
James Ellroy er for det meste svær at komme udenom og indimellem næsten lige så svær at komme igennem. Med sin LA-kvartet om Los Angeles i 1950’erne etablerede han sig som krimigenrens vel nok mest originale og visionære stemme. Men det var bare ikke nok. Den i dag 64-årige amerikanske forfatter ville også anerkendes i de højlitterære kredse, hvorfor han brød alle sin genres konventioner med den Underworld USA-trilogi, som vi nu får sidste bind af på dansk.
Resultatet er denne gang langtfra lige så krævende at komme igennem som American Tabloid (1995) og specielt den murstensstykke Et amerikansk dødstrip (2001), hvis hyperminimalistiske og hårdtslående anslag glimtvis tangerer det ulæselige. Nogen konventionel kriminalroman er Den røde gudinde imidlertid så langtfra. Handlingen udspiller sig i perioden 1968 til 1972 med flashbacks til flere af de skelsættende forbrydelser, der fandt sted i USA – og i trilogiens første to bind – årene inden, deriblandt mordene på Kennedy-brødrene og Martin Luther King samt Cubakrisen.
Beskidt altmuligmand
Også to af hovedpersonerne har vi mødt tidligere. Wayne Tedrow Junior er en fortabt eksstrømer og narkokemiker, der efter at have slået sin far ihjel er endt som CIA-chefen J. Edgar Hoovers beskidte altmuligmand. Wayne spillede en betydelig rolle i mordet på Martin Luther King, og det samme gjorde FBI-agenten Dwight Holly, der nu har fået til opgave at infiltrere og bringe nationens stadig mere magtfulde sorte menneskerettighedsgrupper i miskredit.
Omkring disse to – samt romanens tredje hovedperson, den unge vindueskigger og småforbryder, Don Crutchfield – kredser en flok højreorienterede politikere, eksilcubanere og narkogangstere, der udover Hoover blandt andet tæller Richard Nixon og Howard Hughes samt en del prominente medlemmer af mafiaen.
I et forsøg på at redde USA fra bøsser, kommunister og sorte tyer denne brogede flok af magthavere og forbrydere til både mord og korruption. For så vidt har Ellroy med sin trilogi skrevet en klassisk tragedie om den stolte og stærke amerikanske mands store nedtur, hvilket forklarer, hvorfor dramaet har direkte kurs mod Watergate ...
Den røde gudinde er James Ellroys absolut bedste titel i Underworld USA-trilogien. Kvinderne er stadig håbløst romantiske variationer af Ellroys egen mor, der blev dræbt, da han var 10 år gammel, og flere af dramaets dagbogsnotater klinger noget konstrueret, men de håndlangere, der bærer handlingen, ses i et mildere skær, og nok så væsentligt, så danser Ellroys muskuløst-minimalistiske sprogtone denne gang veloplagt og underfundigt over siderne.
Her er vi eksempelvis i selskab med Don Crutchfield (i Jette Røsels gode oversættelse):
»Det var en luksusrestaurant. Det var et sted for lyshudede. Der var et fint udvalg af spanske godsejertyper. Han kørte på speed hele dagen.«