Læsetid: 3 min.

Dansens mesterfotograf præsenteret og hyldet

Der skal en kongenial fotograf til at fastholde balletkunstens forgængelige former og magiske øjeblikke – charmerende, informativ og smukt disponeret bog om John R. Johnsens årtier lange virke som fotograf ved Den Kongelige Ballet
Der skal en kongenial fotograf til at fastholde balletkunstens forgængelige former og magiske øjeblikke – charmerende, informativ og smukt disponeret bog om John R. Johnsens årtier lange virke som fotograf ved Den Kongelige Ballet
21. september 2012

Hvilken lykke at den unge psykologistuderende John R. Johnsen ved et rent tilfælde lagde vejen forbi det pavelige palads i Avignon, en dag i sommeren 1967! For her var Maurice Béjart i færd med at øve med sit balletkompagni Les Ballets de XXième Siècle. Og her var det, at Johnsen blev tryllebundet af dansen og danserne. Vi er mange, som er taknemmelige for, at hans fremtid dermed tog en helt ny drejning. Og hvilken lykke var det ikke dernæst, at Flemming Flindt, dengang balletchef, tilbød ham ansættelse som fotograf på Det Kongelige Teater!

En kunstart, der fordufter i samme øjeblik, den er skabt, er dømt til forgængelighed. Dette er dansens vilkår. Dens historie ligger i konstant at kunne gentages, men altid i nye former. I modsat fald truer glemslen, som havde den aldrig havde eksisteret. En uvurderlig kilde til at fastholde mindet om dansen er derfor fotografiet. Hvor lysende klart står ikke dette, når man sidder med Dansen i spejlet og bladrer, læser, betragter og husker? I denne hyldestbog skrevet af Erik Aschengreen, Anne Middelboe Christensen og Kirsten Sørensen træder ikke blot den internationalt anerkendte fotograf John R. Johnsen frem igennem deres udvalgte billedmateriale. Det gør i lige så høj grad en æra i dansens historie.

Dansen i spejlet fortæller i billeder og ord om Johnsens fotografiske værk og om hans inspirationskilder, som gav billederne deres særlige karakter. Og som ikke mindst, ja måske fremfor alt, kom til at bane vej for en helt anden opfattelse af, hvad et dansebillede kan være. Johnsen søgte bort fra de arrangerede atelierbilleder med æteriske ballerinaer og luftbårne dansere – billeder, der ofte var ganske langt fra ballettens faktiske virkelighed og mere beslægtet med tidligere tiders stive portrætter. I stedet for skildrede han i sine billeder den samtidige æstetik, de koreografiske funktioner og især danserne i aktion, under prøverne såvel som på scenen. De vigtige gæstespil i Tivoli i 1980’erne – og 1990’erne betyder også et æstetisk skifte: Johnsen fik lov til at hænge mere eller mindre frit i orkestergraven og endnu en gang gav han os et nyt syn på dansen og danseren.

Det er en smukt disponeret og informativ bog med billeder, der spænder over en periode på omkring 30 år og er taget i hele verden. Ud over de mest oplagte fra Det Kongelige Teater er der f.eks. også billeder fra New York, Hamburg, Paris, Avignon og Marseille. Takket være bibliotekar Sørensens omfattende indsats får vi i sidste kapitel en idé om rigdommen i den samling, der nu er tilgængelig på Det Kgl. Bibliotek – en kolossal genvej for fremtidens forskere og forfattere. Aschengreen og Middelboe Christensen skriver begge med en let hånd, og ikke kun, når de fortæller os om Johnsen. I yndefulde pennestrøg får vi tillige en levende historielektion om de betydeligste koreografer, dansere og gæsteballetkompagnier, der har optrådt på Det Kongelige Teater. Og billederne! De yder i sandhed udtrykket ’et billede siger mere end tusinde ord‘ retfærdighed. De er på en gang fascinerende og charmerende, afklarede og mystiske, og de bringer os uhyggelig tæt på, samtidig med, at de er slående i deres integritet. Johnsens billeder forfalder aldrig til æstetiserende skønmaleri. Snarere ligger deres skønhed i hans utrolige evne til at indfange detaljerne i dramaet, i den emotionelle ladning, præcisionen i udtrykket, og de magiske øjeblikke, der gør dans til dans. Han indfanger ikke blot dansens sjæl, men i lige så høj grad danserens sjæl, hvis ikke mere. Det er danserens »intensitet, der bliver indkapslet«. Jeg ser dansen, jeg ser danseren, de er lige så uadskillelige som de er skelnelige.

En karriere inden for psykologi blev kastet over bord. Men ikke helt, tror jeg. Interessen for og studierne i psykologi har sat deres tydelige aftryk: I Johnsens billedsprog afspejles ikke kun dansen, men i allerhøjeste grad mennesket eller med andre ord os alle. Nu er der kun tilbage at glæde sig til den næste bog.

 

Cecilia Olsson er balletanmelder ved Dagens Nyheter – Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu