Læsetid: 1 min.

Hestehviskeren Buck

27. september 2012

»Jeg hjælper ikke mennesker med hesteproblemer. Jeg hjælper heste med menneskeproblemer,« siger den omrejsende hestehvisker og cowboy-filosof Buck Brannaman i dokumentarfilmsportræt Hestehviskeren Buck. Hestenes adfærd spejler beridernes. Hestehvisken er selvhjælp. Det er filmens mantra. Fra tre års alderen var Buck lassotrickmester i en slags familierodeoens Jackson 5 med en tyrannisk far. Med barndommens piskesår på ryg og sjæl underviser han nu i den bløde hånds pædagogik. En i sig selv elegant dobbelthistorie.

Buck var inspirationen til Robert Redfords Hestehviskeren, og dette fortælles i behind the scene-stil og virker som et klodset vedhæng på filmens rigtige historie. Denne skildrer, hestemetaforisk, overgangen fra blind voldsdisciplin til psykologiens indtræden på pædagogikkens arena. Men der er flere hestescener end øjet orker, og debutant Cindy Meehl forfalder til et ufokuseret sammenflet af halvgode scener. Idéen om den piskede hvisker forbliver derfor mere interessant end filmens mere end rigeligt medløbende hyldest til ham.

Hestehviskeren Buck. Instruktion og manuskript: Cindy Meehl. (Amerikansk). Vester Vov Vov, Gentofte Kino, Café-Biografen i Odense, Biffen i Aalborg, Nicolai Bio i Kolding og Haslev Bio.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu