Torsdag aften var sæsonåbning for Koncerthuset. Det skete med Beethovens første symfoni og Carl Orffs Carmina Burana. Et både ambitiøst og populært tænkt program.
Ambitiøst fordi Beethovens første symfoni er indledningen på orkesterets rejse gennem alle Beethovens symfonier i chefdirigent Raphael Frühbeck de Burgos’ dannelsesprojekt, og fordi Carl Orffs korværk skulle fyres af med det fulde kor og det fulde orkester og en prominent solistbesætning fra staterne, hvor Frühbeck de Burgos netop har dirigeret selvsamme værk, populært af samme årsag, og fordi det er musik, det brede publikum kan forholde sig til. Og udsolgt var det.
Dresseret dynamik
Frühbeck de Burgos afviklede Beethovens sikre og overbevisende symfonidebut med en ret så fuldfed klang, der spandt sig ind og ud med dynamiske nuancer og demonstrerede et veldresseret orkester i god form. Klangidealet er et greb tilbage i 70’erne, før man beskæftigede sig med oprindelig opførelsespraksis, og det er jo interessant i sig selv, men om det lige er 70’ernes idealer, der kan fænge igen, vil vise sig.
En totalitær orkesterklang dominerede over det lyriske og sangbare i Beethovens symfonidebut for enden af Frühbeck de Burgos’ meget vitale dirigentstok for enden af en mand på knap 80, der siddende dirigerede hele koncerten udenad.
Det fulde kor
Carmina Burana blev sat an i den fulde volumen med DR Koncertkoret og Københavns Drengekor på tilhørerpladserne oppe bag orkesteret. Stort og flot. Rytmen var inciterende styret fra Frühbeck de Burgos, men også ofte for tungt til værkets sanselighed.
Koret sang frejdigt hokus-pokus-latin, mandskoret dejligt hjemme i drikkeviserne, mens damekoret var mindre stemt til sjov og trist nok fik de besnærende erotiske vers til at lyde søvndyssende og orkesterakkompagnementet som Hjemis-bilens ringen til ingen. Ellers var klangen og præcisionen upåklagelig også i drengekoret.
Skumfødt
Det eksklusive solistudvalg havde mere fat om de ædlere dele. Barytonen Hugh Russell har tydeligvis bestemt sig for, at dette er et glansparti for ham, og gav den hele armen med en flot og levende præstation, som dog blandt publikum blev kommenteret som »overgejlet«. Altså ikke mit ord, men alligevel ikke ved siden af. Nicholas Pan gjorde den spidstegte svanes sang til en vokal delikatesse med meget mod udi stemmens usædvanlige funktioner, mens sopranen Laura Claycomb overgik hele forestillingen med både en sjældent balanceret højde og en rørende præsens, i forhold til hvilken hendes røde opsatte Botticelli-hår og blå havfruekjole var absolut sekundært, men ikke desto mindre bidragende til billedet af en skumfødt åbenbaring.
Igen kunne man ligge et sted mellem at være imponeret over Frühbeck de Burgos’ sikre forvaltning af det store udtræk og nyde koncertsalen gjalde og at føle sig hensat til en bedaget og kun halvsympatisk dyrkelse af det monumentale med en lille ørekvalme til følge.
Der er otte symfonier tilbage. Næste gang i selskab med endnu en publikumsfavorit, Ravels Bolero, den 13. og 14. september.
DR SymfoniOrkestret, DR KoncertKoret, Københavns Drengekor. Dirigent: Rafael Frühbeck de Burgos. Solister: Laura Claycomb, Nicholas Phan og Hugh Russel. Musik af Beethoven og Orff. Koncerthuset i torsdags
