Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Tryllefløjten og dens efterfølger i Salzburg

Under ’Festspillene’ i Salzburg løftede Nikolaus Harnoncourt første del af ’Tryllefløjten’ til nye højder, anden del fik sin verdenspremiere, mens Puccinis Bohème skuffede trods divaen Anna Netrebko
Papageno omgivet af sine forældre i Peter von Winters Labyrinten. F.v. Ute Gfrerer, Thomas Tatzl og Anton Scharinger. .

Papageno omgivet af sine forældre i Peter von Winters Labyrinten. F.v. Ute Gfrerer, Thomas Tatzl og Anton Scharinger. .

Hans Jörg Michel

Kultur
17. august 2012

Bag årets festspil i Salzburg står en nytiltrådt intendant. Wieneren Alexander Pereira har i sine 21 år som chef for Zürich Operaen cementeret et ry som en uomgængelig kapacitet i en business, hvor billetindtjening og statslige bevillinger langt fra slår til. Pereira har nu allerede skaffet flere sponsorer, end man tidligere har hægtet på krogen i Salzburg.

Det er også bydende nødvendigt, for Festspillene ønsker fortsat at smykke sig med den guldrandede elite, der vel ikke er udpræget tilbageholdende med sine gagekrav. Mozart har altid stået i centrum på Salzburg Festspillene, også Richard Strauss, som var en af grundlæggerne i 1920, og derefter måtte andre store komponister stille sig op i køen. Men Puccini har kun været at høre to gange indtil i år, hvor Pereira har programsat La Bohème.

En af de tidligere intendanter, belgieren Gérard Mortier, proklamerede i sin tid, at Puccini var for underlødig til at blive opført i Salzburg, og den fordom har oprørt Pereira i en sådan grad, at han ændrede på den sag fra sin første sæson.

Han har ændret på flere andre ting, bl.a. ved at formå Nikolaus Harnoncourt og hans Concentus Musicus Wien, der spiller på historiske instrumenter, til at varetage den musikalske side af nyopsætningen af Tryllefløjten. Det har dele af den østrigske og tyske kritikerstand haft svært ved at goutere, for man hører helst Mozart med Wiener Filharmonikerne, ikke med originalmusikkens anæmiske mavepustere. Alexander Pereira vidste, at han som ny mand på posten vil få ikke bare ørerne, men hele hovedet i kødhakkeren, men han forsøgte dog op til festivalstart at komme kritikerne i forkøbet med et lille nødråb: Giv mig nu en chance!

En forvandlet ’Tryllefløjte’

Man kan mene mangt og meget om den 82-årige Nikolaus Harnoncourt, men ingen kan betvivle hans format og oprigtighed. Dette var hans fjerde indstudering af Tryllefløjten og første gang med historiske instrumenter, den opførelsespraksis han har været pioner for siden 1950’erne.

Det foregik i den stemningsfulde Felsenreitschule, iscenesættelsen virkede som en temmelig rodet opdatering ved Jens-Daniel Herzog, sangerne var stort set udmærkede, men over og under det hele strålede Mozarts musik, og det lige fra ouverturens første tre statuariske akkorder. Denne Zauberflöte havde sandt for dyden sin egen klang, afskrællet for jeg ved ikke hvor mange generationers fernis. Med en glasklar og skarpt profileret klang i strygerkorpset anført af to violinspecialister: koncertmester Erich Höbarth fra Mosaïque-kvartetten og ved siden af ham Alice Harnoncourt, dirigentens hustru. Fulgt op af et fortryllende orgelværk af træblæsere, barokbasuner og naturtrompeter.

Tryllefløjten er en af vor kulturs store gåder, og det vil den altid være. Det synspunkt gør Harnoncourt sig til talsmand for, og det er vel i det lys, man skal forstå hans stædige forsøg på at komme sandheden nærmere ved at forkaste vedtagne tempi, klange og fraseringer. Forkaste det hyggelige og velsmurte syngespil og i stedet vælge flerdimensionelle menneskeskildringer gennem udfoldelsen af Mozarts endeløst nuancerede retorik.

Således fik Bernard Richters Tamino konstant rum og eftertanke i sine ædle gøremål, Julia Kleiters Pamina blev i den fortvivlede arie »Ach ich fühls« løftet til stormfulde højder med vældige tempoudsving, og i den rituelle »O Isis und Osiris« sænkede der sig omkring Georg Zeppenfelds Sarastro et sjældent hørt balsamisk klangtæppe af bassethorn, fagotter og basuner. Man kunne forlige sig med en pjattet Markus Werba som Papageno, forfremmet til italiensk delikatessesælger med tilhørende trehjulet Ape-varevogn, men knap nok med Nattens dronning og hendes dameslæng. Det var Harnoncourts og orkestrets store aften, ikke Herzogs.

Labyrinten

En anden grund til at valfarte til Salzburg i år var noget ganske uventet, nemlig opsætningen af 2. del af Tryllefløjten. Komponeret i 1798 af tyskeren Peter von Winter, som librettisten og teatermanden Emanuel Schikaneder måtte stille sig tilfreds med til sin toer, da Mozart nu engang ikke længere var disponibel på denne jord. Det blev til den heroisk-komiske opera Labyrinten eller Kampen med elementerne.

Schikaneder beholdt de samme personer som i første del, lagde et par stykker til, og viderekogte en ganske underholdende suppe på første dels rammehistorie. Særligt fornøjeligt var Papagenos møde med sine gamle forældre og de 13 mindre søskende, allehånde kopier af Papageno og Papagena.

Det var stort set en open air verdenspremiere i Salzburgs Residenzhof, for Labyrinten har ikke været opført komplet siden 1801. Og absolut overraskende at opleve, hvor megen god musik Peter von Winter kunne trække ud af ærmet i skyggen af den forgudede Mozart. En hel del læner sig tæt op ad Tryllefløjten, det har måske også været et krav fra Schikaneder: Papageno-melodier, Sarastro-hymner, tempelmusik, koloraturarier til de ædle karakterer osv. Men Winters dramatisk gennemarbejdede brug af dobbeltkor lyder forbløffende avanceret, ligesom han overgår Mozart i længden af de musikalsk sammenhængende scener, som dermed peger fremad mod den gennemkomponerede romantiske opera. Den store flok sangere boltrede sig på jorden og i luften, sat i scene af den unge Alexandra Leidtke. Og deres humør forplantede sig mærkbart til orkestergraven, hvor Ivor Bolton producerede en let og præcis ledsagelse med sit fine Mozarteumorchester Salzburg.

Grænsemusik

Man kan egentlig skrive meget kortere hjem om La Bohème, som gik for sig i Nicolas Sarkozys Paris, fordi den skuffede på så mange leder trods den russiske diva Anna Netrebko og veloplagte Wiener Filharmonikere under Daniele Gatti. Synd når nu Alexander Pereira så gerne vil initiere en Puccini-æra i Salzburg. Mindeværdige oplevelser var derimod at hente i Mozarteums store sal i kammermusikserien Über die Grenze – med fokus på tjekkisk musik. I koncert nummer syv ud af ni mødte man Joshua Bell og Steven Isserlis som frontfigurer på violin og cello. Især blev Smetanas klavertrio i g-mol sammen med pianisten Dénés Várjon forløst i et betagende telepatisk fællesskab, durk ind til centralnerven i denne smertefulde, grænsesøgende musik, der opstod efter en femårig datters død.

En anden tjekke stod for en ganske anderledes performance. Den 81-årige Alfred Brendel har trukket sig tilbage fra pianistløbebanen, men han har fortsat meget at fortælle. Det gjorde han om Schuberts tre sidste klaversonater, i et foredrag med klavereksempler i Universitetsaulaen vis-a-vis Felsenreitschule. En høj slank mand siddende ved et nodestativ med et manuskript, et Bösendorfer og to flasker kildevand. En times brændende defensorat for Schuberts geniale egenart som klaverkomponist, med beske kommentarer til især Wiens historiske negligering af Schubert, med præcise nedslag i disse sonaters vidnesbyrd om menneskelig lidelse og lykke. Og foredraget kan minsandten høres igen, når Brendel møder sit danske publikum på Louisiana 9. september.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birthe Gawinski

jeg skal ikke gøre mig klog på hverken opera i almindelighed eller La Boheme i særdeleshed, men mig skuffede denne opførelse bestemt ikke, og jeg synes, den kunne fortjene en mere seriøs anmeldelse end blot "at det ikke er noget at skrive hjem om'
- de tyske og østrigske anmeldere har da i det mindste forholdt sig til det - med både ris OG ros, som man så kan være enig/uenig i!

Steffen Gliese

Glem Salzburg og tag til Pesaro, hvor væsentlige ting udfolder sig i Rossinis glemte mesterværk: "Kyros i Babylon" (også kendt som "Skriften på Væggen". http://www.youtube.com/watch?v=PjMEdfNBe_c