Læsetid: 3 min.

Generøs pianist med ubegrænsede ressourcer

András Schiffs klaveraften i Tivoli gav publikum alt, hvad hjerte og forstand kan begære. Og mere til, da han gav sit ekstranummer
Det var i det hele taget en illuminerende programlægning, den ungarske pianist András Schiff fra starten havde lagt for dagen i Tivolis koncertsal søndag aften. Det gik hen og blev en af de aftener, denne anmelder aldrig vil glemme. Arkiv

Det var i det hele taget en illuminerende programlægning, den ungarske pianist András Schiff fra starten havde lagt for dagen i Tivolis koncertsal søndag aften. Det gik hen og blev en af de aftener, denne anmelder aldrig vil glemme. Arkiv

Karen Robinson

14. august 2012

Det blev en af de aftener, man aldrig vil glemme. Endnu en af disse aftener med András Schiff. Vel især for den helt overrumplende retning koncerten tog, da den egentlig var spillet til ende. For Schiff begyndte med Beethovens tredjesidste klaversonate Opus 109, et par timer senere var han kommet til vejs ende med Schuberts store G-dur-sonate, og efter nogle fremkaldelser satte han sig så atter til flyglet og spillede hele Beethovens sidste klaversonate Opus 111: som ekstranummer! Dermed ændrede koncerten perspektiv og dybde, for alt det forudgående kom til at spejle sig i dette gigantiske encore, som meget vel kan betegnes som Beethovens musikalske testamente.

Englemusik

Det var nu i det hele taget en illuminerende programlægning, Schiff fra starten havde lagt for dagen. De to store wienerkomponister Beethoven og Schubert var placeret som hjørnestene i dialog med Bartók og Janáek, hen over de østlige grænser til Ungarn og Tjekkiet. Og det var forbløffende at høre hvor meget Beethoven, der kunne spores i Bartóks pågående sonate, og hvor meget af Schuberts harmoniske fantasi, der tilsvarende trængte sig på i dele af Janáceks ufuldendte sonate med titlen 1.X.1905. Schiff lagde imidlertid fra land i beherskede tonefald. De to første korte satser af Beethovens opus 109 foldede sig ud i sommerfugleflugt og forbigående refleksioner, egentlig ganske nøgternt, ligesom sarabande-temaet i sonatens tyngdepunkt, den afsluttende andantes variationsrække, måske sang med mindre inderlighed end forventet. Men så snart den første variations første høje H blev sat an med en minimal forsinkelse, blev kontakten tændt, og rummet fyldtes med en, ja ordene må være: velsignet intensitet. Disse seks variationer indkapsler hele komponistens væsen, udtryksmæssigt og dynamisk, og det var en bevægende oplevelse at følge Schiff på færden, helt op til englemusikken båret af uendelige triller og sitrende vibrationer.

Afstanden til Bartóks sonate fra 1926 var kortere end ventet, og det skyldtes Schiffs mageløst svævende anslagsteknik. Hos ham kom folkemusikkens dissonanser til at synge med et uimodståeligt drive, han hamrede ikke på tangenterne, han spillede med kattepoter, afspændt og aldeles virtuost, antydede accenter på ubetonede slag, som dermed ramte med en endnu større virkning. I den langsomme sats vendte og drejede han det gentagne E i et magisk prisme, i finalen løb højre hånds oktaver jublende gennem de skæve taktarter; måske er det et genstridigt og derfor sjældent opført værk, men besættende når det bliver spillet like that.

Drøm og livslyst

Mere kendt er sonaten, som Janáek skrev under indtryk af en ung tjekkisk tømrers død, stukket ned 1. oktober 1905 af en soldats bajonet under en demonstration i Brno mod de tysk-østrigske undertrykkere. Forudanelse og død hedder de to satser. Schiff formede disse klangrum snart uhyre lavmælt, snart lidenskabeligt, og det var i den langsomme sats, han i det bestandigt gentagne korte sørgemarch-motiv fik skabt erindringer om Schuberts harmoniske farvespil.

Med sonaten i G-dur fra 1826 fik Schiff sidestillet Schubert med Beethoven, ikke underordnet som det ellers har været den gængse indstilling i snart flere hundrede år. Denne Schubert-sonate er et udpræget lyst værk, den er fyldt med dans og sang og stod såre smukt over for Beethovens E-dur-lyksalighed i Opus 109.

Der findes desværre pianister, som ikke gider spille Schubert, for der sker jo ikke noget, siger de. Hertil er kun at sige, at de burde lytte til András Schiff. Jo, det begynder med et tema, der tilsyneladende ikke kommer ud af stedet, og så sker der alligevel små forandringer i et rum, der vokser sig større og større. Og det viser sig, at det næste tema er en stiliseret vals, så at sige hentet ud af det første temas slumrende energi. Disse to ideer, drømmen og livslysten, belyste Schiff med sit arsenal af subtile virkemidler. Så frapperende at Janáeks motiviske knaphed fra før føltes nærværende i den eventyrlige andante. Menuetten blev spillet som en danseimprovisation, som Schubert selv kunne have gjort det i selskabeligt lag, og finalen gik som en hvirvelvind af melodiske indfald, igen og igen omsat til den ene eller anden toneart.

Og så kom altså Beethovens Opus 111 som ekstranummer. Det var som om, Schiff helt naturstridigt åbnede for nye ressourcer og kunne have fortsat med at spille en af Schuberts sidste sonater – men det havde vi andre nok ikke haft kræfterne til.

 

Klaveraften med András Schiff Tivolis Koncertsal 12. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu