Læsetid: 3 min.

Behåret og upassende

Det er infantilt, grænseoverskridende, bizart og klichefyldt. Men også aldeles morsomt, når Seth MacFarlane lader en mand og hans tøjbamse spille hovedrollerne i sin debutfilm
6. september 2012

I virkeligheden er der kun én ting, der gør jokene rigtig sjove i komiker og animator Seth MacFarlanes debutfilm, Ted. Det er en tøjbamse. En lille spillevende og bundpervers, potrygende, kokainsniffende, stødende, sexistisk, racistisk, homofobisk og liderlig lille tøjbamse. Men når de kommer ud af munden på ham, er det faktisk også rigtig sjovt.

Da John Bennet (Mark Wahlberg) er otte år gammel får han en stor tøjbamse, Teddy, i julegave. John har ingen venner i skolen og sammen med sin nye behårede bedste og eneste ven, falder han julenat i søvn med ønsket om, at den faktisk var en rigtig levende bamse, der kunne sige andet end »Jeg elsker dig«, når man trykker den på maven.

Da han vågner næste dag er hans ønske gået i opfyldelse, og selv om Johns forældres første reaktion er at skyde bamsen og ringe efter politiet, vokser de to op som uadskillelige venner.

Vi møder dem midt i 30’erne, hvor John er blevet ansat i et biludlejningsfirma, og Teddy (hvis stemme er indtalt af Seth Macfarlane selv) ikke rigtig har fået et job. Dagene går med at se B-film fra 80’erne, udveksle slammet populærkulturs referencer, drikke øl og ryge pot. De hygger sig.

Den klichefyldte kløft

Forudsigeligt nok, får John sig en kæreste (spillet af Mila Kunis), der har det svært med de to venners livsstil, og så har vi balladen – som en hver anden film i Bromance-genren der vil skildre den klichefyldte kløft mellem mandefællesskabet og ægteskabet. Og som sådan er der en række forudsigelige og vel brugte fortælleskabeloner om at blive voksne, om kvinder (der ikke er sjove, men bare vil giftes) overfor mænd (der er sjove og ikke vil være voksne), og som sådan er filmen ikke synderlig original.

I sig selv er det heller ikke synderligt originalt at lade en levende tøjbamse være billedet på en mand, der ikke vil være voksen ligesom det heller ikke er særlig originalt at lade den uforstående kvinde ende med at acceptere og give plads til den del af sin mand .

Men det er overraskende, hvor meget det betyder, at det er en talende bamse, der spiller hovedrollen, og hvis man ellers bryder sig om grænseoverskridende og fornærmende humor, er der få, der gør det så godt som Seth Macfarlane.

Som da Ted møder musikeren Norah Jones og kalder hende muslim – hun retter ham og siger, at hun faktisk bare er halv inder, og han svarer ved at takke hende ironisk for 9/11. Eller da de to venner i en coke-rus diskuterer konceptet for deres nye italienske restaurant og bliver ved med at gentage, at jøder også vil kunne få bord. Eller da Ted forsøger at charmere sin kollega ved at sende klatter af håndcreme i ansigtet på sig selv, eller da han kalder en tyk dreng Susan Boyle, tager svampe, ryger bon og bander og svovler.

Kritik af popkultur

Måske venter du på en pointe her med den slags jokes, men det er ikke sådan, Seth MacFarlane arbejder. Det er ikke det, der har gjort ham til Hollywoods dyreste manuskriptforfatter. Det er ikke almindelige jokes, der har gjort hans første animerede tv-serie Family Guy til den mest sete animerede serie nogensinde i amerikansk tv og opbygget MacFarlanes milliardimperium, der i dag breder sig til flere serier og adskillige platforme.

Det er den bizarre og grænseoverskridende kritik af amerikansk populærkultur. En humor, hvor intet er helligt, og alle midler tages i brug. Selvmord, sodomi, pædofili, religion, voldtægt, krigsveteraner, handicappede, homofobi, politik, racisme og ja, selv terrorangrebene den 11. september. Det kan virke infantilt, og er det måske også, men det kan også virke aldeles morsomt. Det er tilfældet med Ted.

 

 

Ted. Instruktion og manuskript: Seth Macfarlane. Amerikansk (Biografer i hele landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Chr. Nielsen

Interessant anmeldelse, man får lyst til at se filmen. Bl.a. fordi Norah Jones er med. Men hun er altså halvt inder, ikke indianer (selv om det hedder det samme på engelsk). Hendes far en selveste sitar-spilleren Ravi Shankar, som var med til at inspirere George Harrison. Og sådan er der så meget.