Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den dæmoniske dans

Koldt. Svenske Mara Lees roman nummer to er en frysende og stram fortælling om de helvedes teenageår og om den ondskab, der sætter sig igennem, uden at man egentlig vil det
Kultur
24. august 2012
Raffineret. ’Salome’ kunne have været rædsomt bombastisk, men det er mere raffineret, end Karen Syberg her har plads til at redegøre for.

Raffineret. ’Salome’ kunne have været rædsomt bombastisk, men det er mere raffineret, end Karen Syberg her har plads til at redegøre for.

Det sner meget i svenske Mara Lees nye roman Salome. Og det er en ond sne.

»Hvem var den idiot, der sammenlignede sne med dun eller fjer? Sne er noget, der river som torne i ansigtet, tvinger mit hoved ned mod brystet og slider hul på mine øjenlåg. Iskolde, hvide klumper inden for kraven, nede i støvlerne og i sprækken mellem vanterne og dynejakkens ærmekanter, der bliver gennemblødt og gnaver i håndleddene.«

Vi er her to sider inde i romanen, og få sider længere fremme går fortælleren på hænder på en frostkold havegang, fryser hænderne følelsesløse og får et glasskår i hånden, der bliver siddende bogen ud.

Elsas forgudede far er forsvundet ud af hendes liv. Først sent erkender hun, at det var fordi, han var alkoholiker, og at han endda udsatte hendes eget liv for fare ved at bortføre hende i bil med en promille på over to og en sprutånde så tør og skarp som frostluft.

Det er næppe overfortolkning at mene, at romanens beskrivelse af sne og kulde er et udsagn om fortælleren, Elsa Moss liv.

Selv er Elsa en stridbar sag, en stejl og sårbar teenager, der beskriver sin verden nøjagtig så forfærdelig, som den er i teenageårene, med venindesvigt, intriger, klodsede seksuelle misforståelser og mesalliancer.

En lille, banal verden, man gudskelov for længst har lagt bag sig, og som næppe kunne interessere en gammel kone som mig, hvis ikke det hele var så interessant skrevet og intelligent fortalt, kongenialt oversat af Camilla Christensen.

Ved bogens begyndelse får Elsa en plejebror, Johannes, hvis forældre er døde, men hun er absolut ikke interesseret i at få sådan én. Det viser sig imidlertid hurtigt, at Johannes, hvis udseende gentagne gange sammenlignes med en engels, heller ikke er interesseret i at tilpasse sig Elsas noget borgerlige stedfar og flagrende hønemor. Tilmed føler han sig intellektuelt højt hævet over Elsa, der falder i søvn til hans Pasolinifilm. At han i stedet bliver fortrolig med Veronica, Elsas skrøbelige, men kloge veninde, gør ikke sagen bedre.

Ét tilflugtssted har Elsa dog: Hun danser ballet. Men også her lider hun nederlag. Den hovedrolle, hun er udset til, går til hendes forhenværende bedsteveninde, som hun tidligere har slået hånden af. Og senere slår denne hånden af Elsa, fordi hun har været sammen med en tredje venindes kæreste i den tro, at disse to ikke længere var kærester. ’Været sammen’ vil i øvrigt blot sige, at de har kysset, og knægten har haft en finger lidt oppe i skeden på Elsa. Men hun falder i unåde og kommer til at gå under navnet ’Tørfisken’. Småting, men onde småting.

De syv slørs dans

Nu hedder bogen Salome, og den overlegne plejebror, der til overflod er kommunist, hedder Johannes, hvilket giver associationer til Matthæusevangeliets beretning om Salome, der danser og lokkes til at forlange Johannes Døberens hoved på et fad. I Mara Lees roman går det sådan til: Veronicas mor er billedhugger, og hun skaber en meget smuk skulptur af Johannes med det engleagtige udseende. Men sammen med nogle nysgerrige venner bryder Elsa en nat ind i atelieret, og det går hverken værre eller bedre, end at hun kommer til at vælte statuen – og hovedet falder af. Vores lille Salome får, ved sin noget klodsede ’dans’ – og ligesom Biblens Salome uden egentlig at have villet det – Johannes’ hoved på et fad. Eftersom hovedet er blevet gemt i Johannes klædeskab, indpakket i hans røde fane, bliver han ’afsløret’ på selve 1. maj. Oveni beskylder Elsa ham for at lave slået hende, og så er det slut med den familiepleje.

Det kunne have været rædsomt bombastisk, men det er mere raffineret, end der her er plads til at redegøre for. For det er i den dans, der betyder alt for Elsa, at den dæmoni, der leder til ’hovedet på fadet’ fødes. Elsa får aldrig at vide, hvad det er for en rolle, hun er gået glip af, for hendes danselærer har insisteret på, at hun skulle lære koreografien uden musik. Men man gætter næppe meget galt, hvis man gætter på Salome. I hvert fald finder hun ud af at udtænke en handling, der vil ødelægge livet for en, som hun elsker, og udtrykke den i dansen.

Men det ’nytter’ alt sammen ingenting. Hendes følelseskrampe af fortrængninger og afvisninger bryder sammen ved konfrontationen med Johannes.

»Gud, jeg er så træt af at se på det der ansigt!« udbryder Elsa, umiddelbart før hun kommer til at skubbe til skulpturen af Johannes.

»Jeg vender mig væk, men det uendeligt milde, kærlighedsfyldte blik har allerede ætset sig fast i mit indre. Tårerne løber ned ad mine kinder, jeg kan ikke se noget mere, kun øjnene, brændende, inderlige, som om de ville have et svar af mig.«

Men det bliver Johannes, der til slut giver Elsa en slags svar:

»Ingen fare, du kan være helt rolig Elsa, ingen slår dig ihjel.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her