Det er ingen overdrivelse, at man i lange stræk læser med livet i hænderne, idet man sultent pløjer sig igennem Naja Marie Aidts nye bog, hendes første roman.
For Sten saks papir er en nok så dyster krise- og undergangsskildring med centrum i en mand, der på et halvt års tid mister greb om sit liv, går i drift, går i stå og går i ét med skyggen i sig selv.
Nøjagtig hvor gammel butiksejer Thomas skal forestille at være, oplyser forfatteren ikke. Han nærmer sig velsagtens de fyrre, thi Patricia, som han lever sammen med, synes, det er på høje tid, at de får sig et barn. Det har Thomas ingen drømme om. For han er underlig pjokket, uden fremdrift og evne til at holde fast i noget, men først og fremmest uden tillid og tro. Karakteristisk nok skal han ustandselig ud eller ned og ryge!
Den fælles brødrister
Historien om hans dybe krise spændes i håndgribeligste forstand ud mellem livet og døden. På sidste side står – muligvis med en lille hilsen til Søren Ulrik Thomsen – om en af deltagerne i et voldsomt slagsmål: »Han er levende«. Men på første side har Thomas og søsteren Jenny netop mistet deres far. Han døde i cellen: »Jeg tror sgu, jeg er for træt til gårdtur i dag.« Sådan lød Jacques O’Mallys sidste ord.
Hjemme i farens lejlighed, der henligger i et forskrækkeligt rod – nogen har åbenbart lige været forbi og ledt efter et eller andet – finder de efterladte en brødrister, som ikke dur. Men Jenny vil absolut eje den som et minde, og da Thomas vranten skruer den fra hinanden, viser den sig at indeholde en kolossal sum penge.
Fra dette punkt vandrer så romanen ad to delvis sammenflettede episke spor. Det ene trækker på kriminalromanens konventioner og involverer farens forbryderkolleger, det andet ligner i højere grad Naja Marie Aidts noveller, samtidsrealisme af psykologisk, familieanalyserende tilsnit, og udvikler sig da også efterhånden til et kritisk generationsportræt med centrum i en typisk jeg-svag og følelsesmæssigt stækket person, der virker, som om han inde bag den nogenlunde velpolerede maskuline middelklassefacade i virkeligheden er kyst af tidlige kærlighedstab, og som i alt, hvad han foretager sig, er fuld af uforløst skam og ubearbejdet vrede.
En feministisk dagsorden interfererer i dette skarpe portræt med et behjertet forsøg på identifikation. Som mandlig læser skal du helst på én gang kunne tage afstand fra det her pikfikserede pjok og kunne acceptere romanen som dyb, forstående indlevelse i en mellemlags-herre af i dag. Konstruktionen er ikke ganske fri for at knirke. Karikaturen lurer om hjørnet, idet forfatteren bosætter sig i det modsatte køn og prøver at skabe en mand. Naja Marie Aidt har valgt at kalde ham ’Thomas’ ligesom Jesu discipel, der nægter at tro på opstandelsens under og til de andre siger, at medmindre han ser naglemærkerne i hans hænder og får lov at stikke sin hånd i hans side, så tror han det ikke. I Joh. 20, 28 ender den vantro Thomas med at få syn for sagn og at tro.
En gådefuld tvilling
Hos Aidt stilles den halvhjertede og tillidsløse hovedperson over for en gådefuld figur, en mytisk tvilling, som bærer navnet Luc, men for det meste kaldes for Luke. Han har kendt Jacques godt i dennes sidste, konsekvent kriminelle år, ja, tilmed været på fede fisketure med ham og lært at dele hans dybe lidenskab for poesi.
Kan Thomas unde ham det? Og kan denne skyggeagtige tvilling unde Thomas hans privilegerede liv og den tiltrækkende kvinde?
At romanen måske mest af alt handler om gavmildhed, åbenhed og fællesskab mellem mennesker, markerer Naja Marie Aidt på adskillige måder, bl.a. ved at lade en lidt langtrukken familiefest kulminere i en umanerligt krukket poesiquiz, hvor Luc eller Luke naturligvis brillerer og vækker Thomas’ misundelse, men hvor Aidts ellers isolerede og altid angste hovedfigur samtidig, som der står, nedsænkes i et menneskebad, dvs. genfødes og døbes, takket være samværet og digternes smukke ord. Enzensberger, Rilke, Walt Whitman, Paul Celan m.fl. fører helten tilbage til glemte skyggeregioner i hans erindring, og tilsammen får de døde og levende poeter lov til at manifestere en tindrende smuk vision, en drøm om en flydende, evigt nysgerrig humanitet.
Sin umiddelbare parallel kan denne gyldne vision siges at have i romanens teknik, der variabelt og ofte smidigt føjer sig om dens tematik og skal bringe læseren helt ind på livet af hovedfiguren og hans nærmeste omgivelser. Der er passager, hvor Aidts lette, listeagtige sanseregistreringer slår om i ’lyrik med fast bagkant’, men hun benytter sig også af såvel dramalignende replikskifter som såkaldt citeret bevidsthed, ligesom hun visse steder skifter frem og tilbage over grænsen mellem fortællerinstansen og den fokusbærende centralfigur. Ikke for ingenting lader hun en af de ansatte i Thomas’ forretning læse i Dostojevskijs Idioten!
Og for resten, hvad er det lige med den forretning? Jo, Thomas og hans partner Maloney sælger såmænd kvalitetspapir og andre kunstnerartikler. Man kan måske sige, at de handler med æstetik som potentialitet, som en endnu ubrugt mulighed. Og hvad er da mere oplagt end at læse Sten saks papir som den manifeste tekst på butikkens papir, altså som et forsøg på virkeliggørelse af en i os alle slumrende evne til poesi og empati?
Globaliseret livsstil
Jeg tror ikke, at dette perspektiv rummer nogen overfortolkning. Men midt i min begejstring for bogens iboende budskab vil jeg gerne ligesom forfatteren beholde begge fødder på jorden. Hvad der er bogens styrker, er samtidig også dens svagheder. For det første udspiller handlingen sig i et underlig tamt, gummielastisk metropolitisk rum, som gerne vil rumme alle steder og dermed ender med ikke at være oplevelsesmæssigt troværdigt som sted, som ramme for oplevelsen. For det andet smager romanen lige lovlig meget af livsstilstillæg, når Naja Marie Aidt omhyggeligt indfletter tapas og sushi, ja, nærmest gør det muligt for læseren at lave mad efter bogen. Jeg nævner i flæng coq au vin, lam med urter langtidsbraiseret i rødvin samt geddefrikadeller med dild.
Sidstnævnte fiskeret lader sig måske afkode som Kristussymbol. Men den er også et eksempel på, hvor kort der i litteraturen ofte kan være mellem det basale og det banale.
