Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Dirrende klaustrofobi på åbent hav

Tonstungt talentfulde Tobias Lindholms fængslende og ikkesensationelle solofilmdebut, piratdramaet ’Kapringen’, er et imponerende velskåret venteværk om forhandling. Sjældent har en fastkørt situation dirret så levende og realistisk
Usentimentalt. Med Pilou Asbæks indtrængende troværdighed er den usentimentale, men intime dialog alt, hvad vi b ehøver for at føle afsavnet.

Usentimentalt. Med Pilou Asbæks indtrængende troværdighed er den usentimentale, men intime dialog alt, hvad vi b ehøver for at føle afsavnet.

Magnus Nordenhof Jønck

Kultur
20. september 2012

Åbningsscenen i Tobias Lindholms Kapringen består, som et forvarsel om resten af filmen, af en ulige forhandling. Skibskokken Mikkel, spillet af Pilou Asbæk, ringer hjem til sin kone (Amalie Ihle Alstrup) i Danmark fra fragtskibet MV Rozen i Det Indiske Ocean. Mikkel har ikke meget tid til at snakke, han kommer hjem to dage senere end lovet, meddeler han, ømt bøjet over mikrofonen på kommandobroen. Nyheden falder ikke i god jord hos konen, det ved han godt, han pakker den ind i sød smiger, det er hans eneste forhandlingsvare. Men genforeningen må uanset responsen vente. Sådan er det bare.

I en film, der hedder Kapringen, og som handler om somalisk pirateri, ved vi godt, at Mikkel kommer til at vente, ikke i to ekstra dage, men i en uvis uendelighed, på at se familien igen. Med Asbæks indtrængende troværdighed er den usentimentale, men intime dialog alt, hvad vi behøver for at føle afsavnet. Vi hører det i hans tonefald, og som filmen skrider frem, da piratkapringen er en realitet, bliver stemmen svag, desperat. Til sidst slukkes den af den kvælende undtagelsestilstand.

Usensationelt

Tobias Lindholms imponerende spillefilmdebut som soloinstruktør handler ikke om en vild kapringsakt, men om strategi og en umenneskeligt langstrakt proces. Om at skulle håndtere uvished og utålmodighed i en ubærlig situation.

Den dramatiske begivenhed, da Rozen overtages af pirater, vælger Lindholm vovet og begavet at springe over. Og hele filmens tonstunge styrke ligger i den konsekvente iscenesættelse. Kapringen kunne i mindre modige hænder være blevet en actionfilm om selvtægt og mandsmod, i blødere hænder et Oscar-kurtiserende, tårepersende melodrama med dramaturgisk leflen for letkøbte moralske dilemmaer (hej, Susanne Bier). Men med Lindholms sikre filmgreb bliver Kapringen et afmålt og ikkesensationelt psykologisk gidseldrama, rystende realistisk iscenesat og tematiseret. Her er ingen ekstraordinære helte og skurke, dybe dialoger og formulerede indsigter. Der er uvished, månedlange forhandlinger – og ventetid.

I Vesten er tid penge. For de fattige somaliske gidseltagere er tid et billigt pressionsmiddel. Og de 103 minutters spænding dirrer i denne venten, hvor der klippes sikkert mellem skibet og skibets ejermand.

I Danmark beder filmens anden hovedperson, direktør Peter C. Ludvigsen (Søren Malling), med vant handlekraftig lederautoritet (i modsætning til Mikkels mangel på autoritet), en underordnet om at kontakte hustruen og meddele, at han »ikke lige kommer hjem i dag«. Det er hans skib og mandsskab, der er kapret. Han mener, stolt og selvsikkert, at det derfor også er hans ansvar at føre forhandlingerne med piraterne. En hasteindkaldt kapringsekspert fraråder det kraftigt. Følelser må ikke komme i vejen. Der skal en nærmest umenneskelig hårdhed til for at følge en sikker strategi, og han må ikke lade den somaliske forhandler (Abdihakin Asgar) lugte svaghed. Så bliver summen straks ubetaleligt stor.

Eksperten spilles af engelskfødte Gary Skjoldmose Porter, der også i virkeligheden er kapringsforhandler. Hans tilstedeværelse tilfører forhandlingssituationen effektiv autenticitet. Og filmens virkelighedselementer og autentiske locations er, som i Michael Noer og Lindholms fængselsdrama R, en gave til indlevelsen.

Alle i samme båd

Filmens pirater er hverken dæmoniseret eller synderligt menneskeligt skildret. Deres bevæggrunde udspringer af en kompleks desperation, som i dansk film er skildret i Christian Sønderby Jepsens dokumentarfilm Min fætter er pirat (2010), men som ikke søges retfærdiggjort eller fordømt hos Lindholm. Den globalpolitiske kontekst er ikke ærindet her.

I filmen ser vi gidseltagerne som – ofte alt for unge – mænd, der er i vildrede med deres rolle. Så griner de og pjatter, tænder gidslernes cigaretter, mens de synger »What shall we do with the drunken sailor«. I næste øjeblik sætter de et gevær til Mikkels nakke og trykker af med tomt magasin. What shall we do?

For dem, som bestemmer, er truslen bare en leg. For alle andre er det hele sindsfordærvende, dødelig alvor. Det er der, dramaet dirrer – også i det lige så klaustrofobiske, kolde lokale i København, hvor Ludvigsen og co. hører skud i telefonen, og kollega Vestergaard (Dar Salim) ængsteligt venter på næste fax med næste træk i det umenneskeligt udmattende forhandlingsskakspil.

Lindholm og Michael Noers forrygende, råt realistiske R (2010) druknede en smule i det internationale farvand på grund af Jacques Audiards en tand mere forrygende, råt (para)realistiske ditto, Profeten (2009).

Næste år har Paul Greengrass premiere på den virkelighedsbaserede piratkapringsfilm, Captain Phillips. Jeg har svært ved at forestille mig, at denne skulle kunne gøre Kapringen til en parentes i genren ’moderne piratkapringsfilm’. Jeg har faktisk svært ved at forestille mig, at nogen film gør præcist det, som det tonstunge talent Lindholm har gjort med sin tålmodigt dirrende og rørende realisme.

 

Kapringen. Instruktion og manuskript: Tobias Lindholm. Dansk. (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her