Læsetid: 4 min.

Befærdet vej ind i rockens korpus

Med Grizzly Bears nye album har de kunstnerisk vigtigste bands fra Brooklyns storhedstid alle givet lyd fra sig i år – og Grizzly Bears markerer sig som de mest poppede. Mens David Byrne og St. Vincent er stukket til New Jersey for at spænde ben
Grizzly Bears har valgt en mindre porøs og mere befærdet vej ind i rockens korpus på deres fjerde album ’Shields’.

Grizzly Bears har valgt en mindre porøs og mere befærdet vej ind i rockens korpus på deres fjerde album ’Shields’.

Barbara Ana

26. september 2012

Først Dirty Projectors, så Animal Collective, nu Grizzly Bear. De tre galionsfigurer fra Brooklyns alternative rockscene, der for en stund var toneangivende i ny rock, har denne sommer og sensommer alle givet lyd fra sig.

For en stund – vi taler omkring året 2009 – havde de tre bands privilegiet at åbne nye døre i det store rockmusikalske korpus. Nogle førte tilbage i tiden, andre åbnede ind til samtiden. Nogle ledte mod amerikansk kultur, andre til afrikansk arv. Man kunne falde gennem en lem og op i 60’ernes psychedelia, for i næste øjeblik at ramle sidelæns ind i technoens nyere hallucinationer og så glide over i vestafrikansk highlife. Man kunne falde over en mumificeret John Martyn, en genopdaget Captain Beefheart eller en Paul Simon fastfrosset i året 1986, cirka Graceland.

Det var en rig, mangetunget og eksperimenterende ekspansion af rocken, som de tre bands gav os. Og samtidig oplevede de også alle tre at have nogle – ganske små – hits. Ja, Grizzly Bear solgte endda nummeret »Two Weeks« til både Peugeot- og Volkswagen-reklamer.

En mere befærdet vej

Hvorhen så? Her tre år efter at de alle udgav hovedværker? Well, Dirty Projectors har fortsat deres altid fascinerende slingrevals, dog med lidt mindre idiosynkratiske udsving end tidligere. Animal Collective har trukket sig væk fra mainstream, der kunne skimtes i horisonten, og ind i den psykedeliske skovs boblende biodiversitet.

Og Grizzly Bear? De har valgt en mindre porøs og mere befærdet vej ind i rockens korpus på deres fjerde album Shields. Og det er lidt ærgerligt, for kvartetten fandt i denne anmelders ører en perfekt balance på forgængeren Veckatimest mellem poppens åbne arme og det sofistikerede eksperiments krav.

Et betagende band

Altså vi kan da stadig nyde Chris Taylors gitterværk af smukke glitrende guitarmelodier. Ed Droste synes at finde nye dybder og et elastisk schwung i stemmen. De dynamiske toppe og kompositoriske højdedrag males smukt frem på f.eks. åbningsnummeret (og singlen) »Sleeping Ute«, lige som albummet synes at vinde i styrke halvvejs med »A Simple Answer« (der dunker nyt soulet liv i Drostes stemme og har noget nærmest besværgende over sig), »What’s Wrong« (med call-and-response i tusmørke og strygere, der synes at blive vævet sammen med optagelser af fluer) og »Gun-Shy« (en betagende ode med et gribende, masserende groove og melodiværk).

Disse er virkelig, virkelig gode sange, og det er fascinerende, hvordan kvartetten her har høvlet kanter af, overmuret porøse flader for at skabe mere olierede og smidige sange og arrangementer. De frække detaljer er mere diskrete, skønheden rømmet for de værste modsætninger.

Og det er af samme grund, at dele af Shields kan være mærkeligt uengagerede. Som om Grizzly Bear i længere passager er fanget i deres egen dygtighed, deres egen velfærdsfælde. Men når de alligevel finder energien og spændingerne i deres uomtvistelige evne til at skabe skønhed, ja, så er de stadig et betagende band.

Fra Brooklyn til Manhattan

I denne stadig mere opløste verden, giver det mindre og mindre mening at tale om steder, som definerende for kreativitet.

Men det betyder ikke, at det ikke stadig giver rigtig god mening. Så lad os tage L-toget fra Bedford Avenue i Williamsburg, Brooklyn til Manhattan, hvor rockhistorien blev skrevet i 70’ernes og 80’ernes økonomisk udmarvede New York: Patti Smith, Ramones, Blondie, Television, Suicide, Talking Heads boede her ikke alle sammen, men de spillede alle på CBGB’s og Max’s Kansas City.

Den åbne tilgang til rockmusik fra disse musikalsk lyksalige år rakte op i tiden til den musikalske renæssance i Brooklyn i midten af 00’erne.

Det virkede således helt naturligt at Dirty Projectors lavede et samarbejde med Talking Heads’ frontfigur David Byrne. De delte helt åbenbart interessen for musik fra de varme lande, de kejtede sammenstød, man ikke kan stå stille til, de følelseslabilt ekspressive vokaler, den stærkt kunstneriske tilgang til det gode omkvæd.

Nu har den Manhattan-residerende Annie Clark alias St. Vincent samarbejdet med Hr. Byrne, endda om et helt album, Love This Giant.

Det er indspillet i Hoboken, New Jersey, hvilket fortæller noget om hvordan gentrificeringen og boligpriserne har tvunget selv de mest snobbede manhattanites til at æde deres egne fordomme.

I gamle dage hed både folk fra Brooklyn og New Jersey »the bridge and tunnel crowd«.

Og det var ikke pænt ment. Og det var den her joke heller ikke: »Hvorfor er newyorkere så deprimerede? Fordi lyset for enden af tunnelen er New Jersey.«

Nye vokaler og ståsteder

Men hvad med duoens album? Faktisk en smule kejtet.

Pladens instrumentale kendetegn er de programmerede trommer og brugen af messingblæserorkester, som præger albummet både med blå flydetoner, oompa-oompa, savtakkede riffs og polyfoniske afrobeat-strukturer.

Byrne og Vincent har komponeret 10 af de 12 numre sammen, og selvom især Byrne er umiskendelig Byrne, så er det tydeligt at de begge leder efter nogle nye vokale ståsteder her.

Og det er bestemt ikke kedeligt. F.eks. på de fremragende numre som »Lazarus«, »The Forest Awakes«, »The One Who Broke Your Heart« og »Dinner For Two« (hvor Byrne synger højt og smukt i registret).

Men der er alligevel noget stivbenet og ufuldendt over hele menageriet, en fornemmelse af at flere kompositioner spænder ben for sangerne – der så selv har komponeret disse benspænd. Det er selvfølgelig spændende, at de har det, men det er bare ikke lutter frugtbare benspænd i en von triersk/lethsk forstand.

Måske er der bare noget, denne signatur mangler at afkode, for at det hele giver mening. Det behøver jo ikke være bogens skyld, at det lyder hult, når man slår den mod sit hoved. Men det kan det selvfølgelig være.

 

Grizzly Bear: ’Shields’ (WARP/Playground). Udkommer i dag.

David Byrne & St. Vincent: Love This Giant (4AD/Playground)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu