Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Skizofreni og nostalgi i bøgebadet

Smukfest i Skanderborg har et musikprogram, der rækker ud mod både 50+ og nutidens unge. Det knækker over på midten og rummer en del dødvande. Men med Blur og I Got You On Tape, nåede det også de forjættede kunstneriske højder
Blur torsdag aften på Smukfest 2012.

Blur torsdag aften på Smukfest 2012.

Martin Ballund

Kultur
13. august 2012

Ikke alle festivaler kan blære sig med en bar prydet af et fem meter højt Royal ølkrus. Ikke alle festivaler giver en fornemmelsen af at være havnet på et Dyrehavsbakken for voksne, der lige har fået løn. Eller at man har al tid i hele verden.

Smukfest i Skanderborg har sin helt egen charme, som man slentrer dér gennem løvskoven, passerer det smukke amfiteater-lignende fald ned mod festivalens hovedscene, Bøgescenen. Griner over en bar, der har leget med bogstaverne i Fawlty Towers og nået frem til Farty Towels. Ser Stig Tøfting hænge med vennerne i det fri. Diskuterer kvaliteten af gårsdagens Bryan Adams-koncert med en flink midaldrende garderobemand. Ja, han spillede selvfølgelig »Summer of 69«.

Man falder i snak. Forbipasserende stopper op og vil høre, hvad man spiser (og hvor man har fået det). Og kan man lide koncerten? Musikprogrammet er en valgfri glasur på kagen, og med kun tre scener med et nogenlunde substantielt program er der heller ikke nogen grund til at skynde sig.

Så man falder i. Sætter sig og ser op i badet af bøgetræer. Finder et alternativ til Royal-fadøl. Inhalerer en hotdog.

Mens man konstaterer at musikprogrammet knækker over på den demografiske midte. Der er dæleme langt fra Allan Olsen til David Guetta, og det 40+-segment, der elsker Blur, har det med at hade Bryan Adams. I den ene ende et program med gamle travere rettet mod det grå guld og de lidt yngre. Allan Olsen, Mike & The Mechanics, Blur og den såkaldte 90’er Festen. I den anden ende et program, der vist retter sig mod førstnævntes børn: Unge løver som Kidd, Choir of Young Believers og Lukas Graham og så imposant dance-musik fra Guetta og Miike Snow.

Musikken sprøjter ikke i et væld af retninger, og den navigerer ikke ud og ind ad subkulturer som på Roskilde Festivalen.

På Smukfest handler det om mainstream. Om velmodnet – eller lidt vel moden – rock, pop og singersongwriter og så det, de unge vil have, som pt. er dance, DK-soul og hiphop.

Torsdagen, hvor jeg slår mine folder på Smukfest får jeg set nogle af de danske navne, som festivalen er så rig på. Og det er virkelig synd for et ungt og ufærdigt band som Ginger Ninjas at spille på Bøgescenen, hvor de gør et behjertet forsøg, leverer habil teknik, men hverken har gode nok sange eller nødvendigt showmanship til at sætte fut i fegemøget.

Det går bedre for det endnu mere velspilledende The Eclectic Moniker, der så også har det nemmere i det mindre, overdækkede P3-Teltet. Deres meget ofte Paul Simon/Vampire Weekend-inspirerede rislende grooves swinger. Der er langt mellem de uforglemmelige sange, men de morer sig koncentreret på scenen. Og det smitter.

Det bliver til gengæld forrygende med I Got You On Tape, der får sving i deres fremragende disco-salmer, så det synger i grundangsten. Det er decideret overvældende at høre københavnerbandet spille så meget med deres tekniske – og delvist konservatorieuddannede – muskler og samtidig lade skrøbeligheden, tvivlen, døden råde i sangene.

En slentre- og bustur tidligere på eftermiddagen går min ledsager og jeg efter liv og glade dage. Ender ude på en af campingpladserne, Kærligheden, som afslører, at festen i hvert fald tidligt på døgnet er ganske civiliseret blandt de unge. Jo, der er da en forkærlighed for ølbonger, Gul Gajol, cocktails – og læderfodbolde. Men der er ikke meget anarki i ungdommen at dømme efter det her udsnit.

Men oprøret lurer måske, hvis man fratager dem deres rusmidler. En fyr går op på siden af os og brokker sig over politiet og deres hashhund, der gik direkte efter tasken med klumpen. De er nu fem gram og snart også 2.000 kroner lettere.

»Jeg mener, jeg kunne forstå, hvis det var coke. Men jeg bliver jo ikke aggressiv af det her, jeg falder højest i søvn i teltet.«

Gave fra en svunden tid

Mange blev i hvert fald derude på campingpladsen at dømme efter fremmødet til hovednavnet Blurs koncert. Der er behersket fyldt foran Bøgescenen, og folk siver undervejs. Det er der ellers ikke grund til. Jo, de fyrer da deres fire største signaturhits – »Girls & Boys«, »Country House«, »Parklife« og »Song 2« – af inden ekstranumrene. Men de giver også et inspireret snit ned gennem deres ædle bagkatalog.

