Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Hellere banal end utilgængelig

Copenhagen Art Festival spiller højt spil med ’Ilovit’ og falder til jorden uden det mindste lille kvæk
’Ilovit’ ligner en byggelegeplads, og det er i hvert fald ikke i æstetikken, at twistet skal findes.

’Ilovit’ ligner en byggelegeplads, og det er i hvert fald ikke i æstetikken, at twistet skal findes.

Miriam Dalsgaard

Kultur
31. august 2012

Navnet alene, Ilovit, (Tivoli bagfra) sætter en stram og modig præmis for Copenhagen Art Festivals epicenter på Højbro Plads i København. Det skal være sjovt ligesom Tivoli, men med et lille twist.

Og der er mere end det, for med samtidskunsten som afsender er der nærmest tale om en én-til-én-duel. Og på den måde kan det næsten kun gå galt. Det er, ligesom hvis Brad Pitt skulle være med i Gæt og Grimasser, eller hvis Michael Laudrup skulle være sportsminister.

Det mest anerkendte og udbredte kendetegn ved kunsten er dens kreativitet. Kreativiteten og ikke mindst vildskaben og evnen til at tænke ud af boksen er om noget det, kunsten lever af i offentligheden. Og det kan godt være, at det ikke er det, den betjener sig af i hverdagen på museerne og i gallerierne, men det er det, der er dens benzin i hovedet på både befolkning og politikere. Så når den sætter sig for at duellere med et Tivoli på en offentlig plads i det indre København, er der tale om mod i en sådan skala, at man godt kan have festivalen mistænkt for ikke helt at have tænkt projektet igennem.

Kunsten har før prøvet kræfter med virkeligheden og tabt, eksempelvis var der engang en udbredt forestilling om, at hvis blot en virksomhed fik en kunstner tilknyttet, så ville virksomheden bliver revolutioneret. Det taler man ikke så meget om længere. Det er nok heller ikke helt uden grund, at de færreste kunstnere ytrer sig i den politiske debat længere. Og hvis EU’s håb til Uffe Elbæks task force nogensinde har været der, så er det i hvert fald væk nu.

Byggelegeplads

Selvtilliden fejler til gengæld ikke noget hos Ilovit, der er medkurateret af kunstneren Jeppe Hein i den sorgløse ånd, der også råder i hans egne værker. Ilovit ligner en byggelegeplads, og det er i hvert fald ikke i æstetikken, at twistet skal findes. Indgang og udgang er markeret med en ucharmerende opstilling af krydsfiner. Langs siderne er der placeret en række kunstner-lygtepæle bestående af pæle med orange lygter, der står på hvid- og sortstribede kasser. Baren har fået lidt stribet træ på siden, der er spejlsæder (!?) i gyngerne, Huskmitnavn har malet et par kruseduller på det kommunale bordtennisbord, der er små, lidt for designede træhuse med butikker, der er masser af træstubbe med malede ender og et sort stykke stof i en stribe henover, designet af Jeppe Hein, der er en interimistisk biograf og lidt pyntevimpler og flag hist og her.

Det er en gang amatørroderi i en by, der i forvejen har svært ved at holde på formerne. Det ligner resterne af en gadefest fra 90’erne. Der er for lidt til, at det rigtig ligner noget, og det er for pubertært og ubearbejdet til, at det kan tage kampen op med byen omkring sig.

Indholdsmæssigt er det lige så fattigt. Man kan gynge i gyngerne. Man kan spille bordtennis på bordtennisbordet. Der er et bålsted, hvor man flere gange om dagen kan lave snobrød, og jo, pindene ligner ridderlanser og er lavet af Alexander Tovborg, men uden for Barda er det ren gøgl. Man kan lege linedanser på en line, hvilket er det eneste, der udfordrer konventionerne en smule – den har ikke det lovpligtige faldunderlag under sig.

Banale kunstværker

Det værste er næsten butikkerne i de små træhuse. De sælger indrammede plakater, undertøj, muleposer, tegnebøger og nips. Det kan godt være, at intentionen med Ilovit er at komme folket i møde, men derfor er der jo ingen grund til at konkurrere med Søstrene Greene.

