Læsetid: 6 min.

Modet og passionen til at købe det sikre

Der er ikke langt fra auktionshusenes eftersyn til ’Underværker’ i Aalborg, der fremstår som en parade af mellemværker fra kendte, populære og letomsættelige kunstnere
Der er ikke langt fra auktionshusenes eftersyn til ’Underværker’ i Aalborg, der fremstår som en parade af mellemværker fra kendte, populære og letomsættelige kunstnere
10. august 2012

Tesen om kunstsamlere lyder sådan her: De er drevet af deres passion, de er modige, og de køber med hjertet. Og at de så også rammer de navne, der senere bliver berømte, beviser blot deres store vid.

Det er en meget romantisk tese. Og den er også lidt naiv. Det er i hvert fald ikke en kriminaldetektiv, der har forfattet den! For ser vi helt nøgternt på kunstsamlere og deres bedste værker, og det kan man for tiden i Aalborg, så ser man en masse halvgode værker fra lige så mange letomsættelige kunstnere, der stort set alle sammen tilhører den mikroskopiske gruppe af kunstnere, der kan sælges på auktioner. Og det skulle så være et bevis for, at kunstsamlere kan spotte kunstnere, inden de bliver berømte ... Hvis værkerne på nogen måde er repræsentative for samlingerne, er det snarere et bevis på det modsatte.

Underværker på Kunsten i Ålborg er en sjov udstilling at bevæge sig rundt i. Der er 250 værker med i en kvalitet, der svinger fra et bedaget galleri i Bredgade til et trendy i New York, og fra det blå marked i Låsby til museumsshoppen på MoMA. Kun én rød tråd trækker sig gennem dem alle, det kan købes, og det pynter, og det er bestemt ikke de værker, som man finder på institutioner som Venedig biennalen eller Documenta.

Men hvorfor også insistere på denne adskillelse mellem passion og hjerte og social og økonomisk status? Man siger jo heller ikke om en kvinde, der køber en aftenkjole fra Dior, at hun er beregnende, blot fordi Dior blev et kendt mærke, før hun gik ind i butikken. Eller modig, fordi hun tør købe noget, som alle er enige om er godt.

Havde hun været kunstsamler, havde hun til gengæld købt den ene ting i butikken, hvor der stod Dior med størst typer hen over brystet – på Underværker har det aldrig været lettere at gætte en kunstner, stort set alle værkerne er til at tage under armen, og her er ingen hovedværker. Der er for mange af kunstnernes vedkommende nærmest snarere tale om souvenirs fra produktionen eller stangvarer fra modehuset. En lille Neo Rauch, en lille Dash Snow, en lille Jeppe Hein-kasse, som han solgte i et stort oplag til venner og bekendte, Jackie Kennedy af Andy Warhol, en typisk Butzer og så videre. Det er fra småting af kendte navne til et par højdepunkter, der dog slet ikke er i nærheden af virkelig at være noget særligt. Det store Rauschenberg, der er med, er måske lige niveauet over en multiple, men ville næppe være med på en rigtig kunstudstilling om den kendte amerikanske kunstner. Kippenbergerne derimod ville nok have en chance på en udstilling hvor det var kunsten, der kom først.

Kunstmarkedet er delt i to. Et primært og et sekundært marked. Det primære er fra kunstner til køber, typisk gennem et galleri. Det sekundære er fra køber til køber, typisk gennem et auktionshus.

Hellere handy end stort

På det primære marked er det galleriet der bestemmer prisen, og i 99,9 procent af alle tilfælde ville værket være tæt på værdiløst, hvis det skulle videresælges af andre end galleristen. Selv på de bedste museer og kunsthaller er det meste af den samtidskunst, der udstilles, uden økonomisk værdi.

På det sekundære marked er det derimod markedet, der bestemmer prisen. Og ud over at markedet vil have noget, der ligner noget, de kender, så vil de også gerne have det i nogle venlige formater. Skulpturer, malerier og et par fotos. Hellere handy end stort. Og meget gerne med et intellektuelt niveau lige under en legetøjsbutik. Ligesom udstillingen i Ålborg bugner auktionskatalogerne af glade farver, småsex og dødningehoveder. Hvis det kan genkendes, og hvis det kan sælges, så er det her. Men i modsætning til den populære tese om kunstsamlere er det vel også netop et udtryk for ægte samlerånd at ville have et stykke af alt det sjove. Hvornår er spekulation begyndt at være det modsatte af passion? Selvfølgelig spekulerer kunstsamlere skamløst i, hvilke navne der er de hotteste lige nu, og så kæmper de om at få en bid af kagen, inden den bliver alt for dyr, for så at lade som om det er noget, de har haft til at hænge i årevis.

Men ingen regler uden den bekræftende undtagelse. Der er et videoværk med. En animeret film af William Kentridge om apartheid. Og den selvsamme film var i øvrigt også med som undtagelsen, der bekræftede reglen, da Arken havde den samme kunstsamlerudstilling i 2007.

Underværker er sjov som reklame for det at samle kunst. Det er pirrende på samme måde som at se Hammerslag, der mangler bare et skilt med før- og efter-pris. Og måske kan det inspirere nogen til at ville købe noget mere. Men den museale værdi er straks sværere at få øje på. For hvis det handler om kunst, er det ligesom at ville opleve naturen og så vælge en have frem for en skov. Der er måske en hjemlig feel over at se alle sofastykkerne, fotografen Nikolai Howalt har sågar fotograferet kunstsamlernes private hjem, så man kan se nogle af værkerne i deres hjemlige omgivelser, men der er ingen kunstneriske fordele ved at låne fra kunstsamlere på denne måde. Snarere tværtimod. Det svarer til at udgive en antologi på Gyldendal med kendte forfattere, hvor man bare googlede sig til nogle af deres tekster, fordi det vigtigste åbenbart er at få deres navne med på omslaget.

Er det repræsentativt?

Og lige i den forbindelse lugter hele udstillingen lidt fælt, for man kan ikke andet end at mistænke museet for at være dem, der spekulerer mest her. De har fået en stribe supernavne på facaden. Kunstsamlerne har fået boostet deres sociale status. Og de, der betaler gildet, er kunstnerne. For havde de virkelig deltaget med det værk, de nu deltager med, hvis de var blevet spurgt? Er et snoldet bette olieværk af Neo Rauch med et sølle motiv virkelig repræsentativ for en superstjerne i kunstverdenen, der er kendt for sine prægtige store malerier, eller er hans navn alene ikke snarere repræsentativt for det indtryk, samleren og museet gerne vil give af sig selv? Eller hvad med en lille bitte hundehvalp i porcelæn af Jeff Koons? Den passer bedre ind i en boligreportage end på et kunstmuseum.

Men museet tror tilsyneladende på, at det også er mesterværker uden for parcelhuset, de har i hvert fald inddelt udstillingen i intet mindre end 22 rum, der hedder alt fra ’pop art’ til ’cool contemporary’, ’naturromantik’, ’iscenesat fotografi’, ’Leipzig-skolen’ og så videre og så videre. Sidstnævnte har Ruckhäberle, Baumgärtel, Rauch og Eitel-værker i den helt lette ende, hvilket får den tørre titel på rummet til at virke, som når en frisørsalon skriver London, Paris og New York på markisen.

Underværker er kunst, som kunst også er kunst, nemlig som forbrugsobjekter, der giver identitet. Det er åbenlyst og dog tabuiseret, hvilket også ligger som en halvskjult underliggende diskurs i kunstsamlertesen. For denne bagvendte insisteren på, at passionen kommer først, og at de populære navne kun er en effekt heraf og på ingen måde direkte relaterede, afslører en foragt blandt intellektuelle over for det simple forbrug. De er rige, de kan købe de dyreste værker, men det må for alt i verden ikke være som et afsenderorienteret objekt. I tesen ligger der en benægtelse af kunst som vare, en benægtelse, som kunstsamlerne med kyshånd tager til sig, da den jo netop bekræfter et mere ædelt formål med forbruget. Tesen er som to knuder, der klemmer mod hinanden.

 

 

 

’Underværker’ på Kunsten, Kong Christians Allé 50, Aalborg til den 2. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu