Læsetid: 4 min.

En PET-chef efterforsker sig selv

Erindring. Ole Stig Andersen udreder sit livsforløb med en udførlighed, der overvælder læseren
Strategisk. Ole Stig Andersen vælger i sin erindringsbog den snedige taktik at udmatte sin læser. I efterretningsspro-get hedder den slags nok ’desorientering ved overinformation’.

Strategisk. Ole Stig Andersen vælger i sin erindringsbog den snedige taktik at udmatte sin læser. I efterretningsspro-get hedder den slags nok ’desorientering ved overinformation’.

Nikolai Linares

24. august 2012

Sød forventning må det vække, når man i hånden får et bogværk med titlen En PET-chefs erindringer.

Forfatteren, Ole Stig Andersen, var chef for Politiets Efterretningstjeneste i årene 1975-84. Hans erindringer fylder hele 596 sider. Nam, nam! Her er løfte om slør-løftning for statshemmeligheder fra indland og udland.

Og så ... nåe nej, forresten. Nok har der været forhåndslækage af, hvad Ole Stig Andersen oplyser på bogens side 457: At den socialdemokratiske regering efter PET’s indstilling i 1970’erne udviste tre CIA-ansatte på den amerikanske ambassade, fordi de uden det danske efterretningsvæsens vidende aflyttede den nordkoreanske ambassade. Borgerli-ge politikere har erklæret sig forarget over denne skammelige behandling af vor store allierede.

Men afsløringen er slet ikke ny. Den står – som Ole Stig Andersen omhyggeligt gør opmærksom på – allerede i Hans Davidsen-Nielsens 2006-bog om PET under Den Kolde Krig.

Så nogen hemmelighed røber Ole Stig Andersen altså ikke her. Gør han det så andre steder?

Se, det spørgsmål er ikke nemt at svare på. Ole Stig Andersen vælger nemlig den snedige taktik at udmatte sin læser. I efterretningssproget hedder den slags nok ’desorientering ved overinformation’.

Rundt i periferien

Omtalen af karrieren som PET-chef indledes først på bogens side 356. Inden da har læseren været ført ud i periferien og rundt langs den.

Dels i filosofiske overvejelser om, hvad det vil sige at være et menneske. F.eks.:

»Som alle andre har også jeg haft mine nederlag. Kan man i det hele taget tale om medgang, hvis man ikke har haft modgang? I et tilbageblik blev resultatet for mig, at modgangen blev til større støtte end den megen medgang, jeg har været velsignet med. De, der har gjort mig mest fortræd, har herved også gjort mig meget godt. Modgangen har for mig været den nødvendige gødning for udviklingen af min personlighed. Og, som en person en gang trøstede mig med, så går en gadelygte ikke ud, blot fordi nogle køtere letter deres ben op ad den.«

Bag disse linjer anes et betydeligt, men også sårbart selvværd. Denne opfattelse bekræftes af, at bogen minutiøst – og ved navns nævnelse – gør op med personer, der har krænket Ole Stig Andersen. Sågar dem, der eksaminerede ham uretfærdigt på universitetet. Foresatte fra Ole Stig Andersens tid som ung ansat i Justitsministeriet, får nakkedrag for deres umenneskelighed. Herunder den fra Tamil-sagen så berømte senere højesteretsdommer Mogens Hornslet, som Ole Stig Andersen tillægger skumle motiver til Hornslets kritik af den gamle kollega, Statsministeriets departementschef og Ole Stig Andersens forbundsfælle, Peter Wiese.

Som en kostskole

Alle disse ministerialintriger kan fylde læseren med ubehag. Justitsministeriet fremstår som en engelsk drengekostskole med en nedrig hakkeorden, og hvor så godt som voksne mennesker behandles som upålidelige børn – hvorefter det forventes, at de beklæder samfundets mest ansvarsfulde stillinger. Intet under, at det er gået galt – både for det britiske imperium og det danske justitsministerium.

Ole Stig Andersen indvier læseren udførligt i sine forældres sexliv, og hvad han mener om indførelsen af bolle-å’et ved retskrivningsreformen i 1948, og hvad han spiste som barn, og hvilke kabaler man med udbytte kan fordrive tiden med. Plus – som bonus til en detaljeret omtale af sine ophold som feriedreng på en gård i Vester Nebel – en redegørelse for landbrugets driftsformer i de tidlige 1950’ere og den efterfølgende beklagelige udvikling.

Ved sin manglende vejledning har forlaget svigtet den skrivelystne forfatter, så han er tæt ved at have afskåret sig fra et læsende publikum.

Forlæggeren er ironisk nok Ole Stig Andersens gamle fjende, tidligere kommunistpartiformand Ole Sohn. Det er et forlæggervalg, som Ole Stig Andersen er bevidst om. Han skriver:

»Når jeg gør det, og hans forlag beslutter at udgive den tidligere PET-chefs erindringer, så må tiden være kommet til at komme videre og standse den historiske konflikt mellem venstrefløjen og det borgerlige Danmark.«

Ædle overvejelser

Det er jo en smuk hensigt, og der er faktisk mange ædle overvejelser gemt rundt omkring i den svulmende tekst. Ole Stig Andersen skriver om den socialdemokratiske venstrefløjspolitiker, der var hans foresatte som justitsminister:

»I retssikkerhedsmæssige spørgsmål står jeg i dag nærmere Ole Espersen end dengang, han var min politiske chef. Og det er ikke ham, der har bevæget sig.«

Ole Stig Andersen gør det også klart, at han efter sine erfaringer og modne overvejelser har bevæget sig langt i retning af skepsis over for sine tidligere nære partnere: USA og Israel.

Og så – endelig – PET-tiden fra side 356 og frem: Denne læser kørte aldeles vild i bogens uoverskuelige fremstilling af PET’s opbygning og ømtålelige rollefordeling mellem jurister og kriminalbetjente, centralt og lokalt. I teksten florerer intriger og indre svigt i et sådant omfang, at det må imponere, hvis også der blev tid til at tage sig af de rigtige fjender.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu