Læsetid: 4 min.

Selv om hun var en var hun i forandring

Den umulige Gertrude Stein skrev over hundrede umulige portrætter. Knap en snes af dem findes nu på dansk. Det er en lille sensation, der kan snige sig ind på én og vokse sig stor
10. august 2012

I forbindelse med et interview engang fortalte Pia Juul mig, at hun havde forsøgt sig med portrætgenren, men at resultatet var faldet ret hæsligt ud, så det havde hun måttet droppe. Det fortæller noget om portrætgenren (og om forfatteren Pia Juul), at en opmærksomhed eller måske ligefrem en kærlighedserklæring fra et menneske til et andet er så vanskelig at have med at gøre. Det litterære portræt kikser nemt som kunst, ligesom lejlighedsdigtningen gør det.

Det problem gør det ikke mindre interessant, at avantgardeforfatteren Gertrude Stein gennem hele sit forfatterskab beskæftigede sig med netop portrætgenren. Stein havde som bekendt øje for de eksperimenterende billedkunstnere i Paris i begyndelsen af 1900-tallet, hun eksperimenterede selv vildt som forfatter, men hun var, som Stein-tolkeren Solveig Daugaard er inde på i en medfølgende monografi til Steins Portrætter af enhver også hovedsageligt optaget af det nære liv, hverdagens banale genstande og ikke mindst sladder. Andre mennesker og det, de gjorde, og det, de sagde, interesserede hende umådeligt.

Hvor man forbinder en anden af de store moderne engelsksprogede forfattere, Virginia Woolf, med A Room of One’s Own, er det karakteristisk, at Gertrude Stein forbindes med salonen. Et rum i privaten, der er offentligt kendt, et mærkeligt sted midt imellem to sfærer, men først og fremmest et sted, hvor mennesker mødes, ses og høres.

Hustruen og viften

Steins arbejde med det litterære portræt begynder med to af det moderne maleris helt store, Cézanne og Picasso. Stein kendte ikke Cézanne personligt, men hun havde hans portræt af madame Cézanne, Kunstnerens hustru med en vifte, hængende i sit arbejdsværelse. Senere sad hun model for Picasso, og her må man forestille sig, at de to har talt og talt om portrættets muligheder. Portrætter af enhver indeholder både Steins portræt af Cézanne og hele to af Picasso. Førstnævnte staver Stein uden accent, Cezanne, idet hun havde det skidt med tegnsætning og især små tegn som kommaer og accenter. Spørgsmålstegn undgik hun helt. Til gengæld havde hun det fint med spaniere, de opfandt jo kubismen. Hendes andet portræt af Picasso hedder nu på dansk »Hvis jeg sagde det. Et færdigt portræt af Picasso.« Og det første navn i selve teksten er … Napoleon.

Konen og koen

Man skal helt enkelt gå til Steins portrætter uden skyggen af gængse forestillinger om, hvad et portræt er. Herunder den helt oplagte idé om, at et portræt skal ligne den portrætterede. Steins Portrætter af enhver er på nær et enkelt af den spanske maler Juan Gris abstrakt litteratur, som malerkunst kan være abstrakt. Steins projekt var det levende sprog, ikke den levende fortælling. Sigende nok skrev Stein flere portrætter af de samme personer, bl.a. af hendes elskede Alice B. Toklas, med hvem hun ifølge bogens noter havde et poetisk-erotisk privatsprog. Ko står for orgasme, hvilket unægteligt gør titlen på det sene portræt af Alice »En bog der slutter med som en kone får en ko« ret morsom.

Portrættet af den amerikanske danser Isadora Duncan, skrevet cirka 1911, er en fuldstændig vidunderlig levende tekst, der venter længe med at nævne ordet ’danser’. Portrættet begynder sådan her på engelsk, som man kan se, fordi udgaven gengiver oversættelsen side om side med den engelske original, så læseren hele tiden kan følge med i de seks oversætteres arbejde: »Even if one was one she might be like some other one. She was like one and then was like another one and then was like another one and then was like another one and then was one who was one having been one and being one who was one then, one being like some.«

Og fortsætter sådan her på dansk: »Selv om hun var en og hun var en, selv om hun var en var hun i forandring. Hun var en og var så som en eller anden. Hun var en og hun var så blevet som en anden en. Hun var så en og hun var så blevet som en anden en. Hun var så en og hun var så blevet som en slags en.«

Det vidunderlige er for mig, at teksten her finder sted, mens man læser, den refererer ikke til noget, der er sket. Den bygger op som et musikstykke og når sit første højdepunkt med sætningen »Denne ene danser.« Dét kilder i maven på en læser som mig.

Steins portrætter har deres motivpersoner, som alle har fået en biografi bagerst i bogen, så man som læser på alle måder føler sig inviteret inden for i salonen, men portrætterne er også, som titlen siger, portrætter af enhver. De er tekstmobiler, der både gengiver det unikke ved en bestemt kunstners virke og fortæller om det almene. Og oversætterkorpset har leget med hele vejen på lyde og betydning, så præcise og upræcise, som kun Steins portrætter kan være det – nu også på dansk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu