Læsetid: 2 min.

Millennium-gangstere i Reykjavik

Pusher-dramaet ’Black’s Game’ formår at gøre Reykjaviks underverden omkring årtusindskiftet til en visuelt overbevisende gangsterfilm
Form. Black’s Game er mere optaget af at skabe en effektiv og visuelt attraktiv genrefilm med drøn frem for dybde.

Form. Black’s Game er mere optaget af at skabe en effektiv og visuelt attraktiv genrefilm med drøn frem for dybde.

Camera Film

30. august 2012

Black’s Game er bygget på ’hardcore lort’ fra virkeligheden, informeres vi om fra første færd i Óskar Thór Axelssons adrenalinpumpende spillefilmsdebut om narkokriminalitet i Island. Handlingen udspiller sig i Reykjavik inden årtusindskiftet, og hvis man tror, at den isolerede hovedstad er for lille til at mønstre en overbevisende underverden, får Axelsson filmet den på en måde, så man ikke tvivler. Han bruger alle tricks i bogen til at skabe rus og sus, så man i lange passager ikke tænker over, at der mere er tale om Pusherens nye klæder end en original fortælling med egen substans.

Filmen indledes med voiceover til hektiske montager af opvækstbilleder, så man først forestiller sig en ambition om at søge efter årsager til anslagets tanker om udviklingen fra bedårende baby til batbaskende bølle. Man finder imidlertid hurtigt ud af, at man ikke skal lede for længe efter dybe karakterskildringer eller socialrealistiske forklaringer på tingenes tilstand. Black’s Game er mere optaget af at skabe en effektiv og visuelt attraktiv genrefilm med drøn frem for dybde. Det slipper filmen generelt godt fra, hvis man lader forventningen om nuancerede karakterbeskrivelser og relationer fare forbi.

Snif efter snif

For det går hurtigt fra det øjeblik, hvor den unge Stebbi (Thor Kristjansson) efter et værtshusslagsmål møder sin gamle ven Tóti (Jóhannes Haukur Jóhannesson). Tóti stikker Stebbi sit visitkort og tilbyder advokathjælp, hvis han bliver sigtet. Da anklagen foreligger, tjekker Stebbi ind, og på en eftermiddag har han til gengæld for advokatbistanden gjort sig til helkriminel og scoret tilnavnet Psycho. Derefter går det slag i slag og snif efter snif mod toppen af byens forbryderfødekæde.

Der er mange velkendte elementer i den form for kriminel dannelsesrejse, og vi ser Stebbi forandre sig, men engagerer os aldrig rigtigt i hans skæbne. Måske fordi mor aldrig bliver mere end en stemme i telefonen eller fordi venskabet med Tóti eller forholdet til cokekollegaen Dagny (María Birta) ikke bliver foldet ud. Det kan være, det sker i bogforlægget, men her er fokus på billeder, klip, musik og cool sekvenser frem for en større helhed.

Nicolas Winding Refn er executive producer på filmen, som vil appellere til fans af Pusher, men skuffe, hvis man forventer gennemført action-opera ala Drive. Black’s Game viser, at Axelsson kender sine genrevirkemidler og har viljen til at slå igennem med en film, som overbeviser med tone, tempo og miljøskildringer.

 

Black’s Game. Instruktion og manuskript: Óskar Thór Axelsson baseret på roman af Stefán Máni. Islandsk (Grand Teatret, Palads og Empire Bio, København, Øst for Paradis, Århus, Café Biografen, Odense og Biffen, Aalborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu