Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

De utrolige

Kultur
16. august 2012

Har man ikke set den før, er der ekstra grund til at gøre det nu: Brad Birds første film for Pixar – og en af selskabets allerbedste – superheltefamiliefilmen De utrolige (2004) er udkommet på Blu-ray og kan for alvor opleves i al sin visuelle pragt. Men selv om De utrolige – ligesom alle Pixars andre film – er en overlegen demonstration af, hvad computeranimation kan bruges til i hænderne på de bedste animatorer, så er det historien og dens humor og menneskelighed og Birds blik for familiedynamik, der er filmens egentlig kup.

Brad Bird har drejet en fængende, festlig, dramatisk, tempofyldt og virkelig vittig film om, hvad der sker med superhelte, hr. Utrolig og Elastipigen, når de trækker sig tilbage, bliver gift og stifter familie – de keder sig og bliver overvægtige. Og hvor spektakulært, det går for sig, når de så pludselig lokkes ind i rampelyset igen af en superskurk, der har et horn i siden på hr. Utrolig. Det vækker en vis uro omkring middagsbordet hjemme hos konen og børnene, og således bliver De utrolige også en fin og rørende fortælling om familier, og hvordan vi overlever dem – hvordan de både tynger os, men også gør os stærke.

De utrolige. Instruktion og manuskript: Brad Bird. Udgivet på dansk Blu-ray af Disney

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her