Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Biblioteket blev ødelagt, bøgerne reddet

Hans Magnus Enzensbergers litterære essays balancerer fornemt mellem samtidighed og historiebevidsthed
Kultur
24. august 2012

Når omslag og titelblad til en bog modsiger hinanden, for så vidt angår dens indhold, har titelbladet som regel ret. For hvor alt det ydre udstyr gerne forvaltes af forlagets departement for reklame, er det de fleste steder heldigvis stadig skik, at der gives forfatter eller oversætter lejlighed til at læse korrektur på den tekst de har frembragt.

Hans Magnus Enzensbergers skriverier Om litteratur kaldes på omslaget et essay, på titelbladet for essays. Det er det sidste, der stemmer. For de 14 stykker i Per Øhrgaards kloge, fint oversatte udvalg er blevet til over et halvt århundrede og går da også højst forskelligt til værks – de nyeste konkret og personligt, de ældste mere generelt og abstrakt.

Omvendt orden

Af hensyn til læserappel og læselighed er kronologien vendt om og de friskeste bidrag placeret i front. Det skjuler imidlertid ikke bogens lidt bedagede præg. Allerede en femtedel inde er vi 15 år tilbage i tiden, og da Enzensberger lidt inden midten tager fat på moderne dansk poesi, skal man have in mente, at kalenderen på hans væg i skrivende stund viser 1963, hvad der formentlig kan forklare hans i dag nærmest uforståelige placering af Ole Wivel som en betydelig moderne poet.

Spændvidden i tid og tilgang gør dog på ingen måde udgivelsen usammenhængende; den indebærer blot, at især de ældre stykker på én gang må læses tidløst principielt og kontekstuelt historisk.

Historisk forekommer således Enzensbergers fromme idé anno 1960 om et »verdenssprog«, der angiveligt skulle kendetegne al moderne lyrik – en påstand, som han da også siden tager direkte forbehold overfor: Hvis dette poetiske verdenssprog nogen sinde har eksisteret, er det i mellemtiden splittet op i utallige dialekter, og så langt fra at orientere sig efter de ’klassiske’ mønstre synes de seneste årtiers digteriske produktion at være blevet heterogen og regional. Poesiens oversættelighed er dermed aftaget, mens dens mangfoldighed er taget til.

Historisk eller nok ligefrem forældet virker også Enzensbergers behjertede forsvar imod den åbent »politiske« poesi, om end han her fornuftigvis lader sin skepsis imod paroledigtning gå hånd i hånd med betoningen af, at poesi er »social i sit væsen«. Skønt således smukt dialektisk bærer essayet »Poesi og Politik« præg af at være skrevet 1962, da det på den ene side gjaldt om at stå imod reaktionen med dens ønske om ’restauration’ af klassiske kunstværdier, mens der på den anden side eksplicit måtte tages afstand fra den instrumentalisering af kunst og litteratur, der gik for sig i DDR eller det-det-var.

Når imidlertid Enzensbergers essays fra 60’ernes første halvdel stadig er værd at læse på linje med bogens øvrige indhold, også som andet og mere end historiske dokumenter, skyldes det især i første omgang hans præcise, spændstige skrivemåde, hans kloge analytiske refleksion, hans konkrete, altid herligt usentimentale tilgang, der gnistrer af intelligens og polemisk engagement, og som trods hans saglige disciplin aldrig for alvor bliver tør.

Nedsivningsprocesser

I anden omgang erkender man så, at hans principielle indsigter stadig stort set har gyldighed og relevans. Dette gælder således hans stædige understregning af poesiens integritet. Eller udtrykt med hans egne ord: Herskerhyldest og poesi er uforenelige. Det poetiske sprog svigter enhver, der vil (mis)bruge det til at sikre en magthavers navn udødelighed.

Når det gælder digtningens egen overlevelse og de regelmæssigt tilbagevendende klager om »litteraturens krise«, er Enzensberger også dejligt klar i spyttet. 90-95 procent af befolkningen er jo alligevel immune over for samtidens digtning, og selv om et værk for en tid kun læses af ganske få, kan tilsyneladende ubetydelige, selv nærmest esoteriske publikationer meget vel gå hen og fremkalde lange kvantitative og kvalitative eftervirkninger. Den genklang, som en bog vinder, kan ikke aflæses af dens indhold. »Bøger er afsendere, som først forstummer ved historiens ende.« Erfaring godtgør, at nedsivningen kræver tid.

Af Enzensberger lærer man nemlig at tænke i proces. Instruktiv er således hans minutiøse redegørelse for tilblivelsen af et digt (ligesom »Poesi og Politik« oversat af Jørgen Bonde Jensen og tidligere udsendt på dennes forlag Babette); men velgørende er det også igen at blive mindet om, at det tidlige 20. århundredes modernistiske pionerer ganske vist med Rimbauds flotte parole ville være »absolument moderne«, men at dette ikke kun betød revolte. »Det betød også intensivt studium af mestrene, at tage den udfordring op, som udgik fra deres værker, at indoptage fortiden i skriveprocessen. Hvad der ikke ophæves i den, står ikke til at redde.«

Et flugtforsøg

Og mens vi taler om det at redde: Bogens nok mest bevægende sted findes i det korte efterskrift fra 2008 til et essay trykt ti år forinden. I den første tekst beretter forfatteren, både hvorfor og hvordan han som 12-årig i Nürnberg holdt op med to gange om ugen at komme til samling i Hitlerjugend, men nøjedes med at iføre sig »den latterlige uniform« og i stedet for søgte tilflugt på Stadsbiblioteket. En grånet funktionær med mange smilerynker under gennemskuende øjne indviede den videbegærlige dreng i samlingens hemmeligheder: »Skønt han højst med en umærkelig nuance i sit minespil lod forstå, hvad han tænkte, var han blandt alle de lærere, jeg havde, måske den bedste. I ordets allerældste betydning gav han mig asyl i over et år.«

Hvad der blev af manden, vidste Enzensberger ikke i 1998. Men syv år efter erfarer han, at Friedrich Bock, som bibliotekslederen hed, allerede i 1933 forudså krigen og bombningerne af byen. Dag og nat de følgende år organiserede han, støttet af trofaste medarbejdere, de historiske samlingers udflytning til bunkere eller lokaliteter i Nürnbergs omegn. Biblioteket blev ødelagt – men tabet blev begrænset til de nyere samlinger og kataloger.

Bogens egen fornemme balance mellem samtidssensitivitet og traditionsbevidsthed ligger i smuk forlængelse af historien om Bock, som, hvis han havde været englænder, selvfølgelig ville have heddet Book.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her