Læsetid: 4 min.

Livsglæde og grundangst

Det genforenede band The Beach Boys overraskede positivt i Århus med en spændstig og veloplagt performance, baseret på et chancetagende og uforudsigeligt repertoire
Strandløverne Beach Boys har været i rampelyset i 50 år. Og alderen har sat sine spor. I virkeligheden er der kun en overlevende Wilson-bror tilbage, nemlig Brian. Dennis og Carl Wilson  er borte.

Strandløverne Beach Boys har været i rampelyset i 50 år. Og alderen har sat sine spor. I virkeligheden er der kun en overlevende Wilson-bror tilbage, nemlig Brian. Dennis og Carl Wilson er borte.

Axel Schütt

3. august 2012

Man kan vælge at håbe på det bedste, hvis man da ikke nøjes med at frygte det værste. Eller møde op uden forventninger af nogen art. Jeg valgte sidstnævnte strategi, da turen onsdag gik til Århus for at opleve legendariske The Beach Boys, der p.t. turer kloden tynd for at fejre deres 50-års-jubilæum som orkester. Og sikkert også for at promovere gruppens seneste album, That’s Why God Made the Radio, som udsendt tidligere i år manifesterede sig som det første reelt nye fra den kant, siden bundskraberen Summer in Paradise i 1992, af flere (inklusiv yours truly) blev opfattet som det absolut sidste søm i en efterhånden temmelig udrangeret ligkiste, der for effektens skyld havde samme form som et surfbræt. That’s Why God Made the Radio gør da også gruppen så nogenlunde ære uden ligefrem at ryste gamle fans i deres grundvold, thi mange af os er stadig i chok over, hvor brillant et (vokal) ensemble The Beach Boys var i sin storhedstid (sådan ca. 1964-1977) samt forbløffede over hvor megen næring, der til stadighed kan hentes på de 16-17-18 album (plus-minus diverse liveskiver, opsamlinger og juleplade, ej at forglemme!), det blev til i nævnte periode. Ja, havde bandet opgivet ævred i ’77 og ladet det sære, men elskelige Love You stå som last will and testament havde dets status i dag formodentlig været uangribelig, men det er lidt med musikere som soldater i den gamle Gene Autry-traver: »Old soldiers never die/ They just fade away …« Med andre ord har bandet med og uden sin primære sangskriver Brian Wilson de sidste 35 år i højere grad fungeret som et omrejsende museum for egen arv and ageret vital spiller på den samtidige musikscene.

Ikke forudsigeligt eller sikkert

Nuvel, nu hvor de interne retssager er overstået, og alle har fået den bid af kagen, hver især finder tilkommer dem, er der faldet ro over de stormfulde indbyrdes forhold, og en art forsoning har fundet sted. Brian Wilsons to brødre er i den mellemliggende tid gået bort, Dennis druknede tilbage i 1983, og Carl tabte kampen mod cancer i ’98 – og med dem mistede gruppen to markante sangstemmer. Det nuværende lineup inkluderer udover Brian to andre originale medlemmer, den nasalt syngende Mike Love og den renskurede Al Jardine samt David Marks, som var med en kort årrække i 60’erne og Bruce Johnston, der har været med on and off siden ’65! Tættere på en original besætning kommer man ikke p.t. Og for at kunne opnå noget, der til forveksling lyder som gruppens ofte sindssvagt komplekse studiekreationer, har de indforskrevet 10 musikere så skrappe, at man må sig forbarme. Med en upåklagelig lyd og bjergtagende harmonisang til følge.

Det var da også en ordentlig røvfuld musikere, der på slaget halv ni gjorde deres entre på Amfiscenen bag Musikhuset i Århus og med udgangspunkt i den markante trommefigur fra klassikeren »Do It Again« satte gang i en næsten to en halv times fest, som ikke formede sig hverken så forudsigeligt eller sikkert, som man havde regnet med, thi blandt de ca. 48 fremførte numre var nok halvdelen overraskende valg. Allerede det indledende femsangs surf-medley bestod af obskure (men fremragende) albumspor som bl.a. »Don’t Back Down«, »Catch a Wave« og »Hawaii«; at The Beach Boys i så høj grad associeres med surf, er temmelig uretfærdigt, eftersom det kun var i årene 1962-63 , den sang derom, men med et par af sportens kendteste slagsange (»Surfin’ USA« og »Surfin’ Safari«) i bagagen, er dette image uafrysteligt.

Grundangst parret med længsel

Nuvel, udover surf besang Brian og hans crew med næsten øretæveindbydende livsglæde også ombyggede biler, motorcykler, drive-ins, forlystelsesparker, venskaber og sommerforelskelser og alt, hvad der ellers karakteriserede den forbrugsbaserede ungdomskultur, som den udfoldede sig i Californien i første halvdel af 60’erne. Men i ætsende smukke ballader som »Surfer Girl«, »In My Room«, »Don’t Worry Baby« m.fl. løb en understrøm af grundangst parret med ubodelig længsel, der indikerede skygger i paradis, hvilket i 1966 foldedes helt ud på det stadigt uafrysteligt smukke album, Pet Sounds.

De efterfølgende år blev gruppens musik særere og særere, indtil Brian Wilson brændte sammen, og der blev slået ind på en nervepirrende, men ofte givtig slingrekurs.

Det tjener de involverede til ære, at repertoiret torsdag aften indeholdt så mange relativt ukendte sange som f.eks. »Please Let Me Wonder« (yes!), »Marcella« og »You’re so Good to Me«, selv om det selvfølgelig først blev en folkefest med slagnumre som »California Girls«, »Good Vibrations« og »Help Me, Rhonda«. Ved at fokusere på albumspor og hits that never was beviste gruppen sin stilistiske bredde i en sådan grad, at der også blev plads til et par deciderede kiksere. Men med næsten 50 sange på repertoiret, alle til hobe spændstigt og veloplagt udført, var det sgu også okay. Vi sang, vi dansede, vi hyldede, vi mindedes, men først og fremmest glædede vi os over sangene, stemmerne, musikerne og den flig ind til evigheden, de bedste numre i repertoiret lige løftede.

 

The Beach Boys, Amfiscenen bag Musikhuset, Århus, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Peter Simonsen

Her kunne man så passende nævne, at musikerne på de første plader hovedsagelig bestod af det fremragende studiemusikerhold "The Wrecking Crew" kaldet...

Søren Rehhoff

Jeg er Beach Boys fan, selvom det ikke altid har været let. Det var ikke noget let år at komme igennem, dengang de udsendte "Kokomo". På trods af det orkede jeg ikke at tage helt til Århus for endnu engang at høre dem spille alle de gamle travere, selvom de åbenbart også inkluderede nogle af de sjældnere som "Don't Back Down" og "Please Let Me Wonder"

Sören Tolsgaard

Beach Boys var og er bare fede!

Check lige de skjorter, de stadig fører sig frem i: Intet knæfald for jakkesæt og slips her. Ligesom Beatles udtrykte de hele overgangsperioden før og efter ungdomsoprøret på fornem kunstnerisk vis. Jeg satte også pris på, at sættet inkluderede John Philipps' "Califorinia dreaming". Godt gået af de evigt-unge halvtredsårsjubilarer.

Et lille klip fra koncerten, som jeg desværre ligesom mange andre kun overværede udenfor amfiscenen:

http://www.youtube.com/watch?v=j9bxLm1Gt_4

Det er noget vås, Lars P. Simonsen. The Wrecking Crew begyndte først at gøre sit indtog på pladerne mod slutningen af 1964, og på det tidspunkt havde Beach Boys allerede indspillet godt en halv snes plader i deres udbrud af kreativitet. Indtil da spillede de selv instrumenterne, bortset fra Hal Blaine der substituerede Dennis Wilson flere gange.

Den aktuelle udgave af BB har David Marks med på lead guitar. Da den første single, Surfin' Safari, blev et hit, var han 13 år gammel. men var alligevel med til at definere den lyd, som så mange falder for.. Han blev så siden manipuleret til at udtræde og fylder derfor ikke så meget i annalerne, men det er en anden længere sjældent fortalt historie. Men hans guitar spilelde med på de første otte LP'er.

Surfin' is the only way to go....