Læsetid: 2 min.

Frydefuld hovedstrøm

Lykkelige møder mellem den danske jazzmainstream og den amerikanske melodiskat
25. september 2012

Jazzens store mainstreamikoner havde mere end deres kunstneriske udtryk til fælles. De delte også en fascination af det samme repertoire, en fascination, der var begyndt som en forelskelse og endte som livslang, betingelsesløs kærlighed til ’Den Store Amerikanske Sangbog’.

En fransk anmelder kaldte for nylig denne skat – altså alt hvad der blev skabt af Gershwin, Porter, Kern, Rodgers etc. – for den eneste, der innovativt kan måle sig med wienerklassikkens, og efter i afvigte uge at have hørt to store danske jazzmainstreamikoner holde nye ensembler over dåben er denne anmelder ved at give franskmanden ret.

Man kan sige, at dette repertoire er spillet af så mange så længe, at der skal små mirakler til, hvis yngre musikere skal lokke noget ud af disse melodier, vi ikke har hørt – eller kunnet høre – før. Måske derfor præsenteredes pianisten Søren Kristiansens nye trio med bassisten Jesper Lundgaard og den unge trommeslager Andreas Svendsen i Club Paradise med ordene Standards played as they were meant!

Men også dette begreb kan Kristiansen give nye facetter, som når han i Gershwins »It Ain’t Necessarily So« kombinerer skrøbelige, enkle linjer i højrehånden med hårdt swingende venstrehåndsostinater, går direkte til det melodiske stål i de uakkompagnerede introduktioner, der traditionelt spiller melodisk kispus med tilhøreren, eller inddrager Michael Edwards’ ballade »Once in a While«, ellers mest spillet af mere bebopbaserede musikere, i Den Store Melodiskat ved også at give dén en behandling, der på én gang er klassisk og moderne. Her levede han suverænt op til koncertens præambel.

Frydefuldt

I Paradise forekom Jesper Lundgaard at være lidt for voldsomt forstærket til, at trioen var i komplet balance.

Det var han til gengæld ikke, da han senere på ugen hørtes i Montmartre med Jesper Thilo og guitaristen Doug Raney. Også Lundgaards solospil stod her smukkere og enklere end i Paradise. Interessen her var især samlet om det comeback, koncerten udgjorde for Raney efter flere år med sygdom og inaktivitet. Barskheden i dét forløb er ikke usynligt i Raneys apparition, men har heldigvis ikke svækket hans udtrykskraft på instrumentet.

Fra Raney fik vi lange, logiske, indtagende melodiske linjer, alle lyriske i deres substans og kun sporadisk, men velvalgt, afbrudt af frapperende akkordspil. Det var frydefuldt og kontrasterede perfekt til Thilos mere robuste udtryk, som trods sin indbyggede djærvhed eller tendens til mere hidsende passager sandt for dyden heller ikke er uden lyrik.

Med første sæts afsluttende »The Way You Look Tonight« blev det hele slet og ret nirvansk i sin symbiose mellem kærligheden til temaet og formningen af dets modulationer, alt hvilende i Lundgaards dybe, sikre beat og med soli uden en overflødig tone.

Med tanke på de indledende bemærkninger om det innovative i den amerikanske melodiskat må det være passende at sige, at ikke blot var den i sig innovativ, den er stadig åben for ny innovation, hvis musikerne har format som dem, der har været nævnt her.

 

 

Søren Kristiansen Trio, Club Paradise, tirsdag den 18. sept.

Jesper Thilo Trio, Montmartre, fredag den 21. sept.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu