Læsetid: 2 min.

Avantgardens gyldne dage – næsten

To aftener, hvor frijazzens musikere også forholdt sig frit til, hvad de stillede publikum i udsigt
18. september 2012

En serie avantgardekoncerter var i sidste uge, dristigt nok, et af de midler, der skulle være med til at drive publikum tilbage til Jazzhouse efter den augustdvale, der altid indfinder sig i det københavnske jazzliv efter julis jazzfestival.

Flot så det ud på plakaterne, at danske avantgardekoryfæer som Kresten Osgood og Lotte Anker med hidkaldte gæster ville hædre amerikanske forbilleder fra fjerne årtier, henholdsvis Sun Ra og Chicago-avantgarden, så flot og så fjernt, at det også kunne lægges ind under den kørende, mere bredtfavnende festival Golden Days – og dermed sikkert hente tiltrængte tilskud fra denne gyldne kasse.

Det var dog ikke blot denne kobling, der blev lidt anstrengt (de gyldne dage for jazzens sorte avantgarde var i 1960’erne og ikke i 1950’erne, som Golden Days i år er linket til). Også koncerternes programmer forekom anstrengte. Store dele af dem manglede simpelthen et klart kunstnerisk link mellem dem, der her hyldede avantgardens fædre, og disse fædre.

Osgoods koncert begyndte med pianisten Søren Kjærgaard, der solo spillede impromptuer, der tydeligere end til den meget farverige, noget uvidenskabelige musikalske egyptolog Sun Ra knyttede sig til europæisk impressionisme og modernisme samt lidt Skrjabin. Dybt fascinerende, men helt ude af koncertens kontekst.

Værre var den tyske musikalske og litterære folkemindesamler m.m. Hartmut Geerken, der alene og i selskab med Osgood og bassisten Peter Friis Nielsen trakterede diverse nubiske fløjter og horn samt en slags harpe af Nildal-oprindelse, der hævdedes at have været i Sun Ras besiddelse. Geerken, der sikkert er vældigt kyndig på Sun Ra som fænomen, viste sig at være mærkeligt uorganisk, ja ligefrem umusikalsk i sine frembringelser.

Mest givende var den afsluttende kvartet med Osgood, bassisten Thomas Morgan, tenoren Ned Ferm og hornisten Vincent Chancey, selv tidligere medlem af Sun Ras ensembler. Her blev der spillet musik med klar og klart formuleret forbindelse til den fraværende hovedperson, og kapelmesteren fik igen imponeret med sit konstant levende og fremaddrivende trommespil og Morgan med sine klare, næsten skulpturelle baslinjer.

Fint sæt

Også Lotte Ankers hyldest til Chicago-avantgarden og musikerkollektivet AACM i særdeleshed delte sig i en for emnet vedkommende og mindre vedkommende afdeling. Den sidste var første sæts triospil mellem Anker, den japanske elektronikabetvinger Ikue Mori og den amerikanske cellist Fred Lonberg-Holm. I et helt frit forløb fik Anker her understreget forskellen på amerikansk og europæisk 60’er-avantgarde, nemlig at sidstnævnte i sit overordnede udtryk og som den udfoldede sig her er helt uden den forbindelse til den klassiske jazz, som den sorte amerikanske er så rig på. Fint sæt men på andre betingelser end de lovede.

I forlængelse af dét føltes det som et problem for nogle af musikerne i det nu noget større ensemble efter pausen at skulle spille musik med mere klare tematiske referencer til gruppen Art Ensemble of Chicago, for nu skulle frijazzmusikerne pludselig spille over et mere traditionelt rytmisk fundament, og det havde de tre saxofonister i front – udover Anker også TS Høeg og Sture Ericsson – meget forskellige bud på. Jeg sluttede med at mene, at Høeg her udtrykte sig mest meningsfuldt, alene fordi dette er tæt på hans eget koncept.

 

Jazzhouse onsdag: Space Is the Place/The Spirit of Sun Ra. Jazzhouse fredag: The Sound of Chicago and AACM

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu