Læsetid 2 min.

’Fan vad jag älskar dig, Boys. Fan vad jag älskar dig.’

’Boys’ skildrer en helt forkert kærlighed mellem drenge og voksne mænd, der også er drenge. Historiens monster er kvinde og socialrådgiver. Svenske Anna Ringberg debuterer med en svær og svært bevægende roman
’Boys’ skildrer en helt forkert kærlighed mellem drenge og voksne mænd, der også er drenge. Historiens monster er kvinde og socialrådgiver. Svenske Anna Ringberg debuterer med en svær og svært bevægende roman
28. september 2012

Lassefar, som jeg har døbt ham, fordi han minder mig sådan om Martin Andersen Nexøs figur – herunder også Max von Sydow (hvilket kun er godt) er ydmygelse på ydmygelse. Det er en af grundene til, at han går lige i hjertekulen på mig, der ikke er en sten. Men når jeg meget gerne lader ham blive der og dernæst ikke bare føler med ham, men også tænker over ham, skyldes det den måde, hvorpå svenske Anna Ringberg skriver ham frem i sin debutroman med den lidt besynderlige titel Boys. Andet kan titlen dog dårligt være, det er navnet på Lasses whippethund, en fin racehund med tynd pels og meget følsomme poter. Et fremmedlegeme i Lasses verden af nederlag og humbug med et moderne velfærdssamfund langt ude i horisonten. Egentlig er der foranstaltninger og sikkerhedsnet og forsorg, der skulle sikre, at sådan en fyr som Lasse kunne have et hæderligt liv. Det har han bare ikke.

’Boys’ er også ’drenge’, og sådan en dreng er Lasse – selv om han er far til den voksne Matti, han nu i anledning af sin 65 års fødselsdag skal gense – og sådan en dreng er Börje med hestehalen og rygmærket, som Lasse sover i ske med – og drenge er de unge mænd, der kommer på ABC, hvor Lasse er i arbejdstræning. Drengene dér elsker Lasse, det siger Lasse og gentager det.

Hundetanker

Den tynde whippetpels sammenligner hundefar Lasse med, at han selv gik rundt i T-shirt og Hawaii-shorts, de sarte poter smører han med madolie, når han husker det. Boys er alt for skrøbeligt et kræ til kulde og sne og svensk vinter. Alt for sart til at bo i Lasses utætte rønne uden varme og varmt vand. Han sover i en lænestol under et tæppe, har dækken på, når han skal ud.

Anna Ringbergs Lasse-portræt er båret af tre synsvinkler, en er placeret hos jegfortælleren Matti på vej til sin fars kalas, en overloyalt og ømt hos Lassefaren, og en – og det er virkelig mærkeligt – hos hunden Boys. Det sidste, en synsvinkelbærende hund, kan man det?

Anna Ringberg kan. Det er Lasses infantile kærlighedsversion, der her kommer til udtryk. Boys’ indre monolog er Lasses ord i et hundehoved. Han har gjort hunden til sin arts- og lidelsesfælle, han fodrer sin dreng med pølser og kager. Jeg læste den svenske original først og citerer inderligt Lasse herfra: »Fan vad jag älskar dig, Boys. Fan vad jag älskar dig.«

Men Lassefar elsker også sin anden dreng, Matti. Den kærlighed har han bare ikke haft den store succes med. Han har aldrig været far på den rigtige måde. Bag ved fødselsdagsfortællerammen anes den forkerte kærlighed, den på drengeværelset med pornoblade og pik-mod-pik-lege, den form for fysisk kontakt, en far ikke skal have med sin søn. Men Lassefar er ikke noget uhyre. Hvis historien har et monster, er det den offentlige omsorg, der så let slår over i kontrol, og som her gestaltes som socialrådgiveren Åsa. Det er den gode, gamle sociale indignation, Anna Ringberg skriver på. Lad mig være gammeldags en tid endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu