Læsetid: 2 min.

Politiet tillader da numsevrik

I hvert fald når Copenhagen Summer Dance ryster med musklerne i Politigården, så publikum pifter
8. august 2012

Det blev heldigvis kun til enkelte regndryp ned i Politigårdens runde rum. Så drev skyerne videre, så danserne kunne vrikke igennem premieren på Copenhagen Summer Dance 2012.

Årets program byder hverken på eksotiske Beijing-dansere eller dyrtkøbte London-stjerner. Gæsterne er tværtimod naboer: Pantomimeteatrets dansere fra Tivoli og Skånes Dansteater fra Malmø. Desuden brillerer værtskompagniet Dansk Danseteater selv med dansere på toppen: lynskarpe, smidige, stærke og intuitivt synkrone. Og Tim Rushton har nu skabt så distinkt en profil for sit kompagni, at den kommende sæson byder på turné til både Italien, Sverige, USA, Kina, Libanon, Tyskland og Serbien. Det er ret vildt. Forhåbentlig kan danserne holde til det.

Nuvel, i Politigården savnede jeg personligt Stina Mårtenssons lille, lynhurtige danserkvinde, der gennem de sidste ni år har sikret inderligheden i Dansk Danseteaters forestillinger. Hun er nu gået freelance. Men resten af kompagniet har tilsyneladende ladet sig smitte af hendes nænsomhed. Danserne udtrykte i hvert fald intens ømhed, ikke mindst i uddraget fra Rushtons værk Monolith, hvor to mænd i brungyldne kostumer skar sig gennem luften med skuldrene, så man nærmest kunne se gnisterne springe i luften.

Humor under fødderne

Pantomimeteatrets dansere scorede ellers flest publikumstilråb. De havde både glimt i øjnene og humor under fødderne i Rushtons gensynsmodne ballet Triplex fra 1999. Og Marjolaine Cazalis smilede flirtende, mens Paul James Rooney og Shaun Kelly løftede hende i alverdens smækre spagater og heftige baldesvirp. Klassisk og kærligt.

Skånes Dansteater bød på to intense, kvindelige indslag. Først soloen Unchained Melodies (2004) af den amerikanske koreograf Stephen Petronio, hvor den meditative Laura Lohi sørgmodigt strakte hånden frem og trak den tom tilbage. Og Milonga (2003) af den finske koreograf Tommi Kitti, hvor tre kvinder fremdansede en fascinerende venindesamhørighed, der pludselig blev til lesbisk jalouisidrama. Uforsonligt, men stærkt.

Leg med velour

Aftenens hit var dog en smagsprøve på en scene fra Rushtons nye værk Mein Weg. Her spillede den charmerende og tangoglade musikerduo, accordeonisten Andreas Borregaard og guitaristen Mikkel Sørensen, så danserne vitterligt skulle sitre med lårene i turbotempo for at ramme den passion og den humor, som musikerne så suverænt tolkede frem i Arvo Pärts musik.

Danserne var iført Charlotte Østergaards eventyrlige kostumer af dybrød velour og med skørter, som de gemte sig selv og hinanden i. Numsevrikkende morsomt - og med parodier på både balletfødder og hulemandsarme. Og med den lysende danser Milou Nuyens, der krogede sine arme, som om hun var midt i en drøm, hun aldrig kan fortælle til nogen.

Her var Copenhagen Summer Dance lige akkurat så foruroligende, som sommerdans også gerne må være det. Lige inden himlen igen falder ned.

 

 

danskdanseteater.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu