Læsetid: 2 min.

Woody Allen

5. juli 2012

’Woody Allen: A Documentary’ udvider ikke for alvor billedet af legenden, men byder dog på små, ømme stjernestunder. En ældre, grimt klædt newyorker går ned ad gaden. Det er ikke en hvilken som helst newyorker, men derimod den ultimative af slagsen. Folk smiler, peger og tager billeder af den bebrillede og bøllehatbærende giraf. Tidligere i denne dokumentarfilm om ham har Woody Allen dog fortalt, at han ikke lægger noget i den lavine af lovprisninger, der følger med hans status som ikon og levende legende. En kløgtig form for masochisme, som siger en del om manden.

Robert Weides Woody Allen: A Documentary kaster heldigvis et relativt kritisk blik på hans foreløbig 42 film, og Woody selv tegner sig for hovedparten af klapsene: »Udholdenhed er ikke i sig selv en værdifuld bedrift,« siger han, og hvor har han ret.

Som et gennemgående greb bruger Weide klip fra filmene til at kommentere begivenheder i Woodys liv. Og hvorfor ikke, når nu der tydeligvis er tale om en auteur, og værket og manden alligevel er uløseligt forbundet i folks bevidsthed.

Weide har næppe haft et nemt udgangspunkt, da man sagtens kunne mistænke, at Woody for længst har afsløret det, han ønsker at dele med os. Traditionen tro gentager han da også sig selv. Blandt andet har han stadig ikke forstået, hvor stor en lykke det er for fans af sofistikeret komedie, at han ikke fik sit ønske om et talent for rendyrket tragedie opfyldt. Så havde vi eksempelvis aldrig fået lov at skrige af grin, mens vores hjerter brister, når det i Små og store synder er den selvfede bulldozer, som får pigen, mens Woodys godhjertede antihelt-figur får endnu et nederlag til samlingen. At biografversionen af Woody Allen: A Documentary er en halveret udgave af den tre en halv time lange original kan være forklaringen på, at vi hører ganske lidt om Woodys jødiske baggrund, der ellers sandsynligvis har alt at gøre med hans komik. Det ville også have været forrygende med en analyse af den mandetype, Woody har skabt – især fordi han jo i et tidligt værk kontrasterede sig selv med Bogart. Dermed havner filmen lidt mellem to stole: Den har visse mangler som introduktion, mens man som kender af Allen og stor fan af cirka halvdelen af hans film, ikke går derfra med mange nye indtryk. Dog er det nærmest rørende at møde den skrivemaskine, Woody har skrevet alle sine manuskripter på, høre om hans arkaiske klippeklistreteknik samt se hans gloriøst uorganiserede noter til fremtidige projekter.

Woody Allen: A Documentary. Instruktion: Robert B. Weide. Amerikansk (Grand, Dagmar og Empire i København samt seks biografer i provinsen)

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu