Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Glemmer du, så husker jeg

Scifi: Len Wisemans genindspilning af Paul Verhoevens ’Total Recall’ er flot, men kold og ligegyldig og uden de begavede diskussioner af identitet, virkelighed og overvågning, som findes i Philip K. Dicks novelle, der ligger til grund for begge film
/h4> Man kan ikke sige andet, end at Len Wisemans ’Total Recall’ er en flot film, der har avanceret computerteknologi til sin rådighed og derfor kan skabe en fremtidsverden, der er større og mere overbevisende end Paul Verhoevens version for 20 år siden.

/h4> Man kan ikke sige andet, end at Len Wisemans ’Total Recall’ er en flot film, der har avanceret computerteknologi til sin rådighed og derfor kan skabe en fremtidsverden, der er større og mere overbevisende end Paul Verhoevens version for 20 år siden.

Disney Bio

Kultur
9. august 2012

Science fiction handler om ideer. I scifi kan man fremskrive den samfundsmæssige, teknologiske og videnskabelige udvikling, placere den i en fiktionsramme og udforske den, dens menneskelige konsekvenser og moralen og etikken bag. Det kan man i hvert fald, hvis man bruger genren til andet end underholdning.

Den amerikanske scifi-forfatter Philip K. Dick var en ideernes mester, og hans romaner og noveller bugner af gale og geniale indfald og handler ofte om almindelige mennesker, der kommer i vanskeligheder pga. avanceret teknologi, som af andre, knap så uskyldige individer udnyttes til skumle formål. Det er et glimrende afsæt for dramatiske fortællinger og en væsentlig grund til, at Dicks historier har været så populære i Hollywood gennem de seneste 30 år.

Den mest vellykkede af filmatiseringerne, Blade Runner (1982), var også den første, og i den udforsker Ridley Scott – baseret på Dicks roman Drømmer androider om elektriske får? – hvad det vil sige at være menneske. Kan en robot også være et menneske og have et menneskes rettigheder, hvis den opfører sig, tænker og føler som et menneske – og ikke selv ved, at den er en robot?

Kølig og charmeforladt

I en anden af Philip K. Dicks historier, novellen Erindringer engros fra 1966, handler det om overvågning, efterretningstjenester, identitet, bevidsthed og virkelige og falske erindringer og drømme. Men det er der ikke meget tilbage af i de to film, der tager udgangspunkt i novellen: Paul Verhoevens 20 år gamle Total Recall og Len Wisemans film med samme titel, der har dansk premiere i dag.

Wisemans film er da heller ikke en ny version af novellen, hvilket ville have givet mening, men en genindspilning af Verhoevens nyklassiker, der nok er kitschet og kulørt, men har charme, humor og en humanistisk grundtone, den kølige, nye version er ganske blottet for.

Wiseman, der også har lavet to af de ikke videre vellykkede Underworld-film og den rædselsfulde Die Hard 4, og hans manuskriptforfattere har ændret lidt i forhold til Verhoevens udgave, men i det væsentlige følger handlingen i de to Total Recall-film hinanden, og Dicks novelle bruges ikke som meget andet end et springbræt.

Gennemsnitlig action

Total Recall foregår i slutningen af dette århundrede, hvor det meste af kloden er ubeboelig pga. kemisk krigsførelse. Der bor dog mennesker i det tidligere Storbritannien, et rigmandsreservat, der styres med jernhånd af kansleren Cohaagen (Bryan Cranston), og Kolonien, det tidligere Australien, hvor de fattige, fabriksarbejderne og de riges tjenende ånder bor. Der lægges med andre ord op til en interessant sociopolitisk fremtidsfabel om, hvordan de rige lande udnytter og undertrykker de fattige – et sindbillede på og en allegori over vor verden, præcis som i al anden god science fiction – men det er kun lidt krydderi i Len Wisemans på alle andre måder gennemsnitlige action-ret.

Colin Farrell har overtaget Arnold Schwarzeneggers rolle – i Verhoevens film – som fabriksarbejderen Douglas Quaid, der er lykkeligt gift med lækre Lori (Kate Beckinsale, Wisemans kone), men som plages af drømme, hvor han er på flugt sammen med en anden kvinde (Jessica Biel). For at få fred i sindet opsøger Douglas firmaet Rekall, der angiveligt kan give ham virkelighedstro erindringer om oplevelser, han aldrig har haft. Men i stedet får implanteringen ham til at huske, at han faktisk er en anden, end han tror, han er, og så begynder løjerne ellers.

I virkeligheden er Douglas Quaid nemlig agenten Hauser, der engang var Cohaagens højre hånd, men siden blev en vigtig skikkelse i den modstandsbevægelse, der kæmper for frihed og selvstændighed for Kolonien. Lori er en anden, dødsensfarlig agent, der skal holde øje med ham, og kvinden fra drømmene hedder Melina og er grunden til, at Hauser/Douglas overhovedet fik øjnene op for modstandsbevægelsens kamp og vendte sig imod Cohaagen og de riges diktatur.

Middelmådig håndværker

Man kan ikke sige andet, end at Len Wisemans Total Recall er en flot film, der har avanceret computerteknologi til sin rådighed og derfor kan skabe en fremtidsverden, der er større og mere overbevisende end Paul Verhoevens – og for Koloniens vedkommende er en næsten tro kopi af Blade Runner. Omvendt er Wisemans univers blottet for den selvironi og galskab, som gør Verhoevens film så let at holde af.

Nej, effekterne i den første film kan på ingen måde måle sig med effekterne i den nye, men hjertet mangler hos Wiseman og Co., og selv om det hele er så flot skruet sammen, det går over stok og sten, og skuespillerne spiller glimrende – Kate Beckinsale er en god skurk – er man ligeglad med, hvad der sker med personerne, og efterhånden begynder de lidt for ensartede actionsekvenser at kede.

Det mest forunderlige er dog, hvor lidt nyt Wiseman har at byde på, hvor få originale tanker han og manuskriptforfatterne har gjort sig. Total Recall er ordinær ramasjang placeret i fremtiden, og alle tilløb til spændende diskussioner på baggrund af Philip K. Dicks historie bliver ikke til andet og mere end tilløb og antydninger. De interesserer tilsyneladende ikke instruktøren.

Det var da heller ikke, hvad man ville forvente efter at have set Wisemans tidligere film, og man kan kun begræde det faktum, at det var så middelmådig en håndværker som Len Wiseman og ikke en visionær filmmager som Christopher Nolan (ham med Inception, der var et både innovativt og underholdende stykke science fiction), der denne gang fik til opgave at filmatisere Philip K. Dick.

 

Total Recall. Instruktion: Len Wiseman. Manuskript: Kurt Wimmer og Mark Bomback. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her