Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Fin lille bog i fjollet indpakning

Aldersforskellen viser sig mest i tonelejet når Katrine Sekjær og Kristen Bjørnkær ser nysgerrigt på livet
Kultur
31. august 2012

Den er gal med indpakningen. Katten og Bjørnen kaldes på omslaget en »poetisk samtalebog«, men der er overhovedet ikke tale om samtaler, men om to mennesker som hver for sig og i samspil reflekterer over tilværelsens mangfoldighed og livet tilskikkelser. De skriver ikke engang til hinanden, de skriver til os – læserne – og hjertelig tak for det.

For at fortsætte i samme spor er det også en stor lettelse, når det står klart for den tungnemme – anmelderen – at titlen refererer til Katrine Sekjærs fornavn og Kristen Bjørnkjærs efternavn. Så bliver det lidt mindre kælent og bedre til at holde ud. Selv om der stadig er noget Harold Pintersk over voksne mennesker der kalder hinanden Katten og Bjørnen i fuld offentlighed.

For der er tale om to voksne mennesker. Hun er ganske vist i begyndelsen af 30’erne og han i slutningen af 60’erne, men bogen er en glimrende demonstration af ligeværd og alders irrelevans, når venskab opstår. For den unge skribent og dramatiker og den aldrende forfatter og journalist er blevet venner. Og det er ikke så mærkeligt. De er begge nysgerrige, åbne og observante mennesker, og de er gode til at formidle de ting, de observerer. Og så er de optaget af, hvad sproget kan bruges til. Som når hun f.eks. refererer en gammel studiekammerat, der engang, da de gik sammen i en gruppe gennem de kedelige lange gange på KUA (Københavns Universitet Amager) sagde »Det er altså ikke mig, der styrer, selvom det er mig, der går forrest.«

Eller Kristen Bjørnkjær som fra sit vindue i indre by en lørdag aften observerede en gruppe glade unge, der drog forbi. En af pigerne sagde noget Bjørnkjær ikke opfattede, til gengæld kunne han høre svaret, da en af drengene råbte: »Det hedder det ikke i pluskvamperfektum!« De mødes på cafeer rundt om i byen, og han skriver om sine overvejelser om, hvordan han kan brillere med at invitere hende spændende steder hen. Desværre kan han ikke tage hende med på sin yndlingscafé, for der kender han efterhånden så mange mennesker, at de er begyndt at tale til ham.

Lidt om kærlighed

Det viser sig til Kattens – og læserens – lettere undren, at Kristen Bjørnkjær godt kan lide at drikke kaffe og læse avis i Illum: »Da jeg en dag i begyndelsen af vores venskab spørger Katten, om vi ikke skal mødes netop der, kan jeg med det samme mærke, at jeg har sagt noget forkert efter hendes ansigtsudtryk at dømme. Det er nok ikke lige hende.« Nej, mon? Hun er 33, kæreste med en bassist, kører byen rundt på cykel og venter sit første barn.

Selvfølgelig handler det om at vise sig frem for hinanden – og for læserne. De er så udpræget at hvert deres køn, og det har vi det alle sammen fint med. Aldersforskellen viser sig mest i tonelejet. De er optaget af og skriver om de samme ting. Deres respektive forældre og familier i flere led. Hun skriver om det barn, hun venter, han om det (voksne) barn, han har. De skriver om venner – og tabte venner – om at kvaje sig og om klare sig. Om arbejde og lidt om kærlighed.

De er begge grundlæggende glade for livet grænsende til begejstrede. Det er måske det, der fik en af Bjørnkjærs gamle veninder til at bryde med ham. Hun syntes, at han var blevet for højreorienteret.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her