiltrukket af det.«

Eller som Merete Voldstedlund forklarer det: »Selvfølgelig kan man blive både bange og nervøs, men det er vigtigt at holde fast i, at det ikke er ens barn, der er ved at dø, og at der findes noget, der er vigtigere.«

Peter Gantzler bliver til gengæld skræmt af, at det ikke nødvendigvis føles sådan på scenen. »[Jeg har] somme tider tænkt, at jeg var mere i live, når jeg stod på en scene eller foran et kamera, end i det virkelige liv. Følt mig mere til stede, mere nærværende. Det har været lidt skræmmende.«

At spille ond

Kvinderne er egentlig de mest håndfaste. Karen-Lise Mynster siger det helt bastant: »Overordnet drejer det sig for en skuespiller om aldrig at give op.« Og som Lisbet Dahl tilføjer om overvindelsen ved at spille ond og modbydelig: »Af og til skal man have mod til at gå ind og spille led, uden at det skal forklares eller forsvares.« Sådan.

Moritzen indleder hvert interview med en beskrivelse af, hvordan han selv har mødt vedkommende. Det giver bogen en sjov og uforudsigelig dynamik – eller en overbevisende ’timing’, som Lisbet Dahl kalder det – der holder sig helt til sidste interview. Her taler Moritzen med skuespilleren Hans Rønne, som han netop IKKE har kendt siden elevskolen, men som han siden har lært at sætte utrolig stor pris på, ikke mindst via børneteatret. Hans Rønne er beskedenheden selv, og han har et stille, filosofisk sus, der betager: »Der findes store genier og små genier – og så er der alle os andre, der i virkeligheden kun har én historie at fortælle – og den kan vi så lave nogle variationer over.«

Sko eller støvler

Befriende nok er ingen af disse elleve skuespillere synderligt optaget af, hvad anmelderne skriver om dem. Det er deres egen oplevelse af forestillingen, som de stoler på. Til gengæld er de yderst optaget af de tilfældigheder, som måske fik dem gennem nåleøjet på teaterskolen. Derfor er bogen også en perfekt håndsrækning til alle dem, der sveder sig igennem de belastende optagelsesprøver på landets skuespillerskoler – som en slags skuespillerpendant til instruktørinterviewbogen Magiske Øjeblikke fra 2003 af Mette Nybo.

Michael Moritzen stiller gode spørgsmål, der giver gode svar. Som for eksempel når Birthe Neumann fortæller om sin metode til at forstå en rolle. »Jeg skal gå. Hvis jeg sætter mig ned, sker der ingenting, hvorimod hvis jeg bevæger mig – går, løber eller springer – mens jeg tænker på en replik, kommer der pludselig en hel masse associationer.«

Henning Jensen forklarer tilsvarende jordnært, hvordan han kan finde ind til en rolle: »Sko kan betyde utrolig meget. Da jeg prøvede på Ordet (i Lars Noréns iscenesættelse på Det Kgl. Teater i 2008, red.), fik jeg først balance i rollen, da jeg fandt et par store, tunge støvler, fik kasseret den tynde bondejakke, jeg egentlig skulle have haft på, og erstattede den med en stor, tung læderjakke.«

At læse Respekt er som at få lov til at låne teatrets store, tunge læderjakke – og pludselig mærke følelsen af at forstå.

Respekt. Elleve samtaler om at være skuespiller. Af Michael Moritzen. 304 sider, ingen fotos, 299 kroner. E-bog 79 kroner. Gyldendal.