Læsetid: 3 min.

Afhængig af kærlighed

Den poetiske socialrealismes mester Terence Davies er tilbage med det æstetisk berusende, men aldrig rigtig gribende kærlighedsdrama ’The Deep Blue Sea’
20. september 2012

Smukke Hester Page boller udenom, og det forstår man så udmærket: Hendes dommermand er et tørt pjok, og hendes svigermor en spydig heks. Hesters nye sengekammerat er Royal Air Force-piloten Freddie (Tom Hiddleston), som stadig lever på krigsminderne. Og det er måske derfor, at han tilbringer så mange timer på pubben, men han og Hester har da hang til action til fælles.

The Deep Blue Sea er Terence Davies’ første fiktionsfilm i 11 år og byder på en hovedrollepræstation fra Rachel Weisz, der er i samme sitrende storform som i dramaet The Whistleblower fra 2010. Titlen stammer fra det rytmisk lækre ordsprog ’Caught between the devil and the deep blue sea’, der vel kan oversættes til ’Som en lus mellem to negle’.

Hesters hjerte synes at slå i en anden og betragteligt hurtigere takt end hovedparten af hendes medmenneskers i det London anno 1950, filmen udspiller sig i. At denne indre ild får hende i alvorlige vanskeligheder, finder vi allerede ud af i filmens hypnotisk makabre titelsekvens, der er et lille mesterværk i sig selv. Hester vil tilsyneladende hellere stemple helt ud end leve på lavt blus i et guldbur.Altid tilbageskuende Davies leverer et portræt af sin tidlige barndoms England, der både rummer tekstur, varme og nostalgi, men også knusende effektivt skildrer de kvælende og kropsforskrækkede aspekter af især overklassens normer. Meget er sagt og skrevet om den skrabede trøstesløshed, der prægede England i efterkrigstiden, men da Hesters utroskab afsløres, og hun dermed siger farvel til et materielt privilegeret liv, ligner det en god udvikling (hvilket det så ikke ubetinget skal vise sig at være).

Kort forinden råder svigermoren hende til ikke føle lidenskab, fordi »det altid fører til noget grimt«. Da Hester, formentlig mest af morbid nysgerrighed, spørger, hvad hun så skal sætte i stedet for lidenskab i sit liv, svarer svigermor med denne forstemmende selvmodsigelse: »A guarded enthusiasm«. Og da Hester hælder mælk i koppen før te, lader den gamle krage hende forstå, at dette er et alvorligt faux pas.

Underjordisk fællessang

Man kunne have taget et næsten hvilket som helst stillbillede fra The Deep Blue Sea og smækket på filmens plakat. Davies bruger blandt andet farver som visuelle vidnesbyrd om Hesters lidenskab og frustration. Navnlig en rød lampe, der kaster et gyldent lys, modsvarer fortrinligt Hesters melankolsk grå-grønne slåbrok og den dvaske røg fra hendes cigaret. Men det er samtidig en æstetik så gennemført, at filmen er nemmere at værdsætte som suveræn stiløvelse end som psykologisk drama. Lidet hjælper det, at instruktøren overdoserer brugen af Samuel Barbers berusende Concerto for Violin and Orchestra.

Som i tidligere Davies-værker spiller en mere folkelig type musik, nemlig viser, også en vigtig rolle i The Deep Blue Sea, og dette greb giver især pote i et flashback til krigstiden, hvor Londons borgere søgte ly for bomberegnen i undergrundsbanen. En mand synger den berømte irske sang Molly Malone, og i omkvædet stemmer Hester, hendes daværende ægtefælle og de øvrige i. Da hovedpersonen tænker tilbage på dette, står hun mutters alene på en undergrundsstation, og denne gang har hendes ærinde ikke med overlevelse at gøre. Tværtimod.

Flosset mesterværk

Davies’ vekslen mellem ro og rusk i denne sekvens er aldeles sublim, og hans kløgtige brug af lange, graciøse kamerakørsler og blide overtoninger gør, at The Deep Blue Sea ikke kan kaldes ’filmet teater’ i den klassiske, ukomplimenterende forstand. Til gengæld kan det høres, at forlægget er et teaterstykke fra 1952. Replikkerne er ofte for afvejede og velturnerede til at lyde naturlige: »He betrayed my friendship, you betrayed my trust. But ... anger fades and is replaced by regret.« Men meget smukke på deres egne præmisser. Det er også lidt af et troværdighedsproblem, at varmblodede Hester overhovedet har fundet sammen med et fysisk uattraktivt overklasseløg, hun intet synes at have tilfælles med.

The Deep Blue Sea er dermed en lidt løjerlig og uforløst fisk, en film, som måske nok handler om rå følelser, men samtidig fremstår for iscenesat til at gøre ondt. Der er dog rigeligt med genialt eksekverede enkeltscener til at bekræfte Davies’ status som en af kunstfilmverdens største begavelser.

 

 

The Deep Blue Sea. Instruktion og manuskript: Terence Davies (baseret på et stykke af Terence Rattigan). Britisk og amerikansk (Grand og Vester Vov Vov i København samt syv biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu