Drømme kan tegnes i en meget enkel streg. Tag nu danske Jakob Bro. Jazzguitarist og -komponist af den slags, der tør formulere sig fåmælt, male vejrlig og landskaber rundt om lytteren gerne enkelt, gerne af flydetoner, der driver langsomt opad – og indad. Hans drømmebilleder er renfærdige, rolige, fulde af en glasklar længsel, der antager en stærkt ambient karakter. Også når der er besøg af flygelhorn, klaver, cello, harpe, trommer, kontrabas, klarinet, theremin, kor, ja, selv når Bro ikke er med, men lader andre om at forløse forestillingen og forestillingerne.
Det kan nydes i fulde drag på de første to af de tre vinylplader, der udgør udgivelsen Bro/Knak, bortset fra side fire, som kan blære sig med en radering af kunstneren Tal R.
På den tredje vinylplade tager den danske elektroniker Thomas Knak Jakob Bros arbejde under kærlig behandling. Knak har opereret i elektroniske bands som Future 3, System og People Press Play og har produceret tracks for Björk og danske Oh Land. Og via hans saneringer og genopbygninger opstår helt nye landskaber, forestillinger, men også afbrydelser. Landskaber kan pludselig faxes gennem en formålstjenstligt malfungerende teknologi, så fejlene i transmission bliver til pointer i sig selv. Så grønsværen stammer og sitrer, skyformationerne glitcher og Jakob Bros guitar loopes, editeres – men også får lov at stå uberørt – midt i Knaks diskrete sønderklipninger.
Luftkastel med substans
Det er ikke første gang, at jazzmusikere og elektronikere arbejder sammen, slet ikke. Nogle af de største tidlige technomusikere bekendte sig til jazzen. »Jazz Is The Teacher« hed et track fra techno-pioneren Juan Atkins. Og andengenerations-technomesteren Carl Craig var voldsom jazz-influeret i den senere udgave af hans projekt Innerzone Orchestra.
Omkring årtusindskiftet begyndte jazzen at indfarve house-musikken hos franske St. Germain, tyske Jazzanova og britiske Fila Brazilia, hvis lækkerier snart blev selvfølgelige i alverdens lounges.
Med det fremragende sæt Bro/Knak har vi bevæget os ud i de ambiente abstraktioner – i et mere detaljeret og frit fabulerende univers end hos nogen af ovenstående. Knak kan lide sine breakbeats, og de præger flere numre og sætter hans fortolkninger i forbindelse med mange af hans tidligere værker. Men han bekender sig ikke til nogen særlig skole og går væsensforskelligt til makronerne over de i alt ni tracks. Her er elegi for dirrende metalplader, et tag-fat for mikrochips og ja, disse drømmende forestillinger om verdener, der aldrig manifesterer sig.
Og så hjælper det på benovelsen, at man får lov at høre Jakob Bros forlæg rent, inden de filtreres gennem Thomas Knaks kreativitet. Og erfarer med hvilken finesse og sans for detaljer og underspillet skønhed, at Knak opererer. Mens Bro på sin side synes at have lagt op til Knak, tænkt sine kompositioner til ham, skabt landskaber eller forestillinger, som Knak kunne få det diskret maksimale ud af. Uden de store armbevægelser, men med stor resonans. Noget så sjældent som et luftkastel med masser af substans.
Hos den yngre generation er verden noget mere solbeskinnet og farverig og ekstrovert. 22-årige Nick Cold Eriksen alias Taragana Pyjarama skaber i hvert fald en række lyksalige asyler fra virkeligheden på sit debutalbum Taragana Pyjarama.
I denne skabelsesberetning kommer verden til live i et kryds mellem Brian Enos ambient og The Orbs ambient house. Lad der blive chill-out. Og da så pladen kommer i gear på det tredje nummer »Lo Ng« med dæmpede technobeats, der så blive synkoperet og siden suppleres med trommesæt, så giver det fornemmelsen af at der kommer liv og form op ad ursuppen. Ja, den rytmiske kompleksitet og biodiversitet albummet igennem signalerer evolution – der til sidst begynder at sitre polyrytmisk i det genetiske boblebad på den fremragende »Pinned (Part 2)«. Taragana Pyjarama skylder til en britisk elektroniker som Joy Orbison, der har været med til at definere en ny Ibiza-farvet lyksalighed i elektronisk musik, en tilbagevenden til det kosmisk udfriende potentiale i den elektroniske musik, som bemægtigede sig ungdommens kroppe og forestillingsverdener under 90’ernes raves. Euforien genbesøges her. Det summer af optimisme og drømme fra før syndefaldet, og Taragana Pyjarama er en god flugtvej væk fra gråvejr og finanskrise. Det findes ikke her.
Asylet antager til gengæld popkatedralens form på Blue Foundations seneste album In My Mind I Am Free, hvor de vanen tro lader kroppen bag sig. Men for en gangs skyld også i passager vender tilbage til den. Ord synges med – i deres regi – vanligt luftig stemmeføring i et umuligt stort klangrum med blid instrumentering. Og jeg bliver nervøs for, at In My Mind I Am Free er endnu en fersk henført, uhåndgribeligt melankolsk, blegt velmenende plade fra bandet. Og der kommer igen og igen grus i maskineriet albummet igennem, og det klæder Blue Foundation. Det klæder dem at trække hovederne ud ad skyerne.
De æteriske drømmere rører flere steder jorden, og det er godt. Fordi de ikke har så meget at tilføje om de tyndere luftlag, da de for længst er holdt op at med at forholde sig tvivlende til dem. Således har mange af de himmelstræbende melodier et skabelonpræg, klicheer – som Blue Foundation virkelig må se at slippe af med.
