Læsetid: 6 min.

Kan de levere troværdig journalistik?

En mand, forskeren John Christian Jørgensen, har skrevet en bog om kvindelige journalisters historie. Helt frem til 1970’erne blev kvinder diskrimineret i journalistikken, fordi de var kvinder
En mand, forskeren John Christian Jørgensen, har skrevet en bog om kvindelige journalisters historie. Helt frem til 1970’erne blev kvinder diskrimineret i journalistikken, fordi de var kvinder
7. august 2012

Da Lise Nørgaard som ung journalistelev i Roskilde i 1930’erne blev sendt ud på en opgave i lokalområdet, blev der klaget over, at man havde sendt en dame og ikke en rigtig journalist. Da en anden ung kvinde søgte ind som journalistelev på Fyns Tidende, fik hun den besked, at hun skrev udmærket, men desværre ikke kunne blive ansat, da man allerede havde en dame.

Litteraturforsker John Chr. Jørgensen, har læst sig gennem et omfangsrigt kildemateriale om og af pressens kvinder, og resultatet foreligger nu i form af bogen Da kvinderne blev journalister. Den portrætterer tre pionerer, Sofie Horten, Mimi Carstensen og Loulou Lassen, men trækker også tråde op til vor tid.

– Hvornår holdt kvinderne deres indtog i dansk presse?

»I 1880’erne begynder de at blive fast tilknyttet og at skrive nyheder og reportager. Der var kvinder, der havde skrevet i aviserne tidligere, anmeldelser, debat, rejseartikler, men vi ville ikke kalde dem egentlige journalister i dag.«

– Hvad var kvinderne oppe mod dengang?

»De var typisk kvinder fra borgerskabet med dannelsesmæssig baggrund, som ikke havde en afsluttet uddannelse. Nogle af dem kunne sprog, og så brugte man dem som oversættere af udenlandske artikler. Det var typisk kvinder, som var ’kommet i ulykke’, enker eller fraskilte, som havde forsørgerpligt. Men de skulle have forbindelserne i orden. Det havde de kvinder, jeg har skrevet om.«

– Har noget overrasket dig under dit dyk ned i historien?

»Ja, hvor venligt kvinder i grunden tog imod den måde, de blev behandlet på, når de, som det også skete, blev sat til at lave kaffe eller endog gøre rent. Det forventede man af dem. Mærkeligt, at de fandt sig i det, men det gjorde de, bare deres artikler blev accepteret, og de havde deres job. De førte ikke krige. Hvorimod, når man kommer op til 1968 og tiden derefter, er utålmodigheden efter forandring stor. Lise Nørgaard tilpassede sig, men en yngre journalist som Hanne-Vibeke Holst ville have nøjagtig samme vilkår som mændene og konkurrere med dem på lige fod. Derfor giver hun udtryk for meget større frustration. Jeg tror, det hænger sammen med en revolutionær forestilling om, at ’nu er vi fandeme så tæt på målet, at vi ikke gider vente på de der mænd mere’. Det har desuden overrasket mig, at det er meget svært at generalisere om en særlig kvindelig stil.«

En ond tid

– Hvornår brød de for alvor igennem?

»Efter Anden Verdenskrig, hvor der kom kurser i journalistik, som også var for kvinder, men først med tv kom der i 1960’erne et gigantisk gennembrud – som om mændenes dominans skulle synliggøres på skærmen, før enhver kunne se, hvor galt det var. Da kvinder begyndte at læse nyheder op, var der kritikere, selv liberale folk som Jens Kistrup fra Berlingske Tidende, som mente, at det ikke virkede troværdigt, når kvinder læste nyheder. I virkeligheden var det et simpelt spørgsmål om tilvænning.«

– I dag er der 2-3.000 kvindelige journalister. Så er det vel en succeshistorie?

»Det er det bestemt, og det har ikke været det sværeste område for kvinder at vinde frem. For 100 år siden var der 35. Markedet har begunstiget dem, for hvis de var i stand til at producere en god artikel til deadline, blev de accepteret.«

– Eksempler på diskrimination?

