Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Dredd 3D

Kultur
27. september 2012

Pist væk er minderne om Danny Cannons skrækkelige Judge Dredd-filmatisering fra 1995. Så god er Pete Travis’ nye udgave, Dredd 3D.

I den spiller Karl Urban den ubestikkelige og kompromisløse ordenshåndhæver, Judge Dredd, der et godt stykke ude i en dystopisk fremtid både er politimand, dommer, jury og bøddel, når forbrydere skal fanges og dømmes.

Dredd er den mest respekterede og frygtede af alle dommerne i Mega City One, en slags fremtidens Dirty Harry, og sammen med en ung dommer på prøve, Anderson (Olivia Thirlby), påtager han sig opgaven, da en nådesløs narkobagkvinde, Ma-Ma (Lena Heady), henretter tre af sine håndlangere for at statuere et eksempel. For at uskadeliggøre Ma-Ma skal de to dommere nu indtage det højhus, hun kontrollerer, og det er ikke nemt.

Den sorte humor og brutalitet, der er en essentiel del af tegneserien, som Dredd 3D er baseret på, rummer filmen også. Pete Travis synes at forstå figuren og det univers, der omgiver den, og Karl Urban er så sammenbidt og hård, som Dredd skal være.

Man kan savne de politiske undertoner fra John Wagners forlæg, der med 35 år på bagen stadig udgives, men Dredd 3D er et underholdende stykke popkultur, der også visuelt er en fornøjelse, ikke mindst de ultraslowmotion-sekvenser, der rammer volden balletagtigt ind.

Dredd 3D. Instruktion: Pete Travis. Manuskript: Alex Garland. Britisk-indisk-amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her