Læsetid: 4 min.

Dybere i den amerikanske hallucination

Det er et USA fuld af hjemsøgte stemmer og kaotisk biodiversitet, der udbredes på to fremragende plader fra nogle af landets mærkeligste og vigtigste rockfornyere
Det er et USA fuld af hjemsøgte stemmer og kaotisk biodiversitet, der udbredes på to fremragende plader fra nogle af landets mærkeligste og vigtigste rockfornyere
12. september 2012

Det virker som den rigtige beslutning: Mens den vestlige verdens samfundsmodeller er ved at ramle om ørerne på os, har det amerikanske band Animal Collective afbrudt rejsen ind i etablissementet.

Den fire mand høje, bløde milits har valgt at trække sig tilbage til den psykedeliske skov, hvor de i fred og ro kan bygge en ny republik af ren og skær fantasi.

For tre år siden kom de ellers fri af krattet og inden for synsvidde af mainstream med albummet Merriweather Post Pavillion. Men med deres 10. – og fremragende – album Centipede Hz er de vendt tilbage til et landskab, der har vist sig at have udviklet en vild tropisk biodiversitet.

Overalt omkring Panda Bear, Geologist, Avey Tare og Deakin klikker, sitrer, bøvser, glitcher, flimrer og sukker regnskoven – kødædende synth, digitale tornebuske, muterede tv-signaler, trippende svampe, vingeskudte genfærd, lykkelige amøber, kosmiske alligatorer, jungletrommer og guitarer med ekkosyge. Et vildt animistisk boblebad af polymorfe klange, der brister og bryder med gængse former og skaber et biologisk kaos, som både kan virke vildt forstyrrende, dybt saliggørende og ekstremt betagende. Alt efter hvilken sindstilstand, man er i. Eller under hvilken påvirkning, man måtte være.

Og samtidig fastholder kvartetten de melodisk klart formulerede sange fra forgængeren – finder endda nye muligheder i dem. Måske fordi de for første gang siden albummet Strawberry Jam fra 2007 er fuldtallige (Deakin var ikke med på forgængeren) og for første gang i endnu længere tid har skrevet sangene i samme rum, i stedet for at udveksle dem over nettet.

Man kan stadig dufte den californiske strand i deres forskruede Beach Boys-harmonier, men der er også noget mere Brian Eno & David Byrne-inspireret i deres cirkulære besværgelser. Ja, kvartetten fra Baltimore, Maryland finder en nærmest shamanistisk styrke i deres ekstatiske omkvæd – gerne i kor, men også med en tiltagende ekspressionisme hos de skiftende forsangere, der sågar kan bringe dem i nærheden af Screamin’ Jay Hawkins.

Jep, der er liv i spøgelsernes vildnis, og der er en fuldstændig betagende konsekvens i Animal Collectives hallucination. Og jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde, når jeg skal trygle skeptiske sjæle om at stirre dybere i Centipede Hz’ stereogram og forstå, hvor grumt smukt et album det er.

Der findes en anden verden end finanskrisens, fortæller deres klanglige maksimalisme os (også). Så åbn nu for pokker for den vanligt skingre kvalitet i deres klangunivers og lad deres sære hymner til vores uendelige potentiale sætte sig dér, hvor de hører hjemme: I følelsesregisteret og forestillingsevnen.

I kontakt med svundne tider

Når jeg forestiller mig Ariel Marcus Rosenberg i gang med at lave musik, ser jeg noget helt andet. Jeg ser ham altid foran et gammelt antenne-fjernsyn tilsluttet en VHS-videobåndoptager, som Rosenberg – iført øm natkjole, læbestift og skægstubbe – sidder og skruer på for at komme i kontakt med svundne tider.

»Step into my time warp now,« synger frontfiguren i L.A.-bandet Ariel Pink’s Haunted Graffiti meget passende på hans nye album Mature Themes. Det sker i en af disse trademark-brankede produktioner, der lyder, som om de er blevet lavet på en kassettebåndoptager med lungebetændelse af en Frank Zappa ankommet fra en parallel dimension, hvor det er forbudt at fortænke sine sange og onanere unødigt med sit instrument.

Eller sagt på en anden måde: Hr. Rosenberg realiserer i Ariel Pink’s Haunted Graffiti en vision. En hallucinerende fortolkning af forvrængning og overstyring eller i hvert fald analog støj, ikke som ungdommelig provokation, men som en kulturelt udfordrende gennemvædning. Et alternativ til de banale muligheder for superproduktion, som ikke længere er et kunstnerisk tilvalg, men et konventionelt udgangspunkt. Ariel Pink sender fra en helt anden galakse.

Og hvor meget klasse har man, når man starter sin plade sådan her: »A Kinski assassin blew a hole in my chest/ Now I walk up out with a dream bullet vest/ A sea will be vessel for the sperm-headed brain/ Mother twin genesis went down with the blame«? En del.

Animal Collective har på deres album ladet sig inspirere af ideen om svundne radiotransmissioner, der hjemløse driver rundt i æteren, mens Ariel Pink på Mature Themes lader citater fra tv, film og musik zappe ind og ud af rum, der har det med at antage drømmens eller febervildelsens dimensioner. Så er Rosenberg tæt mod vores ører, så er han langt væk. Og hans sange fremstår som genre-porøse eksistenser, hvorigennem fortiden siver, mens han forlener dem med noget på én gang nostalgisk og ironisk, inderligt og tidløst.

Han er stadig et gakket dyr i åbenbaringen, med en helt uforlignelig evne til at skabe en parallel tidsdimension, der denne gang rummer psykedelisk kosmos, cowboy-film, en lommestøj-symfoni for schnitzler og en sublim coverversion af en glemt soulsang. Og flere gange endda med støjen mere som sminke frem for som grundfarve.

Animal Collective og Ariel Pink’s Haunted Graffiti deler hangen til pointerede produktioner. Der er en mening med galskaben, når de går imod vellyden. Når Animal Collective bruger det let skingre kaos i deres lydbilleder til at skabe en form for terapeutisk uro. Og når Ariel Pink bruger sine stærkt støvede eller ekstatisk forvrængede stemme og instrumenter til at forhandle fortiden sammen med nutiden.

Det er et andet USA, folkens, end det, der gør sig klar til præsidentvalg. Det er et USA, der dykker ned i psykedeliske indsigter og spirituel biodiversitet – og således tilbyder resistens mod alt det pjat, vi trækkes med i den verden, vi af en eller anden grund har vedtaget som den virkelige.

 

 

Animal Collective: Centipede Hz (Domino/Playground)Animal Collective spiller på Statens Museum for Kunst under CPH:DOX den 12. november.

Ariel Pink’s Haunted Graffiti: Mature Themes (4AD/Playground)Ariel Pink spiller i Store Vega den 19. november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu