Feteret, forkælet og fordømt

Bille August serverer dygtigt ægteparret Krøyer på den gode smags sølvfad
Uden nerve. Trods oplagte kvaliter mangler Bille Augusts nye film det personlige greb om stoffet, der kunne få det til at løfte sig som ægte gribende eller måske endda tragisk.

Uden nerve. Trods oplagte kvaliter mangler Bille Augusts nye film det personlige greb om stoffet, der kunne få det til at løfte sig som ægte gribende eller måske endda tragisk.

Rolf Konow
27. september 2012

»Min lykke ligger i dine hænder,« siger Hugo Alfvén henført til Marie Krøyer.

»Der er en afgrund mellem os,« ytrer Marie til husbonden Søren i en anden scene.

Gammel-litterære replikker af den art vrimler det med i Bille Augusts med spænding imødesete film om Skagensmaleren Marie Krøyer, der i sin samtid blev mest kendt for at være gudindesmuk hustru til den feterede kunstner, P.S. Krøyer.

De mange floskler om liv, kunst, kærlighed og lykke kan måske forklares som en efterligning af den højtsvungne stil omkring år 1900, og i dialogen er der også en direkte henvisning til disse årtiers store dramatiker Henrik Ibsen, som lader Nora i Et Dukkehjem snakke om »det vidunderlige«.

Dette »vidunderlige« er Krøyerparrets ord for den ægteskabelige lykke, som er ved at glide dem af hænde, i takt med at hans ry som maler vokser, og hendes kunstneriske ambitioner, udsat for ægtemandens nådesløst kritiske blik, sørgeligt visner bort.

Fortiden er et fremmed land, man talte anderledes dengang. Men man kan også vælge at se den stadige strøm af teatralske talemåder som et tegn på instruktørens og manuskriptforfatterens kølige afstand til hovedpersonerne, der for sjældent og trods godt spil bliver menneskeligt nærværende og levendegjorte som mere end ret forenklede inkarnationer af tre velkendte typer: den egocentriske Store Kunstner, hans idealiserede, men lidende hustru og den don juan (svenskeren Hugo Alfvén), der medvirker til at udløse katastrofen mellem dem.

Som skabt for film

Enhver kan se det oplagte filmstof i historien om Krøyer-ægteparrets storhed og fald, og Kjell Grede lavede allerede i 1987 sin Krøyerfilm, den meget svensk højspændte Hip Hip Hurra med Stellan Skarsgård, ligesom forfatteren Jens Smærup Sørensen sammen med instruktøren Franz Ernst i 1986 udsendte et manuskript til en mere dansk indforstået tolkning, Lyset over Skagen.

Begge havde Krøyer i centrum, men efter udsendelsen af Anastassia Arnolds Balladen om Marie (2003), baseret på breve fra dengang, har fokus forskudt sig til hustruen, der stod i en paradoksal situation. Forherliget som underskøn model på en række af mandens mest tiljublede billeder, men nagende utilfreds med en guldrandet eksistens, hvor hun mest fungerede som æstetisk prydgenstand og ikke fik udfoldet det malertalent, hun drømte om at udvikle fra teenagealderen.

Bille August fører os med sikker hånd ind i det snart mytiske ægteskab på et tidspunkt, hvor Krøyers mentale helbred er ved at svigte, og Marie er ved at opgive selv at blive maler for helt at hellige sig sine pligter som moder og hjemmets opretholder.

Den sindssyge, der efterfølgende er blevet forklaret som syfilis-udløst (dog ikke entydigt), bemægter sig i perioder den ellers så harmoniske Krøyer og gør ham (i filmen) voldelig og ondskabsfuld.

Marie kæmper for at redde et ægteskab, der trods en grundliggende kærlighed mest er en ydre blændende skal. Men da hun forelsker sig i den fremtrædende unge svenske komponist Hugo Alfvén, skrider grunden under hende, for nu skal hun operere mellem to uforudsigelige og upålidelige kunstnere – og hvad med den lille datter?

Den stadig mere sygdomssvækkede Krøyer skaber et kunstigt broderskab med Alfvén for at holde på Marie, men det kommer der kun yderligere voldsomme episoder ud af.

Kan Marie »finde sig selv«, som det hedder i filmen, smække med døren som en anden Nora og gå ud i noget, der ligner friheden? Kan hun magte rollen som den uansvarlige kvinde, som i det bornerte borgerskabs øjne ikke ustraffet forlader mand og barn?

Gennemført god smag

På én gang forkælet og fordømt var Marie Krøyer en tragisk uforløst skikkelse, og Bille August fortæller om hende, uden at den nærliggende offer-patos tager magten fra ham.

Det er instruktørens første film i fem år (og første danske i 25 år!), men han har ikke glemt sin sikre professionalisme og sans for rolig fremaddrivende fortællerytme. Periodeskildringen står også stærkt og præcist uden at blive vulgært prangende, og Skagenslyrikken er holdt i stramme tøjler i Dirk Brüels ukrukkede, altid funktionelle fotografering.

Men trods de oplagte kvaliter mangler det personlige greb om stoffet, der kunne få det til at løfte sig som ægte gribende eller måske endda tragisk. Glatheden og de mange eksplicitte dialogforklaringer skaber afstand, og de livgivende detaljer udebliver som oftest. Æstetisk befinder vi os snarere i en af disse højprofessionelle historiske tv-serier, der kører friktionsløst af sted uden den store nerve.

Negativt Krøyer-billede

Selve karakteristikken af fru og ikke mindst hr. Krøyer kan måske anfægtes en smule.

I Peter Asmussens manuskript bliver Krøyer overvejende en voldsomt selvfed egocentriker, og Søren Sætter-Lassens velspillede figur står stærkest, når den stakkels syge mand går mest grassat, og svagest, når han skal demonstrere Krøyers i samtiden højt berømmede charme (den ses sjældent her).

Virkelighedens generøst resignerede Krøyer, der endte med at male sin rival Alfvén og Marie ind som par i sit store sankthansaftens-maleri, ser man så at sige intet til. Trist – og nok også uretfærdigt.

Tilsvarende ligger Birgitte Hjort Sørensen med sit stærke, faste blik, sine markerede træk og sin moderne selvbevidsthed ret langt fra Marie Krøyers noget mere poetisk drømmende apparition (på billederne i hvert fald). Men hun står på sin egen måde smukt og karakterfuldt, både som den forelskede frigjorte kvinde endelig alene i skærgården med Alfvén og som den vragede, sårede mor i filmens stærkeste scene mod slutningen.

Som Alfvén leverer Sverrir Gudnason en sikker, sjælfuld approach til forførelse i et portræt, der har pudsige ligheder med den karakter, der tegnes i Helle Retbøll Carls nærgående bog om filmens instruktør.

Stærkt står også en meget velcastet og velspillende Tommy Kenter som en sagfører, der med sin dobbelte dagsorden er med til at skabe en skarp afrunding på en vellavet film, som ellers er uden megen kant.

 

Marie Krøyer. Instruktion: Bille August. Manuskript: Peter Asmussen. Dansk-svensk (Imperial, Dagmar, Grand, Palads)

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Hanne Koplev

P.S. Krøyers blev behandlet for syfilis med kviksølv både i pille-form og i salve (Grå salve).
Kviksølvforgiftning kan have været årsagen til (eller en medvirkende årsag til) hans mentale lidelser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mascha  Madsen

JEG GLÆDER MIG RIGTIGT MEGET TIL AT SE FILMEN valget af skuespillere er perfekt synes jeg og dramaet mellem de tre hovedpersoner bliver meget uhyggeligt synes jeg trailerne tegner til, dejlig med en film der ikke er oppe i zapping hastighed ,men også afspejler den tid som dramet udspillede sig i, uden medier og med den snobbende og autoritære måde samfundsgrupper forholdt sig til hinanden, den lille datter ser også meget overbevisende ud med sine angste øjne, flot spillet af et barn på hendes alder..! Min kompliment !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mascha  Madsen

Ja det er forargeligt at han helt bevist har smittet sin unge kone, eftersom han mødte hende mens han var i Paris til behandling, jeg håben man ikke vidste det ku smitte på den tid ellers er han en gemen egoist !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Andersen

P.S. Krøyer, Peder Severin (Søren) Krøyer, 23.7.1851-21.11.1909, dansk maler. Krøyer var født i Stavanger i Norge, men voksede op i Danmark hos zoologen Henrik Krøyer, der var g.m. moderens søster; hun adopterede i 1872 Krøyer, der først fik dansk indfødsret i 1889.

Selv er han uvidende om at have arvet sin mors sindssygdom og han rider på succesens tinde, indtil skæbnen indhenter ham.

Fra århundredskiftet kæmpede Krøyer med sygdom og personlige sorger. Han var flere gange indlagt på sindssygehospital, og i 1905 blev han separeret fra Marie Krøyer, der forlod ham til fordel for den svenske komponist Hugo Alfvén.
------------------
Det var lidt fra nettet,
Og måske var han bare udsat for datiden kvaksalvere?
Han har vist en barndom at referere til.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Koplev

Fordi både mor og søn (P.S. Krøyer) blev sindssyge, så behøves det vel ikke at handle om en arvelig sindssygdom ?

Ordet kvaksalver kommer af ordet for kviksølv og blev i Krøyers tid anvendt ved lægelig behandling ved f.eks. syfilis.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Postkort fra Skagen
Lækre damer i lækkert kluns i lækkert lys
Guf for den typiske Informationslæser?

Skagensmalerne er allerede gennemtæsket og gennemmalket stof,
og stedet,
de rige danskeres paradis, Saint Tropez, Beverly Hills, Miami Beach,
er stadig manges foretrukne beundring.

Livsstilsdrømmen over dem alle
vrides nu atter for en gang lir,
o my boys, det skal nok blive en succes,
her ved nullernes sidste udfasning
luftkastellernes exit
postludiet klinger ud.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mascha  Madsen

NU KAN MAN JO FAKTISK ENDDA MEGET SANSYNLIGT HAVE ERHBERVET SIG EN SYFILIS SOM BI-POLAR-SYG.. Da mange rigtigt mange i deres maniske perioder,knalder med Gud og hver mand og alle dem de ikke ku forestille sig i mere normale/afbalancerede perioder.. Et faktum udelukket sjældent et andet !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mascha  Madsen

Der er da ingen der decideret har kritiseret hans kunst ? MEN DET ER DOG EN HISTORIEFORFALSKNING AT MAN HAR UDELADT HANS SYFILIS, OM DEN ER DOKUNETERET OG NETOP VAR ÅRSAGEN TIL AT HAN VAR I Paris hvor han Mødte Marie... ! Det er jo ikke en film om hans kunst men en film om ham og gruppen som en beskrivelse af hvilke personligheder de muligtvis har haft ..!

anbefalede denne kommentar