Ikke helt stramme i koderne fra begyndelsen, ja, de synes først for alvor at finde et fælles fodslag omkring den fjerde sang, »Beetlebum«. Guitaristen Graham Coxon finder sig endelig til rette i både det kantede og flydende. Albarns stemme er blevet varm. Trommeslageren Dave Rowntree og bassisten Alex James griber langt om længe ind i hinandens tandhjul.

Det hjælper så ikke på oplevelsen, at storskærmene – helt skandaløst – er ude af sync med lyden. Så når Rowntree løfter trommestikken på skærmen, så lyder hans slag over højtalerne. Hvilket er vildt forvirrende. Lige som lyden også først mange numre inde i koncerten afslører, hvad dælen de tre korsangere og tre messingblæsere omme bagved egentlig står og laver. Det er for ringe.

Men dét, der rent faktisk foregår (eller alt som lyden falder på plads viser sig at foregå på scenen), er en gave fra en svunden tid. Blur bevæger sig mellem bangers og ballader; hits fra britpop-æraen og perler fra bandets sene år som verdensborgere på tonernes globus. Den euforiske ’tidlig Bowie’-parafrase »For Tomorrow« hist og den højstemte afslutning på koncerten og på bandets britpop-æra med »The Jubilee«. Den bedårende gospelsang »Tender« hér, den afrikansk farvede blues »Out Of Time«, endda med en oud-spiller som gæstesolist, dér. Mens det majestætisk melankolske »Sing« fra debutalbummet – fra for alt for længe siden – dukker op blandt ekstranumrene og fuldender indtrykket af et band, der skriver testamente her på Bøgescenen. Og de vil ikke kun huskes for deres hits, men for hele deres virke. Hvad der gemte sig af tristesse i deres legesyge. Hvor stor en kærlighed, de forsøgte at fortælle os, der findes. Overalt.

Folket og el-spaden

Blur forhandlede den engelske stolthed tilbage i nationen under britpoppen, men de demonstrerede også hvor kvælende patriotismen er. Og hvor vigtigt det er at bruge sit pas til andet end charterferier. Da de endelig forlod anglofilien og søgte asyl i musik fra USA og siden Den Tredje Verden blev de til et af de vigtigste rockbands omkring årtusindskiftet.

Damon Albarn er en ironisk anlagt herre, og hans figur er altid tvetydig, ikke mindst på en scene. Man ved aldrig, hvor meget han mener det, eller hvor meget han morer sig. Men sangene taler deres eget sprog. Og måske forsøger han for alvor at forklare sig selv, da han siger: »Vi lider under en særlig form for skizofreni. Men tak for at bære over med os – og i så lang tid.«

Well, det har været en udsøgt skizofreni, Mr. Albarn. Og det er det også – trods mange former for modstand – i Skanderborg. Hvor natten går på hæld. Jeg står og ser benovet på svensk-amerikanske Miike Snows luksusshow på Bøgescenen. Badet i kridhvide projektører, der også snitter baner i det natteblå fløjl uden for scenen, hvor trioen har fundet et solidt ståsted mellem elektronisk musik og traditionel pop. Ved at flytte vægten over mod det elektroniske, demonstreret ved en falsk old school-computerkonsol midt på scenen og bandet parkeret i siderne – i færd med at affyre et potent show, der klinger berusende fuldfedt og elegant defineret.

Men pladsen er mere end halvtom.

På vej mod nattoget finder jeg ud af, hvor folk gemmer sig: I udkanterne, hvor de danser, drikker, snaver sig gennem natten. Den sidste bar, jeg passerer på vej ud, er stoppet til bristepunktet med ungmøer og ungersvende, der står på bordene og skråler med på D:A:D’s »Sleeping My Day Away«.

Hvis el-spaden ikke vil komme til folket, så må folket komme til el-spaden.

 

 

Blur, Miike Snow, I Got You On Tape, The Eclectic Moniker, Ginger Ninja og campingpladsen – Smukfest, Skanderborg, torsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Charlotte Andersen

Fin anmeldelse. Men det er stødende, at en alvorlig diagnose anvendes i overskriften - og i øvrigt fejlagtigt. Skizofreni har ikke noget at gøre med personlighedsspaltning.

Ingvar Vestergaard

Jeg skylder at påpege, at Smukfest har en fjerde scene, Blusen, der lørdag aften bød på festivalens absolutte højdepunkt , de legendariske Fabulous Thunderbirds. De 3-500 fremmødte nød i fulde drag de texanske bluesmestres swingende sæt og i særdeleshed Kim Wilsons fem minutters harpesolo - topklasse!

Dan Johannesson

@Andersen, og jeg stødes af mennesker der forsøger at renskure alt sprogbrug til det kvælende præ-fasicistiske niveau, hvor særligt udvalgte gør sig til dommer over hvorvidt det ene eller andet ord må anvendes.

Sproget er frit, endnu. Uden dets nuancer og evne til at danne metaforer, bliver det fattigt og reducerer i sidste ende menneskets evne til kompleks tænkning, der netop forudsætter et frit, mangefacetteret og nuanceret sprog.