Her gik man og troede, at vi blot var en nation af landstrænere, og så går det op for en, at vi også er en nation af kunsthistorikere. For hvordan skal det ellers give mening, at et så bredt og vagt fænomen som selvportrættet får sin helt egen megaudstilling på hele Danmarks yndlingsmuseum, Louisiana. Selvportrættet er ikke engang en disciplin, det er et medie, hvori Louisiana har samlet 150 værker fra kunstnere, der på et eller tidspunkt i karrieren har vendt penslen, kameraet eller leret mod sig selv.
Her er Frida Kahlo, Edward Munch og Egon Schiele. Her er Andy Warhol, Henri Matisse og Salvador Dali. Det er lige som at zappe igennem den store pakke på en rigtig god lørdag aften. Halvdelen er kendte navne, noget er underholdende, noget er nyt, noget er gammelt, noget er dokumentaristisk og en masse er rasende ordinært. Det er en gavebod til kunstkritikeren med hang til banale causerier, her kan alle tale med om selvfremstilling og selviscenesættelse (måske den unge reporter også får smidt et ’facebook’ med i teksten), men den eneste røde tråd er fjernbetjeningen, der klikker en gennem kanalerne.
Sarah Lucas, Gerhard Richter, Nan Goldin, Kurt Trampedach. Fantastiske Chuck Close værker, både før og efter han blev lam. Pipilotti Rist råbende fra et lavabad i en fire cm2 flække i gulvet. Alt sammen naturligvis selvportrætter, men først og fremmest så meget andet.
En Bacon på Bacon
Groft sagt er der to lejre. For med så mange så kendte kunstnere er deres blotte streg på papiret ikke blot et selvportræt i den forstand, at det fortæller noget om den type, der har tegnet stregen, det er også et selvportræt i visitkortsforstand. Francis Bacon er så stort et brand, at det også havde været en Francis Bacon, om det havde været Jørn Ege, han havde malet. Men det er det ikke. Francis Bacon har malet to selvportrætter. Så han har lavet en Francis Bacon på Francis Bacon. Ligesom hvis Jørn Ege havde forlænget sin egen penis.
Gerhard Richter har også gjort det, lavet en Gerhard Richter på Gerhard Richter. Han har rystet lidt med kameraet, så hans ansigt er blevet utydeligt, hvorefter han har malet det, så nøjagtigt, at man ikke kan se forskel på det dårlige fotografi og det perfekte maleri. Det er ment som et dybt stød til portrættet som noget, der afslører det menneske, det forestiller, men ender som det modsatte: Som en manifestation af en kunstner, der ikke tager den borgerlige forestilling om, hvad der er rigtigt og forkert, for givet.
Så er der den anden lejr, dem, der har tilføjet et niveau ved selv at være hovedperson i projektet. Catherine Opie laver eksempelvis også en Opie på Opie, men hun gør det med Opie. Det er måske ikke helt så vildt som Mark Quinn der laver en Mark Quinn på Mark Quinn med Mark Quinn: Han tapper sit eget blod, støber sit hoved med det og fryser det ned, så man kan se ham sidde i fryseren med lukkede øjne, godt rød i bæret.
Opie er også rød fra kniven, der har ridset billedet af mor og mor og børn på hendes ryg. Men i en stor del af Opies kunst er hun selv hovedperson i projektet. I de rasende fantastiske selvportrætter Cutting og Pervert fra 1994, måske det kunsterisk mest interessante på hele udstillingen, giver hun en fuckfinger til den dengang gryende idé om lebber som normale. Diskursen er for længst slået bredt igennem, og i det meste af den vestlige verden er inklusionen godt i gang, bøsser og lesbiske får de samme rettigheder, som heteroseksuelle. Det hang Opie ud af halsen, at alt skulle forfladiges og tværes ud.
I Cutting er det drømmen om en familie, der med barnagtig hånd er blevet skåret ud i hendes ryg. Huset bløder stadig. Det er drømmen om idyl fortalt i et format der skræmmer de fleste. Og i Pervert siger hun bøh til de mange damebladslæsere, der pludselig skulle til at flirte med deres eget køn, fordi det var hipt. Hun sidder topløs med armene fulde af nåle, 23 stk. i hver, en sort lædermaske uden øjne overhovedet, og ordet Pervert skåret ind i brystet.
I det 10 år yngre billede Nursing sidder hun i en positur som i Picassos berømte billede af en ammende mor, vendt direkte mod kameraet, med en stor dreng i skødet, der kigger op på sin mor, imens han ammer. Hendes drøm gik i opfyldelse. Man kan stadig se arrene efter ordet Pervert, men der er fred i hendes sind. Det er et meningsfuldt øjeblik.
De tre billeder af Opie er ikke kun bundet sammen af, at det er den samme kvinde på dem alle tre, men også visuelt af tre forskellige gammeldags ornamenterede tæpper, der hænger som baggrund. Grønt, guld og sort, og endelig i billedet fra 2004 rødt.
Sammen om smerten
Det er næppe intenderet, men i forhold til at indgå i en udstilling om at portrættere sig selv, er arrene, der er helet, barnet, der er blevet født, og den samme smag i decor et smukt billede på, hvad dette magiske ’selv’ er, nemlig en historie, der hele tiden bliver genfortalt, forbedret og ændret.
Der findes ikke nogen minder, der findes ikke noget jeg, der er bare en masse neuroner et sted, der hele tiden digter og fantaserer, og som vi kan dykke ned i, når vi skal prøve at gengive os selv. Men den virkelighed er ikke til at holde ud at tænke på. Selv om modernisterne for længst har grinet ideen om kunstneren som et geni og om selvportrættet som et spejl ind til sjælen, et godt stykke ned i graven, så er de gammeldags ideer bestemt ikke døde endnu.
For selvfølgelig er vi ikke en nation af kunsthistorikere. Tværtimod. Vi har brug for helte, vi har brug for auteurer og genier, og så kan videnskaben rende os nok så langt et stykke. Vi vil se, hvordan vores helte ser ud. Vi vil vide, hvordan de har det. Vi vil være sammen med dem om den smerte, mange af dem krænger ud i deres selvportrætter.
Og så kan det godt være, at Louisiana taler til hulemennesket i os, og at det er de samme instinkter, der får os til at klikke på Kate Middletons bryster, når de kommer på en skærm nær os, men det er vores maver ligeglade med. Vi er en nation af romantikere.
