Læsetid: 2 min.

’Jeg hader alle, der slikker min kone’

Sådan lyder en Strindberg-replik i ’Tribadernes Nat’. Og Peter Langdal fanger fint mandens angst for ophidsede kvinder i sin opsætning på Betty Nansen Teatret. Til gengæld ryger publikums ophidselse alt for hurtigt
28. september 2012

Strindberg fyldte meget. Peter Langdal fylder også meget. Så de to teatermænd klæder hinanden fint, når de mødes hen over århundrederne i Per Olov Enquists hadeland i Tribadernes Nat fra de glade 1970’ere.

»Jeg hader alle, der slikker min kone,« som Strindberg truende formulerer det i Enquists afsløringsstykke. Den slags skaber respekt. Men selv har den store forfatter i stykket tydeligvis ikke dyrket sin kvinde synderligt. Han har jo haft travlt med at få foretaget penisopmålinger ud fra sin pinagtige trang til at dokumentere sin egen potens …

I dag kan denne maskuline præstationsangst virke noget bombastisk. Men Langdal har en overbevisende nøgle til Enquists udlægning af August Strindbergs dominatortrang og kvindehad. Tribadernes Nat på Betty Nansen Teatret er i hvert blevet en opsætning, der vibrerer af mandehørm. Problemet er bare, at den maskuline voldførelse ikke virker indædt nok – og at den savner stigende intensitet. Strindberg ender næsten også med at virke impotent i sit skænderi: Jo mere Strindberg skændes, desto længere væk stiller han sig fra de kvinder, han ellers helst ville voldtage til tavshed. Kropstruslen smutter undervejs. Og dermed aftager publikums ophidselse også drastisk.

Langdal kan ellers virkelig kunsten at iscenesætte to mennesker, der nærmest bider læberne af hinanden, mens de råber om, at de ikke mere har lyst til hinanden. Derfor kunne man tro, at det var skilsmisseopgøret mellem Strindberg og hans finske skuespillerhustru Siri von Essen, der var Langdals fokus. Men Langdal vælger faktisk at gøre stykket til et ’macho omvender lesbisk’-stykke. I stykket har Siri von Essens lesbiske kæreste Caroline Marie David en alkoholiseret birolle. Men i Langdals fortolkning vendes næsten al Strindbergs opmærksomhed mod denne elskerinde, så hustruen nærmest forsvinder til slut. Dermed smuldrer sammenhængskraften. Uden at nogen slikker nogen.

Beskidt undertøj

Flemming Enevold er ellers en sand magtsatan som Strindberg. Han manipulerer hæmningsløst med Paprika Steens Siri, og hun forsøger at svare tilbage med samme brutalitet. Enevold viser sin tabte potens med hele den afviste elefants krænkelse. Men iscenesættelsen af ham holder alligevel ikke.

Paprika Steen smider tøjet og klæder sig på forfra i Karin Betz’ skønne divaskrud, så hun bogstaveligt talt viser skilsmissens mange lag beskidt undertøj. Paprika Steen er som et selvopladeligt batteri på en scene: Når hun tænder for smilet eller raseriet og charmer derudaf, så ligger hele scenen i sol. Den kvinde er en gave på en scene.

Tilde Maja Fredriksen er en sjovt mut og moderne udgave af tribaden – i sublim nærkontakt med fadølsanlægget i Maja Ziskas luftige scenografi. Og Jens Jacob Tychsen skruer op for den forsmåedes charme i sit vidunderligt kejtede portræt af instruktøren Viggo Schiwe.

Men gejsten går altså af iscenesættelsen. Også selv om penislængden – undskyld: manuskriptlængden – sikkert er, som den skal være.

 

’Tribadernes Nat’. Tekst: Per Olov Enquist. Oversættelse, bearbejdelse og instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Peter Langdal og Maja Ziska. Kostumer: Karin Betz. Lys: Christian Alkjær. Betty Nansen Teatret til 3. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu