Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Drama og patos a la Savage Rose

The Savage Rose er nu om stunder synonym med sangerinden Annisette, men hun brænder til gengæld også stærkt og rent igennem på gruppens 21. studiealbum – gruppens nok fineste i 17 år
Annisette er og bliver en musikalsk dronning, og vi er alle hendes undersåtter udi tonernes rige. Glæd jer over dette lille mirakel, Savges Roses bedste album i 17 år. Her synger hun igennem på Skanderborgfestivalen sidste år.

Annisette er og bliver en musikalsk dronning, og vi er alle hendes undersåtter udi tonernes rige. Glæd jer over dette lille mirakel, Savges Roses bedste album i 17 år. Her synger hun igennem på Skanderborgfestivalen sidste år.

Malte Kristiansen

Kultur
1. oktober 2012

Når regnskabet engang skal gøres op med hensyn til dansk rockmusik, som den efterhånden har udfoldet sig i over 50 år, vil man uvægerligt finde The Savage Rose et sted helt oppe i toppen af pyramiden.

Ikke kun på grund af gruppens helt usædvanlige stamina (den kan således i år fejre 45 år som aktiv enhed), men i endnu højere grad på grund af dens lyd, attitude og generelt høje musikalske standard. Skrev jeg gruppe? Ja, jo, bøh … gruppens besætning har siden de tidlige 1970’ere været flydende og efter medstifter Anders Koppels exit i ’78 var den i mange år synonym med bror Thomas og så hende der Annisette, måske vor største rocksanger m/k nogensinde. Samt hvem de to nu indforskrev til lejligheden.

Og indtil Thomas Koppels død i 2006 kom der masser af musik fra den kant på samme måde som parret (der var gift) var umådeligt politisk aktive på den yderste venstrefløj, altid på de svages parti og til de flyttede til USA engang i 1990’erne konstant parate til vederlagsfrit at stille op i den gode sags tjeneste.

Det bedste siden ’Black Angel’

Med Love and Freedom (som titlen mere end antyder, er Annisette heller ikke i denne ombæring bange for de store armbevægelser!) leverer Savage Rose så deres bedste album siden den kunstneriske comebackskive Black Angel i 1995.

Det vil sige intens og dog forfinet soulet gospelrock, som formår at bevare jordforbindelsen og alligevel føre lytteren ret ud i stratosfæren, når den er bedst. En stil, gruppen udviklede på albums som Babylon og Wild Child (begge 1973) og siden jævnligt er vendt tilbage til. Og som de altså endnu engang topper med på de ni sange her, hvoraf de fem er skrevet af Annisette alene, to er blevet til sammen med datteren Naja Rosa Koppel (som sammen med Amina Carsce Nissen endvidere leverer de sejeste kor), et enkelt er skrevet af den anden datter Billie sammen med co-producer Frank Hasselstrøm (parret udgør til hverdag duoen Catbird) og endelig er der en vital genindspilning af Koppel-brødrenes pragtfulde »The Messenger«. Det er et usædvanlig stærkt repertoire, der stilles op med i denne ombæring!

Den der unikke sigøjnerglød

Den nuværende besætning er så også virkelig værd at skrive hjem om. I den skræmmende ferme keyboardmand Palle Hjorth har Thomas Koppel fået sig den værdigst tænkelige efterfølger og hvad angår guitaristen Rune Kjeldsen, er han en gevinst, lige meget hvad han rører ved. Rytmegruppen bestående af bassisten Jacob Falgren og trommeslager Anders Holm er sikkerheden selv og swinger som bare pokker, tilmed.

Derudover er sagerne produceret uden pjat eller dikkedarer, med sangene (og sangeren!) i fokus, som det sig hør og bør, når vi taler The Savage Rose. Annisette, som godt nok ræser mod pensionsalderen, synger stadig sikkert med al den sans for drama og patos, man efterhånden er kommet til at forvente fra den kant.

Summa summarum er dette lyden af Savage Rose, når gruppen er allerbedst. Og så er der ærlig talt ikke mange, der når den til sokkeholderne. Gammeldags, siger De nu? Hvornår er det lige at excellent musik, udført af de fineste musikere med en sanger, hvis stemme har direkte kanal til lytterens sjæl, gik af mode?

Dette gamle røvhul kan naturligvis kun tale for sig selv, men hellere Love and Freedom end dette års musikalske mange småplask i andedammen. Jo, vi må være på dupperne og fremadrettede og på udkik efter den musikalske fremtid og fortabe os i computerens uendelige muligheder og hvad ved jeg.

Men hvis det kommer til at skygge for noget af det fineste, vort lille kongerige har at byde på musikalsk, så fuck det. Annisette er og bliver en musikalsk dronning, og vi er alle hendes undersåtter udi tonernes rige.

Så slå dog ørerne ud og glæd dig over dette lille mirakel, min ven.

 

The Savage Rose: Love and Freedom (NMS/VME) Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Amen :-)

En rent utrolig dame med en endnu mere utrolig stemme dengang og nu, der fortsat kan synge Rådhuspladsen op uden mikrofon.

Genindspilningen af " The Messenger " på den nye CD er også meget fin, men jeg holder nu mest af første indspilningen af " The Messenger speaks " for 40 år siden.

http://www.youtube.com/watch?v=Guhj1rPaIns

Helt enig! Hun er en utrolig dame. Og ja, den gamle Messenger er mere organisk. Men den nye cd er fantastisk, og jeg er helt enig med Hr. Lynggaard. Det er gruppens måske bedste album i mange mange år. Lyden er ikke så poleret som før, og sange som "Soldier on a run", "No more love to give" og "Voice of revolution", har den kant og dynamik, som kun Anisette mestrer. Og så er violinerne og trompeterne virkelig et godt modspil til hendes stemme. Lyden passer til hendes storhed.

olivier goulin

Anisette og Savage Rose er det ubetinget bedste, dansk rock har produceret - nogensinde.

Hendes uforlignelige stemme holder stadig, og det samme gør Savage Roses plader fra 60'erne..

Men Savage Rose bestod også af musikere fra en helt anden liga and de fleste andre rockbands i 60'erne.

Koppel-brødrene og Alex Riel har også haft en stor del af fortjenesten for dette formidable band.

/O

Kik også på disse tv-optagelser af gruppen live fra de første år. Anisettes stemme er et unikum, men backingen ligger også milehøjt over hvad der ellers spillede dengang. De legende og jazzede rytmegange bliver spillet med en fortsat imponerende lethed.

Jeg synes også at der især på de første plader, er musikere med, som ingen af disse nye kan måle sig med. Selvom de spiller flot. Til gengæld skal de have stor ros for denne gang, til forskel for de poleret og latin-inspireret forrige albums, at have produceret og arrangeret sangene, så lyden denne gang er lækker rå og blues-soulet, og fuld af detaljer.

Charley Kristensen

Tillad mig at putte lidt malurt i bægeret. Der er ingen tvivl om Savage Roses musikalske kvaliteter (selvom Savage Rose jo er et vidt begreb med de mange forskellige line-ups af bandet, vi har set), men når Klaus Lyngaard skriver, at bandet var "altid på de svages parti", så er det da godt nok en sandhed med modifikationer. Jeg husker, hvordan Savage Rose i mange år åbenlyst sympatiserede med det stalinistiske styre i Albanien og altid beredvilligt stillede op, når Stalins fødselsdag skulle fejres i Dansk-Albansk Venskabsforening. Jeg har i hvert fald aldrig opfattet Stalin som værende de svages beskytter, snarere tværtimod.

Stalin var skam 'de svages beskytter', Charley.
Han sagde det selv og fungerede i den fortælling/konstruktion igennem en verdenskrig.
Det var ikke Hitler, han var erklæret 'de stærkestes' mand...
Det var ikke USA, det kneb ihvertfald gevaldigt med at opfatte europæiske lande som 'svage' og beskyttelsestrængende.
Men 10-øren faldt da.
Men hvor velegnet Stalin er som generelt ikon for 'svaghedsbeskyttelse' det er da godtnok et spørgsmål, naturligvis. Det mest musikalsk Savage fra rosen er dog stadig 'de stalinistiske plader' 1977-87.

Charley Kristensen

Det er mig lidt uklart,Odd Bjertnes, om din kommentar er en joke, eller om den skal tages bogstavelig. Men en mand, der er ansvarlig for millioner af almindelige og, ikke mindst, uskyldige menneskers død eller anbringelse i tvangsarbejdslejre som Gulag, fortjener vel næppe betegnelsen ´de svages beskytter´- om han så selv påstår nok så meget, at han er det. Nej, vi har at gøre med en af historiens værste massemordere - som Savage Rose altså i sin tid hyldede.

Charley, det er ikke en joke - jeg oplyser bare hvad det er der hyldes, når eller hvis Stalin hyldes
Så tag det bare bogstaveligt - med omtanke. .

Næh, lad mig så få Tameless og Black Angel dem svømmer jeg hen til...