Læsetid: 3 min.

Barndom & Uskyld 4svinder

Kaspar Munks ’You & Me Forever’ giver med sin sensible realisme flot adgang til ungdommens mørke mosehul, fortalt gennem en identitetssplintrende venindeforelskelse
13. september 2012

Jeg så spæde optagelser fra ungdomsfilminstruktør Kaspar Munks You & Me Forever for halvandet år siden. Han havde indrettet et teenagepigeværelse i sin lejlighed og filmet to af sine unge talenter fra den dystert (lidt for belærende) debutspillefilm Hold om mig. De fnes i fri improvisation til illustrationer af penis og vagina i Kvinde Kend Din Krop, og det var enkelt og meget lovende. Et glughul ind i et moderne, både bramfrit og skræmt ungpigekammer, og holdt i en velpjattet, dokuinspireret tone, der ikke føltes retrospektivt (voksenklogt) Ung, men i stedet UNG! og ægte.

Slutresultatet, med få af de oprindelige optagelser bevaret, er blevet en anderledes stram historie, stemningsmættet iscenesat, om teenageårenes voldsomme identitetskonflikter. I stedet for fri leg er filmen et opbyggeligt trekantsvenindedrama, men også en gribende coming of age-historie med en fin, usensationel realisme a la kollega Heidi Maria Faissts gribende Frit Fald og med Munks fornemmelse for ungdomslivets zappen mellem kvælende klaustrofobi og total frihedsfølelse.

(Veninde)forelskelse

Gymnasieeleven Laura (fremragende afmålt spillet af Julie Brochorst Andersen fra Hold om mig) er symbiotisk sammenslynget med barndomsveninden Christine (intense Emilie Kruse). De gør alt sammen. Går arm i arm på gymnasiet, gnider næser, når de pjatter, drikker sig stive og akavede af samme flaske sprut til fester og er ét fælles, forsigtigt skridt bagud, når det kommer til det med fyre og den bævrende mødomshinde. Så entrerer skolens nye pige: modne, bramfri og heftigt venindekurtiserende Maria (Frederikke Dahl Hansen). Hun tænder en ny slags gnist i Laura med sin frie snak om sex – med drenge og med piger. Hun har andre perspektiver (»New York er fed, men Berlin er bedre«-typen), og hun rører ved Laura med en ugenert og flirtende intensitet, der gør Laura voldsomt (veninde)forelsket. I blind forgudelse forkaster Laura, nådesløst koldt, Christines omklamrende venskab for at møve sig nye og uopdagede steder hen med Maria. De to fester hårdt på voksennatklubber i København, flirter hårdere endnu med ældre Rungsted-fyre (Allan Hyde og Cyron Melville) og udfordrer grænser, som det altid er Maria, aldrig Laura, der sætter og udfordrer.

Kaspar Munk har flot adgang til ungdommens mørke mosehul. Ikke ved at demonstrere en overlegen indsigt i, hvad unge tænker, men ved at vise, at de heller ikke selv ved det. Det fik han imponerende frem i kortfilmen Forsvunden (2006), hvor gymnasiepigen Christine er ulykkeligt uforelsket i sin kæreste og på hyttetur desperat drages mod sin lærerinde. Aldrig er hun i nærheden af at kunne sige – eller ane – hvad hun føler. Hjertet er mudder. Pubertetens kviksand. I You & Me Forever fungerer også netop Lauras følelsesmæssige tilknappethed. Da hendes bekymrede forældre konfronterer hende med det sære hemmelighedskræmmeri med Maria, svarer Laura med et forvirret, blankt »…«

Det sigende usagte

Følelser og tvivl hamrer rundt i pubertetsforandringens osteklokke, og det formidles indlevet via Søren Bays sensible kamera og et vibrerende soundtrack af blandt andet Sara Savery og The William Blakes. Og så er Munk en stærk personinstruktør. En af Emilie Kruses tudeture som forladt veninde griber én om hjertet, hvorimod Frit Fald-talentet Frederikke Dahl Hansen som Maria klemmes en smule i sin mildt karikerede typerolle: Hun er forsømt, rig kosmopolitdatter med tryghedstrang gemt bag nedladenhed og arrogance: »Du er vist kedelig, hva’?« siger hun udfordrende til Laura. »Men du har flotte øjne,« siger hun så, og så stråler Laura glad og forvirret. Det er ikke de skrevne replikker, men det sigende usagte, der rører dybest i den alvorlige instruktørs bævrende ungeunivers.

 

 

You & Me Forever. Instruktion og manuskript: Kaspar Munk. Dansk. (Biografer over hele landet).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu