Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hverken doku eller drama

Det såkaldt radiodokumentariske drama ’Vidne’ om et PET-beskyttet vidnes identitetsskifte har ingen krimispændende, psykologisk ophidsende eller faktuelt afslørende momenter at fange lytteren med
Kultur
27. september 2012
Troværdighed. Det bliver utroværdigt, når Troels Thorsen med sin kultiverede og artikulerede stemme spiller kriminelle Mads i det dokumentariske drama, ’Vidne’.

Troværdighed. Det bliver utroværdigt, når Troels Thorsen med sin kultiverede og artikulerede stemme spiller kriminelle Mads i det dokumentariske drama, ’Vidne’.

Agnete Schlichtkrull

Da Mads, tre år efter at han har fået nyt ansigt, diskret opsøger sin barndoms revir, får han ude fra villavejen øje på det gamle gyngestativ. Dér hvor han har oplevet sine første sug i maven.

Og da han derefter diskret kører forbi sin tidligere kæreste Jeanettes bopæl, kan han fra bilen se, at hun åbenbart har fået barn med hans værste fjende i det kriminelle miljø.

Finger er uhyrets kælenavn, fordi han har fået klippet en finger af. Og givet Mads et ar på halsen med en smadret flaske. Et ar, der siden er fjernet ved en plastik-operation i første afsnit, »Cleancut«, der skal give det hemmelige vidne ny identitet, så han ikke hedder Mads længere og ikke er til at kende.

Tidligere har han vasket sorte narko-penge hvide som jetset-forretningsmand i Mellemøsten. I andet afsnit, »Fredstegn«, er han business-man i en legal udenlandsk virksomhed, med sekretær i kopirummet og andre fristelser af økonomisk art.

Det giver nu ikke anledning til nogen skelsættende identitetskrise, snarere en vis tristesse eller rastløshed, at dømme efter hvad man gennem højtaleren bliver indviet i. Sådan virker det i første eller snarere andet afsnit, som allerede har været sendt på P1.

Men da alle tre halvtimeskapitler hele tiden har ligget tilgængelige på dr.dk, virker det fjollet at skulle respektere den gamle anmelder-konvention om ikke at afsløre pointen i sidste afsnit. Især når det alligevel ikke afslører nogen nævneværdig afgørende pointe, men højst en yderligere desperat forkrænkelig fornemmelse af ak hvor forandret-motivet.

Generelt sagt er det svært at konkurrere med dramatikken i dagligdagens avishistorier om skudepisoder og rocker-leben omkring Strandvejens sushi-pavilloner eller features med slørede overvågningsfotos af en it-direktørs guldrandede flugt over plankeværket i Dubai og ud på prærien i den amerikanske Midwest, hvor han omsider melder sig selv på en mindre politistation.

Det nye hørespil handler ikke om de sager, men kan minde om stemningen i dem.

Spilfægteri

Radiodramaet Vidne forsøger angiveligt at give lytterne indblik i et kriminelt miljø af en art, som en radiojournalist ikke kan nå med sin båndoptager.

Derfor er Thomas Roger Henrichsens fiktive historie nok baseret på research, men gengivet som interview med skuespillere i rollerne som historiens eller sagens involverede.

Det er en svær opgave, fordi replikkerne skal have redegørelsens autentiske karakter, men samtidig fænge dramatisk som menneskeligt dokument.

Henrik Prip klarer skærene som Mads’ blødt argumenterende far, hvorimod Troels Thorsen selv har en mere kultiveret og artikuleret stemme, som gør figuren Mads utroværdig. Og Mads’ barndomsven Michael, i Paw Henriksens gestalt, giver i alt fald ikke indtryk af den meget store mand i sort rocker-læder, der er blevet likvideret, men som i levende live har været den voldelige halvdel af duoen M&M.

Når man har set Paw Henriksen på film eller tv er det svært ikke at se hans spinkle skikkelse og kontrafej for sig, når han i staccato udbreder sig fra højtaleren.

Man siger tit, at radio generelt er bedre end tv, fordi hjernen danner sine egne billeder, mens man lytter. Men det er et ynkeligt radioforsvar mod dét faktum, at tv udgør et større informationsfelt, i kraft af at det opererer med synlige billeder.

Det langt billigere radiomedie har derimod unikke stoflige muligheder i lydanvendelsen, som på tv pr. definition bliver sekundær, fordi billedet er primært og styrer oplevelsen. Ikke bare redaktionelt, men bestemt af hjernens konception.

Dramaboller

Den stoflige lyd bruger radiospillet Vidne ikke for alvor. Atmosfærelydene er staffage bag skuespillernes studie-stemmer. Og de musikalske overgange blot punk-tonal og elektronisk fugemasse mellem de enkelte scener eller lydrum.

I første afsnit, hvor Mads bliver bedøvet før plastikoperationen, får man en glædelig fornemmelse af, at skulle ud på en farefuld forvrænget færd af hallucinationer i retning af New York-gangsteren Noodle De Niros opiums-flashbacks i Sergio Leones film Once upon a time in America. Men man bliver skuffet. Interview følger interview følger nyhedsoplæser i en noget nær kronologisk krydsklippet beretning om politistikkeren, der har håbet på et nyt liv under PET’s belastende vinger. Men af sikkerhedshensyn uden familie og gamle venner. Første afsnit op til den forandrende operation. Andet afsnit tre år efter på hemmeligt besøg i hjemlandet.

Og i tredje afsnit, »Livstid«, kommer der så et par dramatiske boller på suppen eller overraskende drive i fortællingen. Med nedgravede hashpenge, rusten pistol og dunkende motorbåd.

Uden at afsløre den ikke særlig afgørende pointe kan det røbes, at konflikten drejer sig om, hvem der er far til Jeanettes barn, Finger eller Mads selv. Som i mellemtiden har vist sig at være ude af stand til at lave barn på sin nye tyske kæreste.

Og så videre og så videre. Men Signe Egholm er så overbevisende som den tidligere prostituerede Jeanette, at hendes troværdighed – tværs gennem den almindelige stemmeføring – virker tilbage på éns tvivl om Mads’ sociale status efter sproget at dømme.

For naturligvis findes der narkogangstere, som først begår sig på marmorgulvene i Dubai og siden blandt ejendomsmæglere i Tyskland. Det er sådan set den største øjenåbner i Vidnes ellers blegt akustiske fikta-univers.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her