Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En form for kontroltab hænger i luften

Den biografiske lytning er livsfarlig for musikken. Men nye plader fra Alanis Morissette, Tina Dickow og Cat Power lægger op til det på hver deres måde. Informations musikredaktør forsøger at spille med et stykke ad vejen
Kultur
7. september 2012

Jeg læste for nylig et interview med canadiske Alanis Morissette i den britiske avis The Guardian. Hun virkede ganske filosofisk og ret så afklaret og tilgivende i forhold til de svære år i mediemøllen efter det internationale gennembrud med albummet Jagged Little Pill i 1995. Hun lød, som om hun hviler i sig selv.

Hun sagde blandt andet:

»Min største bedrift er at være i stand til at lave plader, som er virkelige snapshots af, hvad der foregår i mit liv. Jeg vil ikke gentage mig selv i kommercielle interessers navn eller for at glæde andre mennesker.«

Fedt nok. Meget ægte osv. Problemet med hendes nye album Havoc and Bright Lights er så efter ovenstående citat at dømme, at der ikke sker noget af videre interesse i hendes liv – i hvert fald for musikelskere af min slags.

Albummet er en gang kalorietung, friktionsløs, af og til decideret kvalm og i hvert fald uopfindsom rockmusik med lidt elektronisk smagsstoffer. Pladen forstærker min usunde romantiske forestilling om, at musikere er bedst, når de har noget på spil og/eller er på kant med virkeligheden. Morissette virker sådan cirka zen, og det duer virkelig ikke i hendes tilfælde.

Heldigvis kan kunstnere som Robert Wyatt, Leonard Cohen og Joni Mitchell fungere udmærket i lignende tilstande. Men åbenbart ikke Morissette. Havoc and Bright Lights er en omgang vegeterende Adult Orientated Rock og Middle Of The Road. Her kan ingen blive stødt – udover folk som undertegnede, der formår at blive stødt over ikke at blive stødt.

Interessant spændingsfelt

Også amerikanske Chan Marshall alias Cat Power arbejder med en slags autentisk formidling af sig selv. I hvert fald ifølge pressemeddelelsen, hvor der står, at »aldrig har et Cat Power album været så meget i overensstemmelse med hendes personlighed og sindstilstand.«

Det er seks år siden, hun udgav et album sidst, og med Sun har hun for alvor inddraget elektronikken i store dele af sit udtryk. Den ulmer, den sitrer, og den støder gennem flere numre, ja, flere kan sagtens fungere i chillout-lounge (hedder det stadig det?) eller på strandbar.

Hun har skrevet, spillet, indspillet og produceret hele molevitten, og resultatet er en lille smule kedeligt, uden nogensinde at være dårligt. Hun har stadig en fantastisk måneblå stemme, og der er flere gode numre undervejs. Faktisk bedst når hun fusionerer det elektroniske med en blues- eller rocknerve og dermed havner i et ganske interessant spændingsfelt.

Men jeg er ikke specielt betaget af hendes mere udflydende, meditative sange. Og med denne genfødsel (ifølge pressemeddelelsen) fremstår hun pludselig (mestendels) alt for eftergivende i sin tilgang til musik (og måske verden). Hun savner kant, og det klæder hende ikke.

Naturkraft

Så har Tina Dickow til gengæld foretaget en bevægelse mod noget mere skæbnetungt på hendes nye album, Where Do You Go To Disappear? Og lad os endnu engang dvæle ved det biografiske (med alle de farer det indebærer). Hun er flyttet til Island og siger selv i pressemeddelelsen, at »alene dét at være omgivet af store vidder hver dag er en stærk motor for kreativiteten.«

Grunden til, at det er værd at nævne, er, at det er første gang, jeg synes, der er hul igennem til noget andet. Om det så er Island, hendes barndom, hendes kunstneriske stræben eller en særlig potent form for urtete, hun er begyndt at drikke, der har gjort udslaget. Det skal jeg ikke kunne sige. Men det virker nærliggende at inddrage det radikale skift i miljø i forståelsen af forandringen. Jeg mener, at det er svært ikke at høre musik som en reaktion på de fysiske omgivelser (med massekommunikationens komme selvfølgelig i potentielt aftagende grad). Og Dickow bakker selv op:

»Der er både en tyngde og ro, men i dén grad også en kraft og vildskab i naturen, som har kastet nogle nye energier og temaer af sig,« lyder det i pressemeddelelsen.

Og i hvert fald er der nye harmoniske spændinger på spil i sangskrivningen. Melankolien synes ikke længere så mondænt komfortabel og – i kunstnerisk forstand – lånt. Lige som en ganske substantiel majestæt viser sig flere steder.

Og der er en vis stilistisk variation: Sange med vellykkede elektroniske tintninger, et godt dansenummer, lidt større iscenesættelser, der kan lyde lidt af moderne indie-salmer fra Nørrebro. Og intime sange, jeg godt gider være i selskab med.

Where Do You Go To Disappear? er lidt mere end et pænt singersongwriter-album. En form for kontroltab ligger i luften, og i dén retning kunne der gemme sig noget for alvor interessant for Tina Dickow.

 

Alanis Morissette: Havoc and Bright Lights (Collective Sounds/Sony Music)

Cat Power: Sun (Matador Records/Playground)

Tina Dickow: Where Do You Go To Disappear? (A:larm Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her