De rene kunstværker har det også svært. Nogle af dem er pinagtigt banale som eksempelvis Rune Bosses døre, der kan åbne og lukke, og som er installeret på trappeopsatser. Andre virker lidt modvilligt banale som eksempelvis Poul Pedersens bogstaver, der er placeret på skilte i urtepotter, fordi vi jo ved, at bogstaver har helt deres eget liv, ligesom ... potteplanter ... Men bogstaverne er smukt tegnet, og projektet virker oprigtigt ... Men som med Jesper Dahl Jürgensens tynde søjler, der får hjælp til at stå oprejst imellem et rækværk og en ridderstatue, er de måske lavet til en offentlig plads, men de hører ikke til her. De står nervøse og vrider sig og savner kunsthallen og galleriernes lukkede klubbers varme, og de ved, at når de kommer hjem, så kan de ånde lettet op, de overlevede en tur ’derude’, det var næsten som at gå over en halvfrossen sø, det knagede og bragede, og hjertet hamrede, men de kom over ...

Ilovit bekræfter fordommene om kunst som noget fjollet, småtosset gøgleri. På den ene side bekræfter den ikke fordommen om kunst som noget, der er svært tilgængeligt, hvilket også ifølge festivalen er et af formålene med forlystelsesparken, men på den anden side er der også noget nedladende over, at den nærmest skal lægge sig på ryggen for byen. Der er yoga om morgenen i Ilovit. Bare yoga. For folk vil have yoga. Hvis folk ville have yoghurt, havde Ilovit sikkert også givet dem det, hvilket også er en måde at sige til folk, at I jo ikke fatter en skid alligevel, så nu får I noget, som alle kan forstå. Det er som at begynde at danse, hver gang man ser en sort. Jeg tror, at du elsker at danse, fordi du er sort. Jeg tror, at du kun forstår det allermest banale, fordi du opholder dig herude på Højbro Plads.

Biografen er god. Her er både film og et sjovt objektiv, der får det udenfor til at vende på hovedet indenfor. Finske Pilvi Takala har klædt sig ud som Snehvide og prøver at komme ind i Disneyland i Paris, hvorved hun viser, hvor skrøbelig fantasien er. Det mest vidunderlige øjeblik er, da vagten helt ærligt fortæller hende, at hun ikke må komme ind, fordi de jo ikke ved, hvad hun kan finde på. Det er så eminent et greb af Takala, og i forhold til den forlystelseskultur, som Ilovit låner af, er det nærliggende at tænke over, hvilke mørke sider af livet, det egentlig er, vi prøver at dække over. Men den slags greb er for avancerede for Ilovit, der hellere koncentrerer sig om for alt i verden ikke at virke indforstået.

Dan Graham viser Death by Chocolate, der på en 10 minutters tid følger et canadisk indkøbscenter gennem 20 år. Men hvilket center! Her er alt, hvad hjertet kan begære, ja, faktisk smelter liv, drømme, begær og tegnebøger sammen i et center, der får Fields til at ligne et billetkontor.

Og så lige efter Grahams mesterværk kommer danske Mie Olise, der enten bluffer eller parodierer, i hvert fald er hendes kliché af en film af en forladt forlystelsespark blottet for indhold, men den er selvfølgelig let at forstå, og den foregår jo i en forlystelsespark, så hvorfor ikke ...

Der er også en gazpacho-maskine og en madkunstner, der underholder i ny og næ, ligesom man kan hoppe gennem Jeppe Heins ring af ild hver aften. Og man kan købe hans akvareller og donere pengene til velgørenhed.

Ilovit er en kæmpeskuffelse, både fordi den er en udmærket kunstfestivals ansigt udadtil, men også fordi man nok havde regnet med en lidt mere lige kamp. Nu endte duellen i stedet med en klar knockout til forestillingen om kunstnere som en slags kreative overmennesker.

Ilovit er en dårlig reklame for festivalen. Men som virkelighedstjek er den måske meget god.

 

Ilovit, Copenhagen Art Festival på Højbro Plads i København til den 2. september

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thierry Geoffroy / Colonel

Oh fællesskab !!! how to do to approach you ?
http://www.emergencyrooms.org/faelledskab.html