Læsetid: 5 min.

Skrubtudsens belønning

Autofiktion. Kerstin Ekmans autofiktive dobbeltgreb får tre sølvskeer som en højere udmærkelse for underholdning og oplysning, gøgl og besk vid
17. august 2012

En skrubtudse får en aftale med en kvinde, der lover at hjælpe den med at føde, når tiden er inde. Da hun hidkaldes, opfylder hun løftet og får som belønning tre sølvskeer.

Det lille eventyr optræder stedvis i Kerstin Ekmans roman Grand final i gøglerbranchen, der udkom sidste år i Sverige og nu foreligger i hendes trofaste og initierede oversætter Anne Marie Bjergs sikre danske version. Bogen er en historie om skabende samarbejde mellem to kvinder, en grim og klodset udseende skribent og en smuk, verdensvant karrierekvinde, almue versus borgerskab, natur møder kultur.

Gøgleri og succeshistorie samles i denne forunderlige romanbiografi, som er et originalt bidrag til den litterære genre, der i disse år huserer under navnet autofiktion. Man genkender let hovedtræk af forfatterens karriere, der begyndte med elegante kriminalromaner, blev til et gennembrud med ’Katrine Holm’-serien, Provinssverige set fra børnenes og kvindernes side, og videre de store prisbelønnede og stofrige værker, Hændelser ved vand særlig ihukommet, medlemskab af Svenska Akademien 1978 og afskeden med samme som følge af dets valenhed i Rushdie-affæren. Nu er Ekman ikke en ekstrem realist som Knausgård, men en finurlig og subtil digter, epiker og konstruktivist, hvorfor denne bekendende genre simpelthen dekonstrueres, både formelt, psykologisk og socialt til en samtidssatire. Den omfatter det litterære, kulturelle, politiske liv og billeder af det svenske folkehjem gennem 1960’erne, 70’erne og frem til nu, hvor fortællingens to kvinder eller dobbeltskikkelse er i 80-årsalderen.

Den feterede Lillemor Troj får af sin forlægger præsenteret et manuskript, der overraskende behandler hendes eget liv og bærer hendes forfatternavn, men hun forstår at det er skrevet af hendes hemmelige samarbejdspartner, Barbro Andersson, kaldet Baba.

Skandaløs afsløring

I vekslende kapitler får vi så denne Babas version fortalt i 1. person datid og Lillemors reaktioner i 3. person nutid. Og dermed en ny virkelighedsskildring, der kan resultere i en skandaløs afsløring af hende som ghostwriter for den ukendte Baba. Deres forbindelse går tilbage til en fælles barndomsby og et møde i Uppsala, hvor Lillemor studerer og Baba opsøger hende. De vinder en novellekonkurrence med en tekst under Lillemors navn, en praksis, de så udbygger med Baba som urkraften og Lillemor som finpudser og frontfigur, en indre balance, der sættes på hårde prøver livet igennem for to helt forskellige temperamenter, som ikke kan undvære hinanden i mentale over- og underskud.

Det er en rivende og betagende fortælling om to kvinder, repræsenterende to sider af kunstnersindet, en truende splittelse og uundgåelig konflikt i forholdet mellem skriveriets gøgl og virkeligheden, mellem løgn og sandhedssøgen. Det imponerende er, hvordan Kerstin Ekman kan håndtere denne velkendte problemstilling og udbygge den i omfattende almene perspektiver og verdensviden. Læserens morskab forhøjes unægtelig ved et vist kendskab til svensk historie, kunst og litteratur og tilhørende personkreds. Uden at være en nøgleroman giver bogen dog festlige muligheder for at genkende og hilse på let slørede og direkte navngivne personer og forhold, serveret i ganske beske anretninger. Rørende er til gengæld den skånsomt krydrede skildring af Det svenske Akademis aldrende medlemmer, dets ritualer og møder. På det niveau er der masser af pikanteri. Dybere er Lillemors og Babas erfaringsrejser gennem miljøernes Sverige, oplevet ud fra deres forskellige tilhørsforhold, den ene af borgerlig, velhavende herkomst, den anden fra folkedybet, for det meste satiriske billeder af ungdomsoprøret, hippiekollektiver, den marxistiske besættelse, ulandsidealisme og højskoleliv og ungdomsnarkomani, forlorent og forløjet tankeliv forsamlingshuskultur, almindeligt folke- og familieliv og utålelig snobberi.

Der ligger et let hævnmotiv bag Babas biografiskrivning, men især megen generel væmmelse, som hun tydeligvis deler med forfatteren. De to kvinder har en ømtålelig, men velaftalt arbejds- og økonomideling, de skilles og mødes i nødvendigt fællesskab, men lever forskelligt liv, og det også hvad angår erotik, hvor romanen har sin særlige bramfrihed. Baba gifter sig med Rolf, som er grundigt utro og derfor kasseres. Hun tager job som højskolelærer og slår sig på forstanderen Sune, en kæk menneskeven af dem, der vil gøre en demonstrativ forskel, og vil indgå en gensidig aftale om fuldstændig sandfærdighed og er fulde af løgn. Det forhold ender i samme misere. Baba lever sammen med en skikkelig automekaniker, indtil hun udskifter ham med spillemanden Lasse, en fabelagtig violinist og populær gøgler i komisk folkeligt udstyr. Hun tror så meget på ham, at hun fortæller ham om dobbeltspillet, men må også droppe ham, da hun mistænker ham for at have forført den berømte forfatterinde. Deraf hendes famøse historie om falskneriet, det manuskript, som Lillemor nu skrækslagen læser, dette paperasse, som hun kalder det, et ord for papirnusseri, men virkelig et magtfuldt dokument. Finalen, der foregår på forlagskontoret, skal man læse sig til. Den er overraskende og selvfølgelig.

Afsløring

Kunst drejer manuskriptet og romanen sig om, Lillemor har svindlet sig gennem sit liv i lutter overflade og mondænitet. Selv mener hun, at hun har forædlet, forfinet, ’renskrevet’ Babas fantasi. Enhver digters mareridt er imidlertid at blive afsløret som løgner, der fordrejer og forfalsker virkeligheden, opsat på berømmelse, hæder, beundring, parat til at sælge sig selv på markedet fra den mindste mødesal til de største scener, anglende efter nye oplag, flere priser, begejstrede anmeldelser, alt det et sidestykke og en modsætning til en dybere verden, som skrubtudsen her er billede på, som den sidder i skjul med sit eksistentielle fødselsbesvær og behov for forløsning, villig til at ofre guld og sølv.

Kerstin Ekmans eventyr er en dialog mellem to stridige stemmer, to sider i kunstnerens indre, et skrapt bønnemøde, en værdikamp om veje til sandhed på trods af al fornuft og rimelighed. Og det i grumhedens og humorens regi. Og hvad er der egentlig i vejen med underholdning? hedder det et sted med Saba-ord. Denne gøglerroman fastholder læseren ved sin fremdrift af spændende indre handling, af ydre begivenheder, af underlige miljøer, som da de to kvinder investerer i et lille nedkørt bogantikvariat i Stockholm. Baba oparbejder det ved at gøre slidte eksemplarer til samleobjekter gennem indklæbede sedler med animerende maximer: ’Litteratur påvirker hjernen og nedsætter frugtbarheden.’ ’Bogstøv forårsager dødelig lungekræft’, ’Læsning er meget afhængighedsskabende. Begynd ikke at læse’. Sort humor indgår således forbindelse med Babas penetrerende blik, en ’evne til at se gennem stenvægge og undertrøjer’- fra hendes dæmoniske underverden.

På den måde er bogen afhængighedsskabende. Her i avisen gives ikke stjerner som værdimål, men i dette tilfælde gerne tre sølvskeer som en højere udmærkelse for underholdning og oplysning, gøgl og besk vid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu