Læsetid: 2 min.

Farv verden glad

Sødmælksvenlige Coldplay vil ’fikse verden’ ved at farve den glad. Parken i København var effektiv oplevelsesøkonomi, da de tirsdag stimulerede stadionkollektivet med et rugbrødsflittigt stadionfestbrag, der led af ubekymret underholdningssyge
Chris Martin udstrålede optimisme og overskud i Parken.

Chris Martin udstrålede optimisme og overskud i Parken.

Søren Bidstrup

31. august 2012

DHL-stafetløbere og Coldplay-fans. To uendelige menneskepølser møffede sig i hver deres retning ved Fælledparken en grå tirsdag aften. To bekymringsdæmpende fællesskabsaktiviteter i hårde tider.

Coldplay er med fem albums med uomgængelige stadionhit-lullabies et af verdens største bands. De har solgt 50 millioner albums, vundet syv grammys og nu, knips, solgt hver en stå- og siddeplads i Parken på deres Mylo Xyloto-verdensturné. Talkshowvært Stephen Colbert foreslog kækt ved albumudgivelsen i november, at Mylo Xyloto betyder ’Miley Cyrus’ (teenageidolet) på græsk. Men det betyder ikke noget. Ingenting. Når den akavede forsanger Chris Martin, en blond, fedtmuleflink svigermordrøm med viril overkrop, skal sammenligne sig med sine britiske landsfæller, Radiohead, siger han gerne, at Radiohead er bedre. Men at Coldplay er mere »handsome«. Coldplay er en ekstremt dygtig og velsmurt behagelighedsmaskine. De forstyrrer ikke som de freaky radiohoveder. De fornøjer.

Farvekollektiv

I Parken er publikum pakket som et kæmpe kødstriktæppe, der bølger op og ned på stadions sider som til en landsholdskamp: Det er Danmark (med stort svensk fremmøde) mod den fjerne verden. Alle har fået armbånd på i samme modellervoksglade farver som håndtegningerne på den retro-ghettoblaster, der udgør scenens bagtæppe. Vesten har fået hårde slag siden debuten, Parachutes, i 2000. Mylo Xyloto er et verdensfjernt helle. En tidslomme. Temaet fra Tilbage til Fremtiden sætter i gang.

Så bliver Parken spacy. Publikums mange tusinde kulørte armbånd blinker med ét så psykedelisk stjernehimmelhyggeligt i mørket.

Albumstarteren »Hurts Like Heaven« går i gang, og med den går det hele så sindssygt meget i gang, at man ikke tror, at glædesdrengene vil kunne genrejse sig senere. Kulørte laserlys. Konfetti. Balloner til publikum, der ikke må kede sig. Coldplay sveder og maser bag instrumenterne. De er dygtige, de har spist deres rugbrød.

»We’re gonna play the best fucking concert we’ve ever played«, lover Chris Martin om denne nummer 65 af 85 planlagte turnékoncerter, mens han styrter rundt som en adrenalinpumpet hundehvalp. Optimismen er dejligt varm luft på en kølig aften. Men underholdningssygen og det insisterende stadionmasserende lydtapet spærrer for eventuelle dybder.

Leve. Fucking. Livet.

Who cares? Publikum forvandler stadionhits som »The Scientist« og »Yellow« til kollektive følebrøl. Guitarvolumenen på flere af albummets nye numre drukner Martins stemme, men han kan lægge sig superstjernemageligt på gulvet til den violinenergiske »Viva la Vida«, mens massekoret bærer budskabet videre i lykkelige sangbrøl. Leve. Fucking. Livet. I 90 stopfodrende minutter. Til slut vender introorgasmen tilbage med effektive »Fix You« (i en stund er vi fikset) og med den gadedrengeløbskække »Every Teardrop is a Waterfall« og med et sidste skud i konfettibøssen og i fyrværkerikanonerne. Vores armbåndslamper minder om japanske Kusamas Gleaming Lights of the Souls, der giver lange køer på Louisiana: En hvid kasse behængt med små kulørte pærer og spejle placeret, der gør, at man tror, man står i den farvestrålende uendelighed. Det gør man ikke. Det er oplevelsesøkonomi, der føles godt. Indtil man forlader boksen, Parken og den glade illusion igen.

 

Coldplay, Parken i København, i tirsdags

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer