Læsetid: 3 min.

Gnidningsfri Beethoven for strygere

Hagenkvartetten spiller Beethovens med en silkeblød finish, der både formidler og forskønner komponistens brogede udsagn
9. august 2012

Koncert

Tivoli er en stor sal til kammermusik. Men derfor skal man alligevel være glad for den plads, der bliver givet i programmet til denne genre. At gå til en kammermusikkoncert er en invitation ind i musikken og til et intimt samvær med den, og det er slet ikke et rum, der bliver åbnet så tit her i riget. Det var heller ikke et stort fremmøde tirsdag aften til Hagen Quartettens koncert, men til gengæld var stemningen intens med et koncentreret og lyttende publikum.

Hagen Quartet er en af de helt store øgler, der i dag fejrer 30 års jubilæum med en turné med Beethovens strygekvartetter. De fik tidligt en pladekontrakt med Deutsche Grammophon og har gennem årtier forkælet os med deres perfekte lyd. Hagen Quartet består af tre søskende, Lukas Hagen, Veronika Hagen og Clemens Hagen, samt violinisten Rainer Schmidt og har altså ikke bare årene, men også blodet tilfælles.

I aftenens program befandt vi os i den sene afdeling af Beethovens tidlige kvartetter, eller rettere sagt i Beethovens mellemste periode, først med strygekvartet nr. 11 »Serioso«, dernæst nr. 10 »Harfenquartett« og til sidst opus 18 nr. 6.

Beethoven skrev sin strygekvartet nr. 11 til vennen og cellisten Nikolaus Zmeskall, der var bekendt med Beethovens ulykkelige kærlighed til lægedatteren Therese Malfatti. Strygekvartetten er dateret til oktober 1810 og i foråret samme år havde Beethoven fået et afslag på sit friermål. Uden at boltre sig i Beethovens privatliv er det en forståelig vinkel til, hvorfor den hurtige sats får noten serioso: allegro assai vivace, ma serioso. En rigtig vivace-sats var Beethoven ikke i humør til. Alligevel er det en lille romantisk lysning, der begrunder musikken. Kvartetten starter med små angreb i et iltert hovedmotiv, der vender tilbage med samme attack satsen igennem, anden sats begynder med en sørgmodig, tøvende, trinvis nedgang, indtil fugadelen renser sindet, og man når frem til en lille solbeskinnet lysning af romantiske tanker, hvor komponisten synes at glemme al fortræd, inden der fortsættes direkte til allegrosatsens Schwamm darüber ma serioso.

Harpekvartetten er anderledes munter og badet i lysere ideer fra sommeren 1809. Her knipser strygerne strengene til en harpelyd, og som allerstærkeste syngende udsagn står andensatsens kantilene. Mens strygekvartet nr. 11 synes at være uigenkaldeligt præget af krig, dårligt helbred og ulykkelig kærlighed, synes nr. 10 stadig at holde en vis stand mod de fremrykkende kvaler.

Raffineret til perfektionisme

Beethovens strygekvartetter er så eksperimenterende, så abstrakte, så udsagnsrige og så koncentrerede, for ikke at sige indadvendte og komtemplerende i både skønhed og dysterhed, at det, når det kommer til stykket, er et spørgsmål, om det overhovedet er musik, man vil dele med nogen. Allerhelst ville jeg (desværre helt uden forudsætninger) selv spille med, dernæst ligge som en hund i et hjørne i et lukket prøverum med kvartetten, tredjebedst opleve den på en lille scene og fjerdebedst altså her i Tivolis store sal. Man skal næsten sidde med på noderne for at føle sig inde i musikken. Og måske endnu mere i tilfældet med Hagen Kvartetten. Hvad Hagen Kvartetten har raffineret til perfektionisme, er deres lyd, der er så ren, at musikken fremstår i sin reneste arkitektur, nærmest uden menneskelig indblanding. Stemmerne falder ikke uden for hinanden, og personlighederne vokser ikke frem, men synes at synge med én stemme. Altså kan man ikke bade sig i diversitet eller afstikkende melodier, der er ingen, der sveder, og ingenting, der falder udenfor, sådan som det ellers oftest hører med til en præstation som aftenens. Den ensartede lyd og tanke, som kvartetter kan have som endemål, har Hagen Kvartetten, og oven i købet en særlig forfinet, fløjlsblød og ædel lyd. Diskuterbart er, om Hagens perfekte lyd formidler Beethovens musik uden aftryk, så den forbliver mental, som for eksempel i aftenens sidste indslag, strygekvartet nr. 6 opus 18, hvor man i den sidste sats »La malincolia« snarere hørte fire strygere koncentrerede om en adagiosats end et bud på denne følelse, men indiskuterbart er kvaliteten i dette ensembles nu 30 år lange historie.

 

 

Hagen Kvartetten, Tivolis Koncertsal i tirsdags. Strygekvartetter af Beethoven

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu