Læsetid: 5 min.

Anmeldelse: Alle har ret – men nogle mere end andre

Rune Lykkeberg har skrevet et brag af en bog om de problemer og konflikter, der er forbundet med at leve i et demokrati
26. september 2012

Det er sjældent, man støder på en bog om demokrati, der sprudler af liv. Men det gør Rune Lykkebergs nye bog med den underfundige titel Alle har ret – Demokrati som princip og problem. Bogen er, som han skriver i forordet, hverken antidemokratisk eller jubeldemokratisk. Det er en bog om demokrati som livsform. Bogen hedder Alle har ret, »fordi den både appellerer til det mest utopiske ved demokratiet og det mest oprørende. Pointen er, at alle har ret til deres mening, men alle har ikke ret til deres egne fakta. Alle meninger er principielt lige gode, men alle argumenter er bestemt ikke lige gode«. Det var den amerikanske filosof John Dewey, der med bogen Uddannelse og demokrati fra 1916 først påpegede, at demokrati er mere end en styreform, det er også en livsform. I Danmark personificerer Hal Koch og hans bog Hvad er demokrati? fra 1945 om nogen dette synspunkt. At demokrati er en livsform, er siden blevet gentaget som et mantra, der dog sjældent bidrager til en nærmere forståelse af, hvad det vil sige at udleve en demokratisk livsform. Findes der en demokratisk måde at skrælle kartofler på, at spille fodbold og at elske på? Da Hal Koch udviklede sine tanker om demokrati, udgjorde fascismen og nazismen en modpol til demokratiet. Det samme gjaldt for personer som Alf Ross, Poul Henningsen, Inger Merete Nordentoft og andre, der under og efter Anden Verdenskrig på forskellig måde deltog i kampen for demokrati mod totalitarisme.

Demokratidebat

Rune Lykkeberg foretager imidlertid et vigtigt retorisk greb og teoretisk kneb ved at skelne mellem at kæmpe for demokrati og at leve i et demokrati. Verden er enkel og kalder på heroisme, når kampen står mellem demokrater og ikkedemokrater, som tilfældet er i den arabiske verden i disse år; men den bliver straks mere grumset, når der, som i dagens Danmark, er kulturel, intellektuel og politisk konsensus om demokratiet. Så kan man ikke nøjes med at dele verden op i de gode venner og de onde fjender af demokratiet, men må i stedet forholde sig til de modsætninger og konflikter, der udvikles i en demokratisk kultur. Og det er, hvad Rune Lykkeberg gør på en indsigtsfuld og medrivende måde. Mange efterlyser i nutiden en stor, principiel demokratidebat, som den der efter Anden Verdenskrig blev ført mellem jurister, teologer, arkitekter, politologer og pædagoger.

Men Rune Lykkebergs pointe er, at vi allerede har en sådan debat, idet mange samtaler og magtkampe i samtiden kan betragtes som en stor demokratidebat, om end vi ikke kalder den en demokratidebat. Men lytter man, handler debatten i stor udstrækning om de problemstillinger og dilemmaer, som opstår, når demokrati er blevet en selvfølge livsform. Når skillelinjen mellem demokrater og antidemokrater ikke længere udgør fronten, rykkes fronten ind i demokratiet, der således bliver til sit eget problem. Demokratiets største problem er nok, at intet demokratisk samfund kan være gennemført demokratisk. Men det forbliver som regel en offentlig hemmelighed, da det i et demokrati er langt mere bekvemt at kræve mere demokrati som svar på et problem end at påpege, at der er grænser for demokrati – i et demokrati. At demokrati er fyldt med dilemmaer, erfarer vi dagligt. På den ene side dyrkes demokrati som en afgud. På den anden side er foragten for demokratiet udbredt og udtalt. Man håner den bløde lærer, som spørger om lov og ikke kan holde orden i klassen. Man foragter den pædagogiske leder, som ikke tør træffe ubehagelige beslutninger, man skammer sig over de antiautoritære ledere, der ikke tør være autoriteter, og man ryster på hovedet over forældre, som beder deres småbørn om lov til at bestemme over dem. Når vi ikke længere skal kæmpe for, men lever i en demokratisk kultur, stiller de pædagogiske problemer sig på en ny måde. Og her er Løgstrup en bedre vejleder end Hal Koch, idet man med en vis ret kan sige, at han gjorde demokratiets dilemmaer til udgangspunkt for dannelse. Løgstrup afviser nemlig den liberale grundantagelse, at staten kan og skal være ideologisk neutral. Ligeledes afviste han, at opdragelse og undervisning kan være neutral. Det vil ikke engang være ønskeligt, om lærerne forsøgte. Det skyldes, at opdragelse uden idealdannelse slet ikke er opdragelse. Men samtidig tager Løgstrup afstand fra indoktrinering. Løgstrup opfordrer på den ene side til en idealdannende undervisning, og på den anden side fastholder han, at der må være en grænse for, hvor idealdannende en sådan undervisning må være. Som svar på dilemmaet formulerer Løgstrup i 1975 et nyt begreb, der siden er gledet ind i det danske sprog, nemlig begrebet »urørlighedszone«.

Ifølge Løgstrup har enhver af os krav på »at være omgivet af en urørlighedszone«. Uden respekt for en sådan zone befinder vi os i en totalitær kultur. Også selv om styret eller pædagogikken kalder sig demokratisk. Løgstrups svar på dilemmaet er, at der i et demokrati må udvikles en pædagogik og en politisk etik, der kan forene modsætningen mellem idealdannende undervisning og menneskers urørlighedszone. Frem for at forsøge at udrydde demokratiets dilemmaer gælder det om at få indsigt i disse dilemmaer. Det er for Løgstrup vejen til et mere modent demokrati. Rune Lykkeberg kunne med fordel have trukket endnu større veksler på Løgstrup, end han gør.

Fra Tocqueville til ’Klovn’

Rune Lykkebergs bog adskiller sig fra andre bøger om demokrati ved at referere langt mere til skønlitteratur og film end til samfundslitteratur og politologi. Der er mange – ofte alenlange – analyser af, hvad Holberg, Søren Kierkegaard, Henrik Ibsen, Georg Brandes, Karen Blixen, K.E. Løgstrup og flere andre har skrevet om problemer, som ikke forsvinder med en demokratisk livsform, men stiller sig som dilemmaer. Det gælder for eksempel demokratiets forhold til sandhed, æstetik, seksualitet, skæbnen og dannelse. Det er de færreste, der som Rune Lykkeberg kan slippe godt fra at beskrive dilemmaerne i den demokratiske kultur ved at springe direkte fra en omtale af den franske demokratitænker Alexis de Tocqueville til en forrygende gennemgang af tv-serien Klovn og filmen Klovn the movie. Ligeledes får man øjnene op for, at Thøger Birkelands bøger om familien Krumborgs liv i 1970’ernes Danmark, som jeg læste for vore fire børn i 1980’erne, ikke bare er uskyldig godnatlæsning, men rummer højeksplosive demokratiske problemstillinger.

Da Rune Lykkebergs bog er et overflødighedshorn af indsigter, føles det næsten utidigt at pege på én alvorlig problemstilling, som får lov at blafre i vinden. Såvel i indledningen som i afslutningen peger Rune Lykkeberg på, at den politiske kamp om demokrati ikke handler om, hvorvidt folk er demokrater eller ej. »Den handler om, hvorvidt man har institutioner og borgere, som kan realisere det demokratiske princip.« Men Alle har ret handler ikke om, hvordan man opbygger de nødvendige demokratiske institutioner, den handler om de problemer og konflikter, der er forbundet med at leve i et demokrati.

Bogen rummer således i sig selv et uforløst dilemma mellem den demokratiske livsform, som har indfundet sig, og de demokratiske institutioner der mangler, eller som er blevet afdemokratiseret. Men ved at se bort fra demokrati som institution beriger Rune Lykkeberg den danske offentlighed med et brag af en bog om demokrati som livsform.

Rune Lykkeberg, Alle har ret – demokrati som princip og problem, Gyldendal, 371 sider, 299,95 kr, udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rune starter bagvendt - hos alle de der kan klare sig uden - hos den intellektuelle eliten, som i Tyskland fulgte Hitler til den sidste bloddråbe - altså soldaternes blod. Hvis demokratiet skal bedømmes må udgangspunktet være: "Hvor megen frihed kan du kræve på min bekostning."

Niels-Simon Larsen

Demokratiet er selvfølgelig ikke løsningen på alle problemer. Hvordan kan det være det, når man ikke engang kan definere, hvad demokrati er, men det er en grovløsning på nogle mellemmenneskelige problemer om at give hinanden rum.
Man kan ikke spille demokratisk på klaver, for det er noget psykologisk, og sådan er det meste her i livet.
Alle berømthederne var nogle pibehoveder, der nok skulle gøre opmærksom på deres rettigheder. Den ret må de jo også indrømme andre.
At der så laves soapopera ud af demokratiet er jo bare den daglige udfordring, man må tage op.
Jeg synes R.L. laver for meget højskoleforedrag ud af det hele.

Michael Kongstad Nielsen

Det er noget krukkeri af Lykkeberg at udvide demokratibegrebet til: - "Findes der en demokratisk måde at skrælle kartofler på, at spille fodbold og at elske på?" Krukkeriet kommer også til udtryk, når han inddrager "opdragelse" i demokratiet. Det har sgu ikke noget med demokrati at gøre, lad skæg være for sig, og snot for sig.

Pædagogik er kende tegnet ved et forhold mellem voksen og barn, øvet og uøvet, udlært og lærling, kompetent og novice, erfaren og nybegynder. Pædagogik har intet med demokrati at gøre, det er altså at spænde begrebet for vidt, og, som sagt krukket.

Bare et eksempel på en givet vis sprudlende bog, med en masse fyrværkeri og sikkert også fejlskud, herunder nogle, der rammer forfatteren i foden.

Men demokratidebat kan vi aldrig få nok af.

Eliten har altid hadet demokratiet - og med eliten mener jeg adelen i Tysklands Weimar-republik, godsejerne i Danmark, industri-borgerskabet i Danmark, Tyskland osv. Og dette kan man se deraf at Højgaard Kredsen stod klar til et rask lille statskup den 9.-10. april 1940 i dagene efter Danmark var blevet besat af tyskerne. De ville afskaffe demokratiet og have Kongen som en gallions-figur, mens de selv styrede landet. Kong Christian den Tiende sagde 'nej' til dette.

Man kan også se det i Påskekrisen i 1920, hvor det samme næsten skete - og hvor jeg bestemt mener, at Landmandsbanken også var inde over en overgang?

Et andet perspektiv på dette her:

Ole Sohn, den tidligere DKP'er (og ja, det er relevant her), vil have at Danmark skal være Nordens Singapore. Og hvad betyder dette? Det betyder farvel til stort set alt personlig frihed mod at få del i finansielle goder... for alle landets borgere... Og ikke mindst betyder det et goddag til den stats-kapitalisme, som Ole Sohn kender så godt fra det tidligere Sovjet...

Niels-Holger Nielsen

Når det borgerlige demokrati ikke har mere at byde på, sættes demokratiet som sådan under debat. Ophørsudsalg.

Michael Kongstad Nielsen

Det er da kun godt, at demokratiet er under debat. Jo mer, jo bedre.

Demokratiet skal altid kæmpes, sådan som det gøres aktuelt i Nordafrika, så jeg er uenig med Lykkeberg i, at kampen bliver uinteressant, når den er vundet, for demokratiet er ikke en tilstand, ikke en færdig kompromis, men en stadig samtale.

Læs en bedre anmeldelse i WA:
Det eneste ved bogen, der indimellem kan irritere, er forfatteren selv. For hvem er denne Lykkeberg? Hvor står han? Han undviger konsekvent at stå på mål for synspunkter. At gå planken ud for en håbløs sag er ham naturstridigt. Lykkeberg svæver nærmest over vandene. Dermed ender han selv med at fremstå lige så paradoksal som det demokrati, han beskriver. Men måske er det sådan, det skal være? Hans antipositionering er i hvert fald både en styrke og en svaghed. Den giver ham styrken til at fortælle noget, der bliver lyttet til og taget alvorligt på tværs af politiske skel. Men den hindrer ham også i at være en reel deltager i den demokratiske kamp, hvor man slås for sine synspunkter og holdninger, og hvor det til tider bliver beskidt. Han står i stedet som sidelinjekommentator og ser kampen udfolde sig. I den rolle er han til gengæld i en liga for sig.
Af Søren K. Villemoes

.

randi christiansen

Ivan Gullev - Der skal vel også være plads til den neutrale observation - i et demokratisk samfund. Som mig bekendt betyder folkestyre.

Hvorledes ´folket´ så skal klædes på til at varetage denne opgave er et spørgsmål om, hvilke institutioner vi investerer i til at opdrage os fra vugge til grav. Som samfundsborgere, som individer i det skæbnefællesskab, der består i at dele fælles planetar adresse.

Der er givne præmisser, som må erkendes,
formidles og respekteres. Når demokratiet kommer til kort, er det fordi et eller flere af disse forhold er mangelfuldt i spil.

Ja, men Randi:
Den neutrale observatør indenfor demokratiet er (kontradiktatorisk) en modsigelse.
Lykkeberg er som et lykkehjul - snurrer i al slags vejr.

randi christiansen

Og ... ? Derfor skulle det ikke være muligt at indtage en neutral intellektuel position med henblik på det klare, objektive synspunkt ?

Jeg forstår din hensigt > at påpege at vi i kraft af vores status altid vil være infiltrerede og dermed ude af stand til at indtage en position uden aktier i resultatet.

Det er, synes jeg, at nedvurdere menneskets intellektuelle kapacitet.

"at nedvurdere menneskets intellektuelle kapacitet."
: Det er et dogme i samfundsvidenskaben, at objektivitet ikke findes.
Kære Randi, det er børnelærdom!

randi christiansen

Hvis ikke mennesket skulle være i stand til at erkende en objektiv retfærdighed, så er vi ilde stedte, og vores retssystem kan pakke sammen.

Men det er selvfølgelig her, den helt store diskussion foregår. Hvilke objektive kriterier kan vi lægge til grund for vores domme, valg og strukturer?

Selv uden en afklaring her, mener jeg, det er intellektuelt muligt, at indtage en neutral position i eksakte spørgsmål.

Men indrømmet, vi er i det esoteriske rum

Peter Andersen

Det oprindelige demokrati - det græske - indbefattede
ikke kvinder og slaver, hvilket der var en del af.

Nu har kvinderne i den grad taget den demokratiske styring,
men spørgsmålet er, om den enkelte borger føler sig som
slave, og om status quo er særligt demokratisk.

randi christiansen

Siden sidst har vi nu fået følgende uægte barn af demokratibegrebet Àngela Merkels ´markedskonforme demokrati´

Hvordan kan markedet være demokratisk ? Handler markedet ikke om, at den stærkeste/ mest eftertragtede overlever - hvordan kan man sammenblande denne proces med demokratisk styreform?

Måske nogen kan forklare det for mig ?