»Mette Fugl følte sig straks under beskydning, da hun i 1975 blev ansat på Information. Det gjaldt også Bente Hansen. Deres kollega Leif Blædel sagde på et redaktionsmøde til Mette Fugl: ’Som sædvanlig ser vi i dag, at Mette Fugl har spredt sine journalistiske ben og har ladet alt sive ukritisk ind’. Der blev også sat et klistermærke med kvindetegn ned i wc-kummen på indenrigsgangens toilet. Begge siger, det var nogle af de værste år i deres liv, en ond tid. Retfærdigvis skal siges, at det handlede om journalistiske principper. De etablerede syntes, det var forkert at ansætte folk, hvis loyalitet var funderet i kvindebevægelsen. Selv mente de, at de netop var ansat til at undersøge dette nye område. En journalist som Ulla Terkelsen siger derimod, det er ren og skær nonsens, at kvinder bliver diskrimineret. Hun mener, det har været en fordel for hendes karriere, at hun er kvinde. Det har overrasket mig, at mange går direkte imod talen om diskrimination.«

Bløde stofområder

– Kvinder er stadig i stor stil på det såkaldt bløde stof, altså det sociale, skolestoffet, familie og forbrug. Hvad handler det om?

»Så længe mænd og kvinder har forskellige slags liv, dækker de forskellige områder, og kvinder har stadig ansvaret for familien. Selv på redaktioner, hvor der er frit valg, vælger de typisk de blødere emner, hvor de har erfaringer og er interesserede i at skaffe forandringer. Jeg kan ikke fortolke det anderledes. Men i dag har vi kvindelige udenrigskorrespondenter, og der findes ikke et felt, hvor der ikke er kvindelige journalister.«

– Du nævner ikke kultur som blødt stofområde. Er det, fordi der ofte gås til stålet på kultursiderne?

»Det har været ret mandsdomineret, nok fordi der er en masse domfældelse og kulturkamp. Begge dele har tiltrukket mænd, men der er sandelig kommet et skred der også«.

– I 20 år blev der ikke givet Cavling-priser til kvinder, før Charlotte Aagaard omsider fik en i 2004. Hvorfor mon?

»Det handler ikke specielt om kvinder, men falder tilbage på uddelerne, som hvert år sidder og ser tilbage: Hvem har kørt den mest hotte sag? Gravet mest i Brixtoftes papirer? Jeg opfatter det som en monoman og urimelig fiksering på den undersøgende, kulegravende journalistik. Det er latterligt. Sådan var det ikke tidligere. Hvorfor har Ulla Terkelsen ikke fået prisen? Det er underligt. Hun sidder ikke som en John Danstrup i tv’s barndom og bare kommenterer, men har udviklet stoffet og farer omkring i alle miljøer, færdes blandt folk, ved, hvad der tales om, og er i stand til at sætte det, der sker, ind i et kulturhistorisk perspektiv. Hun er en af mine fire stjerner blandt kvindelige journalister. De andre er LouLou Lassen, Ninka og Lise Nørgaard«.

Capote og Sabroe

– Hvorfor tror du, at kvinder ikke selv har skrevet om journalisternes historie?

»Det er højst besynderligt, men jeg ved det faktisk ikke«.

– Bag i bogen har du en liste med 350 navngivne kvindelige journalister. Hvorfor netop dem?

»Jeg kalder dem med vilje ikke de bedste, men for bemærkelsesværdige. Den går fra 1700-tallet til i dag med Simi Jan og Sofie Engberg Sonne som den alleryngste, ligesom jeg har skribenter som Tove Ditlevsen og Suzanne Brøgger med.«

– Så er der vel et par tusinde, der er utilfredse med ikke at være nævnt?

»Jeg har sandelig også hørt fra nogle af dem, der syntes, de burde have været med, og listen er da heller ikke videnskabeligt begrundet. Den kunne sagtens gøres længere, men så ville endnu flere nok være utilfredse. Andre har skrevet og kaldt mig verdens sødeste mand, fordi de er nævnt.«

– Du er litterat, men har skrevet flere bøger, som har med pressen at gøre. Hvad er det, der trækker?

»Jeg er ikke den, der laver den 117. fortolkning af Martin A. Hansens roman Løgneren, og pressen er et frodigt område, som generelt er undervurderet som litteratur. Meget af det, der i dag anses for god litteratur, er afledt af pressen fra Truman Capote over Thorkild Hansen til Morten Sabroe, og inspirationer fra pressen er flyttet over i bøgerne. Pressen har løftet sig op og er blevet til litteratur med nye genrer som interview- og samtalebøger. Det er vidunderligt at befinde sig i dette område mellem litteratur og presse, hvor man kan gøre en masse nye opdagelser. Et interview er også en litterær form. Det har man ikke været opmærksom på.«

 

John Christian Jørgensen (f. 1944) er litteraturforsker og tidligere lektor på Københavns Universitet. Har udgivet en lang række bøger om litterære emner blandt andet en stor Leif Panduro-biografi i 1987. Skrev doktordisputats om anmeldergenrens historie i 1994 og har desuden været anmelder og redaktør på Politiken og Ekstra Bladet.

Bogen ’Da kvinderne blev journalister’ er udkommet på forlaget København. Kan fås gratis som e-bog ved henvendelse til johnch@hum.ku.dk. Printudgaven kan lånes via hyperlink http://bibliotek.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Furbo Skov

Fra den grå boks:
"– Kvindelige journalister tjener i gennemsnit 5 procent mindre end mandlige.
– På arbejdsmarkedet som helhed er lønforskellen i gennemsnit 17 procent."

De to tal kan ikke umiddelbart sammenlignes. En del af forskellen på gennemsnitslønnen mellem kønnene kan forklares med forskel i uddannelse og forskel i arbejdssted (kommunalt ansatte får lavere løn end statsansatte, der får lavere løn end ansatte i det private erhvervsliv). Jeg antager, at journalister har mindre spredning på uddannelseslængde end folk generelt, og at de fleste arbejde i private virksomheder, så man er nødt til at tage højde for de to ting, inden man kan lave en sammenligning.

Felix Zelda Xavier

... og Puk Damsgaard... At hun som ung lyshåret kvinde har formået at rapportere fra de steder, hun har gjort, er intet mindre end imponerende.

Mascha Madsen

PUK er vildt modig,kan ikke lade være at tænke det er godt hun nok har en mandlig fotograf med.Puk er jo både smuk og blond og skarp. Og det sker at en del kvinder voldtages i kriges lovløshed...Mette fugl er da også okay og Åsne Sejerstad og kvinderne fra Deadline på DR2, som jeg nyder hver gang jeg ser deres saglige alvor, men ds. De mandlige journalister...godt udvalg der..

Hans Jørgen Lassen

Kvinders køn har jeg ved enkelte lejligheder fundet væsentligt.

Men i denne sammenhæng betyder køn da vist ikke noget som helst.

Det væsentlige spørgsmål er:

Kan journalister levere troværdig journalistik?

Nogle kan, men mange kan ikke. Ritzau er som bekendt aldeles utroværdigt, og det har intet med køn at gøre.

Mascha Madsen

Gad vide hvordan kønsfordelingen er I dag på de største aviser ? Og specifikt her på den progressive avis Information...Et gæt ud af det blå; 8 mandlige journalister for hver 2 kvindelige journalister...

Heinrich R. Jørgensen

Journalister kan kategoriseres. Der er nogle, der er troværdige fagfolk, hvis kompetencer og integritet er i top. Og så er der alle de andre, der af titel betegnes journalister, med burde kaldes ved andre betegnelser.

Om medlemmerne af første kategori, hører man måske udsagn om, at de har et journalist-gen. Det udtrykt er ældre end opdagelsen af DNA, så dermed mentes næppe noget med mikro-biologi.

Genitalier synes heller ikke at definere skellet mellem fårene og bukkene. En journalist bør selvfølgelig have maskuline karaktertræk -- hvilket robuste kvinder har.

Lars Villumsen

Har aldrig i mit liv skænket det en tanke om en journalistisk artikel var skrevet af en kvinde eller en mand - men jeg er nok også lidt gammeldags!!

Heinrich R. Jørgensen

John Christian Jørgensen har efter omfattende research og reflektioner konkluderet, at det synes vanskeligt at generalisere om journalistiske kvaliteter som en funktion af genitalier.

Det hedder empiri. Den antagede sammenhæng er et falsum. Så drop dog tvangstanken, mand (*).

(*) ordet 'mand' kan omfatte han- som hunkøn.