Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Forfatterens nye klæder

Afsløring. Klæderne river han selv af med stor grundighed. Til gengæld fortsætter ’Store Satans fald’ en kedelig tendens i den forhenværende Claus Beck-Nielsens virke: Litteraturen er hans svageste led
Kultur
24. august 2012

Hvis man nu forestillede sig Claus Beck-Nielsen – som påstår at være død og begravet, men det tager vi os ikke af her – og hans karriere genfortalt som et eventyr, så kunne det passende være Kejserens nye klæder. Så går han gennem byen, forfatteren. Han har fået sit nye sæt tøj på, halvt begravelseskluns, halvt avantgardeuniform, og i det tøj skal alt være anderledes. Han vil ikke lave kunst, han skal mere end det, han skal røre ved Historiens – Verdenshistoriens – strømførende lag. Begivenheder skal folde sig ud. Han skal miste sig selv og være tændsats for revolutioner.

Og rundt om ham klapper kritikere og andre godtfolk, i al fald nogle af dem, også selvom de ikke helt forstår, hvad der foregår. Og han tager til Irak og USA og Afghanistan med demokratiet i en kasse og et hvidt flag med hul i over skulderen. Han skriver avisartikler og romaner om det, Selvmordsaktionen, Suverænen, og dokumenterer det med videoer og holder foredrag.

Og hvem er så barnet, kunne man tænke, hvem afslører falskneriet? Men i denne version er barnet unødvendigt, for også afsløringen klarer Nielsen selv, tidligere blot via antydninger, i sin nye roman Store Satans fald med en imponerende, flagellantisk grundighed.

Det er dens ærinde, faktisk. Nok dokumenterer den – på Nielsens sædvanlige, semifiktive vis – den tur, han sammen med kumpanen Rasmussen tog til Iran i 2006. Først tager de kontakt til nogle amerikanske tænketanke, så rejser de gennem sydlige provinsbyer og frem mod Teheran, så er de politiske fanger og tilstår alt. Det hele fortælles via en montage af stemmer. På skift tager Rasmussen og Nielsen ordet, også deres iranske tolk og andre iranere, læserens repræsentant, en Foucault-ekspert, en skummel amerikaner og den iranske efterretningstjeneste gives mæle undervejs.

Rasmussen og mig

Alligevel handler Store Satans fald ikke om revolutioner eller kulturmøder. Den handler ikke om kunst og aktivisme. I stedet pointerer den, igen og igen og med stor tydelighed, hvor desillusionerede og kyniske Rasmussen og Nielsen er blevet hvor latterlige og planløse, deres projekter er, hvor meget skade de forvolder omkring sig. Og efter man har læst temmelig mange temmelig ensformige sider om det, så bekender Nielsen det også i en lang, hjerteskærende tilståelse:

»Men i bund og grund var jeg ligeglad med irakerne. Og det var Rasmussen også. Hverken han eller jeg har nogensinde haft den mindste interesse i hverken irakerne, iranerne eller noget andet af Mellemøstens folk, kulturer, sprog eller historie. Det, det handlede om, var os selv. Vi ønskede at bringe europæeren tilbage som helten i verdenshistorien. Og ’europæeren’, hvem var så det? Det var os. Rasmussen og mig. Måske kan man gå så vidt som til at sige, at vi i de sidste fire år, gennem hele vores historie, hensynsløst har brugt de mennesker, vi har mødt på vores vej gennem verden, til vores eget formål, til at skrive vores egen historie med.«

Alt det med at opgive sig selv for at gøre noget i verden, det var en løgn. Hele cirkus ’Claus Beck-Nielsen er død’ skulle bare skildre Nielsens egen selvforståelse:

»Vi længtes efter, at vi endelig kunne få lov at risikere noget, livet, ja, døden.«

Os, os, os. Mig, mig, mig, peger bogen. Der er ikke noget tøj, der er kun vores latterlige forfængelighed.

Som at se på en togbane

Det er et vildt greb og gennemført med stor konsekvens. Når jeg alligevel ikke rigtig er imponeret eller bare glad for Store Satans fald, så er det dels, fordi der går så meget tomgang i den undervejs. De samme pointer hamres ud, de samme skikkelser taler på de samme måder, har de samme hovedpiner, svigter på de samme måder. Den starter fremragende, og de sidste tres sider er uden sidestykke – vi når omkring både kunstnerdød og kannibalisme – men resten? Det er, som om alle skikkelser er små mekaniske dukker, der uendeligt gør de samme bevægelser. Det er ikke en gang sjovt, det er som at se på en elektrisk togbane i timevis.

Her er det værd at indskyde, at Nielsen faktisk skriver meget bedre tekster, når han ikke skriver litteratur. Hans avisartikler fra turen til Iran, optrykt i Nielsens verdenshistorie, er virkelig fin læsning, i det store hele fritaget for kunstneriske nykker. På et kunstgalleri så jeg ham engang vise en af de videoer, han og Rasmussen angiveligt havde lavet i Teheran; den udtrykte ikke mindre tydeligt, men noget mere elegant og underspillet, deres projekters etiske problemer.

Den grønne revolution

Den video så jeg i december 2009. Det peger på det andet problem med Store Satans fald: Den føles forældet. Ikke alene har Nielsen jo ufortrødent fortsat sit virke de sidste seks år – af samme grund er der noget hyklerisk over al den ruelse og bodsgang anno 2006: Du blev jo ved alligevel – der er også sket temmelig meget i Iran siden da.

Men i Store Satans fald er iranerne sløve og desperate og helt ude af stand til selv at handle. Ganske vist svigter Rasmussen og Nielsen dem, men det er også kun Rasmussen og Nielsen, europæerne, der kan sætte noget i gang. På trods af al selvkritikken er det i Store Satans fald nemlig stadig sådan, at Orienten er et stykke jord, den vestlige tanke skal gro i. Bogens kyniske tragedie er så, at de, europæerne, svigter.

Og dog løb den grønne revolution gennem landet i 2009, før den blev nedkæmpet af det iranske regime. Set i lyset af den revolution er Nielsen og Rasmussen og deres fjollerier ikke en anledning til patos og bekendelser. De er bare ligegyldige, de har intet at sige os. Set i lyset af den føles Store Satans fald som endnu et forsøg på at puste sig op, gøre sig vigtig, tage sit nye tøj på for så – stur, stur nummer – at rive det af igen. Set i det lys er også flagellanten en forfængelig skikkelse.

Kan et punktum sættes for sent? Sådan føles Store Satans fald i al fald, som en afslutning, der skulle have fundet sted for flere år siden.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her