Læsetid: 5 min.

Ystad Sweetnin’

Jazzfestivalen i Ystad mistede sin uskyld med fejring af Quincy Jones, men der var alligevel en del at klappe af
7. august 2012

Hvorfor præsentere Quincy Jones på en jazzfestival? Jones er en stor mand i det store musikbillede, men han er en noget mindre mand i det store jazzbillede. De fleste yngre vil ingen anelse have om hans jazzbaggrund, nogle få ældre vil mindes en periode i 1950’erne, hvor han som ung trompetist først sad på en ikke-solistplads i en række berømte swingorkestre, Lionel Hamptons f.eks., og senere dannede sit eget, som han så begyndte at skrive til, både arrangementer og originalkompositioner, inden det – bl.a. efter en legendarisk tumultarisk Europa-turné i 1960 – blev for økonomisk belastende at holde liv i.

Er man tillige svensker, vil man huske, at Jones i denne periode flere gange opholdt sig i Stockholm, hvor han skrev en række titler – bl.a. »Stockholm Sweetnin’«, »Meet Benny Bailey« og »The Midnight Sun Never Sets« – til det daværende svenske radio-big band, titler som er retfærdigt værdsatte i deres svenske originalindspilning, men som først blev kendt for et større publikum, da de år senere dukkede op i f.eks. Count Basies repertoire.

Derfor er der et særligt jazzlink mellem Jones og Sverige, og derfor blev denne 79-årige producer-Altmeister i weekenden vist frem, ikke i sin montre, men (efter to hjerneblødninger) i sin kørestol på jazzfestivalen i Ystad. Søndag aften var han desuden rykket helt op i en hvid tronstol på scenen i et kæmpetelt i en af byens parker, hvor den skånske kulturelite hyldede ham for alt, hvad han har gjort – jo, lidt for jazzen, men mest for filmmusikken, Michael Jackson, Frank Sinatra, Ray Charles, »We Are the World«, funk’en, soulmusikken og en god del mere.

Bohuslän Big Band og Bengt-Arne Wallin indkaldt sammen med en række solister, bl.a. Cecilie Norby, Jones sagde svenske ord i en mikrofon, og alle var glade, men Ystad Jazz Festival mistede lidt af sin uskyld, mens »Stockholm Sweetnin’« blev til Ystad Sweetnin’.

Ystadfestivalen, ledet kunstnerisk med stor autoritet af pianisten Jan Lundgren, er i forhold til Ystads størrelse en meget stor jazzfestival (ca. 35 koncerter på fire dage), som samtidig er lille. Scenerne er mange, men små – det gælder også hovedscenen, byens teater – og det begrænser mulighederne for større billetindtægter. En stor del af budgettet dækkes af en venneforening samt af sponsorindtægter, især fra de lokale handlende helt ned til den mindste korvkiosk. Vi har derfor forståeligt nok at gøre med en mainstreamfestival med en hel del programpunkter, som skal afstedkomme fuldt hus og stående ovationer.

I år hjalp Quincy Jones-fejringen godt til i den henseende, men også andre gjorde deres skyldighed: Dee Dee Bridgewater, Claire Martin, Jan Lundgren & den aldrende Bengt Hallberg, Oscar Peterson-efterkommeren Benny Green, Eliane Elias (her med velkomment ekstraordinært fokus på samspillet med hendes vidunderlige trommeslager Rafel Barata), den japanske pianist Hiromi (skrækkeligt virtuos og skrækkelig i det hele taget) og trioen af Lundgren, Richard Galliano og Paolo Fresu (med Gallianos fantastiske musikalske åndedræt og som motor og krumtap).

Anmelderen rejste sig imidlertid også op i respekt efter et par andre koncerter. Når det gælder norske musikere, kunne man i Ystad vælge mellem to skoler. Jeg fravalgte den store og altdominerende skole – den af ECM-mærket kanoniserede, hvori Hardangerviddernes stilhed spiller en større rolle end New Yorks vibrationer, og foretrak den, vi heller næsten aldrig introduceres for i Danmark: Moderne, ekspressiv norsk jazz, der tydeligt vedkender sig jazztraditionen. Den dårligt besøgte koncert med tenorsaxofonisten Petter Wettre og hans unge trio, Next Generation, blev en opvisning i, hvor vedkommende og medrivende det bliver, når en musiker fra første færd kun interesserer sig for de enkle og indlysende ting i jazzen: tema og improvisation, frihed under ansvar for sig selv og oplægget. Så højtideligt tør man udtrykke sig, når man har hørt en så begavet, dristig og kraftfuld musiker som Wettre.

Brakvandsodeur

Et andet højdepunkt var den polske trompetist Tomasz Stanko, her med ny finsk/polsk kvartet. Stankos spil er på én gang sofistikeret med den tørre, varme tone og den konsekvente afsøgning af mulighederne i mellemregistret og så nærmest arkaisk i sin afmålthed. Musikken – nye stykker af Stanko og pianisten Alexi Tuomarila – bevæger sig frem i en slags avanceret rubato uden identificerbare motoriske midler, og Stanko og Tuomarila synes at være enige om at finde al inspiration i stykkernes harmoniske grundlag og ikke i den melodiske udvikling.

Det begrænser på den ene side ’underholdningsværdien’, men det afstedkommer også en egen bevægende skønhed. Musikken vokser frem uden romantik, men samtidig aldeles upatetisk og bedrager aldrig den overvejende elegiske kerne, der findes i al Stankos musik, også når han, som i Ystad, spiller Krzysztof Komedas »Rosemary’s Baby«-tema som ekstranummer.

Et andet forventet højdepunkt nåede ikke helt disse højder. Guitaristen Kurt Rosenwinkels nye Standards-trio lod sig høre i en smuk og akustisk helt ideel sal på kurstedet Ystad Saltsjöbad, men ingen havde taget højde for, at Østersøen på denne årstid ofte lugter fælt af brakvand, og vindretningen var ikke nådig denne eftermiddag. Brakvandsodeuren sivede ind gennem de lukkede døre, hvor hverken tilhørernes morgendeodorant eller tilstedeværelsen af den billedskønne skuespiller Lena Endre, der agerer som ’ambassadør’ for festivalen, kunne forhindre, at lugtgenerne blev et samtaleemne.

Dog, det mest bekymrende var, at Rosenwinkeltrioen aldrig kom til at lyde som en trio. Rosenwinkel henter sine standards, ikke i Den Store Amerikanske Sangbog, men i temaer af 50’erne og 60’ernes store jazzmusikere: Mingus, Clifford Brown, Horace Silver eller Joe Henderson – og i det repertoire kræves det, at der spilles med fire slag i takten, og at der opstår et groove i de rytmiske, som uimodståeligt kan bringe musikken fremad. Men selv hærdede musikere som i dette tilfælde bassisten Ogonna Okegwo og trommeslageren Jeff Ballard kan ikke længere finde sammen i sådan et groove, uvante som de efterhånden er med at spille ubrudt takt. Det bekymrede imidlertid Rosenwinkel mindre, end det bekymrede Deres udsendte, for han viste uanfægtet hele repertoiret af delikat diskantspil og så det næsten halsbrækkende akkordspil, der resulterer i veritabelt orkestrale fraser, der ydede disse fine temaer nyt liv. Han er en mageløs melodiker, og historieløs er han altså ikke.

Jazzhistorieløse er heller ikke Ystads borgere længere. Jan Lundgren forkæler dem groft. Imagemæssigt har han med Quincy Jones-tummelen også forkælet sin egen festival. Man kan håbe, det betyder flere penge til musik næste år og færre til galla.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu