Læsetid: 4 min.

I sne og slud skal posten ud

Varm anbefaling af snestormsroman fra et Island 100 år tilbage
31. juli 2012

Den, der under indtryk af det så omskiftelige danske sommervejr er på vej til at miste modet og føler trang til at indstille sig på den kommende vinter, kan passende give sig i kast med en tindrende smuk islandsk roman, hvis højdepunkter nås under en forrygende snestorm på fjeldet.

Jón Kalman Stefánsson (f. 1963), som danske læsere første gang lærte at kende i 2007 med gennembrudsbogen Sommerlys, og så kommer natten, leverer med Englenes sorg (islandsk original: 2009) sit bidrag til sit hjemlands efterhånden righoldige mængde af skildringer af drøje eller ligefrem umenneskelige strabadser. Men han forstår ikke kun at berette, så kulden nager i marv og ben; han er også mester for at skabe sprød poesi, og hans roman, fortsættelsen til Himmerige og helvede (2007, dansk 2010), er ikke så meget en hyldest til maskulin styrke, som den er en lovsang til kærligheden og en ode til digtekunsten.

Uvejsomme egne

Den forældre- og navnløse helt, ’Drengen’, som i det foregående bind mistede vennen og arbejdskammeraten Bardur, fordi denne var mere optaget af at læse i Milton end af at klæde sig ordentligt på inden en farefuld færd til søs, bor i Englenes sorg indlogeret hos kvinderne i en skænkestue i fiskerbyen Staden (der minder kraftigt om Ísafjörur i det nordvestlige hjørne af landet). Her bruger han, da romanen begynder, det meste af sin tid på at oversætte fra engelsk og læse Shakespeare højt for en blind, men bogglad kaptajn. Forelsket er vor unge helt også, i den jævnaldrende Andrea, men alt er endnu kun i sin vorden.

Handlingen bringes i gang, da landposten Jens ankommer sydfra med breve, aviser og ikke mindst mundtlige nyheder. Vi er i begyndelsen af det 20. århundrede, transporten foregår enten til søs eller på hesteryg over land. Vejret er mere end hårdt, også i april, men posten skal frem, ikke bare til Staden, men også til de afsides bygder ovre på den anden side af fjorden samt til endnu mere fjerntliggende usle ravnekroge på den anden side af gletsjeren og de stejle fjeldpas. Jeg har selv vandret i de egne, hvor romanen efter landskabsbeskrivelserne at dømme udspiller sig, og kan, skønt det var ved sommertid, forsikre, at afstandene er skrappe, terrænet mildt sagt ujævnt og stigningerne decideret drøje.

Verdens ende, hvad er det?

Men der bor eller rettere boede mennesker deroppe, og tilværelsen kan være lykke og livskamp på samme tid. Det er godt at leve her, erklærer således en bonde, »masser af fisk i havet, fugle i klipperne, vi har halvtreds får, her er ro, ingen der herser med én. Den der bor her er fri. Det må da være noget. Verdens ende, hvad er det? Det der er verdens ende for dig er et hjem for mig.«

Gennem disse egne færdes i voldsomste vejr Drengen og posten sammen. Kun med besvær når de frem til en nødhytte oppe på fjeldet, og da de drager tilbage, overlever de kun, fordi en kvinde viser dem vej gennem snestormen. Hun viser sig til gengæld at være en genganger, som frelser dem med det formål selv at komme i indviet jord. På det sidste stykke af rejsen medbringer de hende i kisten!

Digtningens kraft

Vejret styrer alt, oplyser den alvidende (og undertiden alvadende!) fortæller tidligt i bogen. Vejret former folk, som var de ler. Men menneskene har også kræfter at sætte op imod selv de hårdeste livsvilkår! Magt og rigdom har aldrig fulgt litteraturen, men netop derfor er den så uspoleret, og nogle gange er den den eneste form for modstand, man kan regne med. Den, der kan holde på en pen og et stykke papir, har mulighed for at forandre verden, siger (eller præker) Jón Kalman Stefánsson, som kigger tilbage på Islands historie og klager sig over, at islændingene et eller andet sted på vej til nutiden mistede deres fælles tro på digtningens kraft, »begyndte at betragte den som sværmeri og udsmykning til festlige lejligheder« og i stedet satte al deres lid »til tal og åbenlyse kendsgerninger«.

Forfatteren er i passager som denne tæt ved at kamme over i den dér særlige blanding af poesi-patos og national selvfedme, der stedse lurer på islandske forfattere. Men den velfortalte (og takket være Kim Lembek solidt veloversatte) roman bevarer begge ben på jorden og fører dem møjsommeligt, men sikkert gennem den dybe sne. Der findes, står der et sted, »bøger som underholder dig, men som ikke rykker det mindste ved de afgørende spørgsmål. Og så er der de andre, som får dig til at tvivle, de giver dig håb, udvider verden og gør dig forhåbentlig bekendt med den svimlende afgrund«.

Bogen hører selv til sidstnævnte kategori, og der er al mulig grund til at se sultent frem imod tredje bind, Hjarta mannsins (Menneskets hjerte), som udkom på Island i de samme dage, som Englenes sorg bragtes frem på dansk.

Dengang var der endnu nattefrost. Nu er bogen omsider anbefalet varmt.

Jón Kalman Stefánsson: Englenes sorg. Roman. Oversat fra islandsk af Kim Lembek. 325 s.Kr. 298,00. Batzer & Co.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu