Læsetid: 4 min.

Det uendeligt pirrende forspil

Anaïs Nin mente, at Pandoras æske indeholdt mysteriet om kvindens seksualitet. I sine erotiske noveller prøver hun at finde et sprog, der indfanger den, et sprog, der er forskelligt fra det mandlige
Anaïs Nin (1903 -1977) har et traditionelt syn på kvinder og mænds seksualitet, men hun er til gengæld kompromisløs, hvis undertrykkelsen ikke bliver erotisk. Det er forfriskende den dag i dag.

Anaïs Nin (1903 -1977) har et traditionelt syn på kvinder og mænds seksualitet, men hun er til gengæld kompromisløs, hvis undertrykkelsen ikke bliver erotisk. Det er forfriskende den dag i dag.

27. juli 2012

Nye bøger

Anaïs Nin skrev sine erotiske noveller i 1940’erne i en gruppe af kunstnere, der alle ernærede sig ved at skrive pornografi til en ’samler’ for en dollar pr. side. De ville »give den gamle en sådan overflod af perverse oplevelser, at han bad om mere,« men samtidig hadede de ham, fordi han i ét væk bad dem om at stryge poesien og komme til sagen.

På et tidspunkt sender hun ham et brev:

»Kære Samler: Vi hader Dem,« skrev hun. Erotikken mister al sin styrke og fortryllelse, når den bliver udpenslet, mekanisk, overdreven ... Den bliver kedelig.«

Man forstår hende. Ind imellem er novellerne nemlig præcis så kedelige, udpenslede og mekaniske, som hun skriver. Igen og igen er mandens kærtegn »som et vildt dyrs«, mens kvinden er »drivende våd,« hvilket ærligt talt ikke er specielt ophidsende.

Det er »overfloden af perverse oplevelser« heller ikke. Mængden er monstrøs. Alene i den første novelle i Venusbjerget, når vi både gennem prostitution, pædofili og incest, og derefter går det slag i slag med mutilation af skamlæber, fetichisme, sadisme, masochisme, dyresex, bigami, voyuerisme, ja endda nekrofili, da en af personerne bliver overmandet af begær ved synet af en druknet kvinde, der er trukket op af Seinen.

Kvinders erotik

Anaïs Nins egen begrundelse for mange år senere at udgive novellerne er, at de repræsenterer det første forsøg – »i verden«, skriver hun endda – på at skrive pornografi, set fra en kvindes synsvinkel. Og Nin føler sig overbevist om, at kvindens seksualitet er et mysterium, så forskelligt fra mandens, at mandens sprog kommer til kort. Men når hun skal beskrive forskellen, bliver hun konventionel snarere end mystisk. I novellen »Hilda og Rango« i De små fugle lever Hilda sammen med en amerikansk forfatter, der altid lader hende tage initiativet, »men hun led under det, fordi hun af natur var uhyre feminin. Inderst inde var det hendes opfattelse, at kvinder nemt kan beherske deres begær, men at en mand ikke kan, og at det endog er skadeligt for ham at forsøge.«

Sammen med amerikaneren mister Hilda efterhånden »al sin generthed og tilbageholdenhed.« Så møder hun en mexicansk maler, der er stor, grov, fuld og umådeligt tiltrækkende. Hun går med han hjem til hans sigøjnervogn (!), hvor han begynder at kysse hende, men da hun vanen tro famler efter hans bæltespænde for at få lidt gang i sagerne, støder han hende væk: »Du gjorde en bevægelse som en luder.«

Ulykke, gråd, ruelse, »der var en, der lærte mig ... tvang mig til ... jeg ændrede min natur,« hulker hun.

Denne ukvindelige natur tvinger han hende nu til at aflære, hun bliver passiv og mere og mere modtagelig for kærtegn og berøring. Hun lærer en ny »erotisk agtpågivenhed.«

Derefter er mexicaneren med de sorte øjne klar til at tage hende:

»Han var som en dæmon ... og hans stærke lem stødte ind i hende, ind i en kvinde, hvis underkastelse han først forlangte, men som skulle følge hans begær, når han ville.«

Kvinden som splittet mellem den bløde mand, hun elsker, og det dominerende handyr, hun i virkeligheden begærer! Anaïs Nin er ikke ligefrem nogen nytænkende feminist.

Den stigende ophidselse

Alligevel er det på grund af spændingen mellem de konventionelle sexscener og den kvindelige synsvinkel, at novellerne er værd at læse i dag. Gennem det hele løber en understrøm af kvindelig viden om stærkt begær, om ambivalente følelser, om lysten til både at tækkes mændene og bryde med deres tabuer, om en utæmmet seksualitet og en skyldfri amoral, når det gælder om at narre en jaloux elsker. Slående er det, at Anaïs Nins beskrivelser af forspil fylder side efter side, mens de fuldbyrdede samlejer klares på halvanden linje. Ofte får personerne slet ikke orgasme, men driver sig selv og hinanden ud i den yderste ophidselse i en atmosfære af smygende satin, spejle og krystal tilsat hash og opium. Med pludselige brutale billeder imellem, som når en junkie skyder sig med en fyldepen, fordi han ikke har råd til sprøjter.

Mændene kan finde på at bruge forspillet til at underlægge sig kvinderne ved at holde dem i en evig spændingstilstand. Det får kvinderne til at være utro eller frustrerede, men det giver samtidig Anaïs Nin lejlighed til at boltre sig i pirringen og ophidselsen, og det er her, i beskrivelsen af den dirrende forventning, der løber gennem kroppen som ild og orgeltoner, at hun er i sit es.

Hvis manden derimod bruger voldtægten som et virkemiddel, kommer vreden. Har Anaïs Nin et traditionelt syn på kvinder og mænds seksualitet, er hun til gengæld kompromisløs, hvis undertrykkelsen ikke bliver erotisk. Her er alt til gengæld muligt, og det er ret forfriskende.

 

Anaïs Nin: Venusdeltaet. Erotiske noveller. 376 sider, kr. 199,95,- Rosinante

Anaïs Nin: De små fugle. Erotisk noveller. 160 sider, kr. 199,95.- Rosinante

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maya Nielsen

Ja sexkunder skulle nok læse lidt mere SKØN-litteratur af emotionel karakter i stedet for kun at gå efter udlevelse, så er der kvalitetsforbedrende elementer i at dyrke indlevelsen noget mere, noget der for nogle orgasme-fræsere er nærmest fraværende... Skønt det dog er det der kendetegner mennesket frem for dyrene... Men hvad, det er nok for meget at håbe at alle på en gang hæver sig op over neanderthal-niveauet...

@Maya Nielsen
Det var dog en arrogant bemærkning.

Man starter sgu' da ikke med æstetikken, når man skal skifte hjul på Astonen.

John Fredsted

"Kvinden som splittet mellem den bløde mand, hun elsker, og det dominerende handyr, hun i virkeligheden begærer! Anaïs Nin er ikke ligefrem nogen nytænkende feminist."

Det ville for den moderne mand være befriende, hvis den moderne kvinde i større grad tog ansvaret for denne hendes psyko-anatomiske anatomi (som kun en eventuel Skaber kan stilles til regnskab for), frem for at vrisse af mændene for deres utilstrækkeligheder, for er der mon reelt nogen mand, der kan skræve over dette gab?

Maya Nielsen

Jajaja den moderne mand kan vel befri sig selv, det er jo ikke ligefrem mænd, der har hjulpet kvinderne til stemmeret og retten til ikke at skulle stå for alr derhjemme vel, hvis I vil ændre noget, så få fingeren ud ! Jeg står ikke i vejen !

Maya Nielsen

Næh og der er vel reelt heller ingen kvinder der forstår at man kan være så ensporet sexuelt. ,som en del moderne mænd evner at være det 1-1 til to sære skabninger , der aldrig selv har valgt deres køn !

“Kvinden som splittet mellem den bløde mand, hun elsker, og det dominerende handyr, hun i virkeligheden begærer! Anaïs Nin er ikke ligefrem nogen nytænkende feminist.”

Anaïs Nin benytter sig litterært af et kønsmæssig spejling af luder/madonna komplekset, som mange mænd har gjort før hende , fx J.P. Jacobsen i novellen "Mogens", hvor harmonien først oprettes da hovedpersonen møder en kvinde, der rummer begge sider. Grebet er naturligvis interessant, da det indebærer en konflikt, som fungerer godt på skrift/i litteraturen. Det er jo ikke det samme som, at figuren i Nins novelle er 100% overensstemmende med Nins syn på kønsroller udenfor sengen/det erotiske spil.

For hvad er feministisk sex? En "omvendt neanderthal", hvor kvinden nedlægger manden med en kølle og bestiger ham?
Jeg syntes, at det er så uinteressant med de hårdt optrukne klicheer omkring kvinders lyst vs mænds lyst. Billedet er jo unægteligt en kende mere nuanceret.

John Fredsted:

jeg er enig med dig i, at et godt udgangspunkt vil være, hvis hvert individ tog ansvar for egen lyst og nydelse - mand eller kvinde.

Der er jo aldrig sket en normalisering af erotikken i skønlitteraturen og den lever sit helt eget liv som baggårdslitteratur og pornografi selvom den jo ellers er og altid har været en helt naturlig del af menneskers liv, deres problemer, glæder, konflikter og sorger.

Men onaner da bare lystigt videre, mand eller kvinde. Det er altså ikke noget helt specielt og ophøjet det der knald, selvom mange sikkert bruger det til at søge noget spænding i et ellers jævnt og kedsommeligt liv.

@Maya Nielsen
Det var besynderligt nok, mænd der stod op for kvinders rettigheder og kæmpede for dem til at begynde med, hvor der var meget få kvinder med til det, i opbruddet af kristendommens patriarkalisme og kvindesyn i begyndelsen af det tyvende århundrede. Rødstrømperne og hele den feministiske bevægelse med at stikke fingeren op i kussen efter at have fået den ud af røven var først meget senere.